blaavinyl.dk i luften

08/26/2010

Så er vores nye domæne i luften, og du vil fra nu af, kunne følge os på blaavinyl.dk.

Vi glæder os til at se dig!


blaavinyl.dk

08/04/2010

Vi holder pt. sommerferie fra bloggen. Men har oprettet en side på facebook, som skal repræsentere den nye blaavinyl.dk side, som vil være oppe og køre d. 23. august. Det er meningen at vi vil gøre folk opmærksomme på når der er nye indlæg igennem den side, så tøv endelig ikke med at trykke “like” herinde!


blaa vinyl – en ny begyndelse

07/19/2010

Det er nu efterhånden 1 1/2 år siden vi startede denne lille blog op. Og efterhånden som antallet af indlæg er steget, er interessen for bloggen ligeledes blomstret. Derfor har vi besluttet at købe domænet blaavinyl.dk, som forhåbentligt inden for den næste uges tid vil komme op og køre. Derfor vil det nok være lidt sløvt med indlæg i den kommende uge, da vi arbejder på højtryk for at få det til at køre 100%. Stay tuned!


Det sødeste nedfald

07/14/2010

Efter længere tids overvejelse pga. en pebret billetpris, tog jeg mig endelig sammen, og hoppede på cyklen. For første gang længe, oplevede jeg at cykle ned mod Vega med sommerfugle i maven. Med den historie jeg har med Regina Spektors musik, var det svært at vide hvad jeg skulle/kunne forvente…

Det kan godt være at jeg er ved at være for gammel til at rende til koncerter, eller også er jeg for tilvænnet med forhånds-/insiderviden. Men aftenens koncert lod vente på sig. Der stod kl. 20 på billetten, jeg var der på slaget, men hun lod vente på sig og kom ikke på scenen før kl. 20:37 (!). Allerede her var jeg jævnt irriteret over at skulle stå i næsten 40 minutter og vente på en forsinket kunstner. Jeg blødte dog hurtigt lidt op, da hun startede settet ud med den sang der havde rumsteret inde i mit hoved lige op til koncerten, smukt fremført på flygel, violin og trommer, mere skulle der ikke til:

Men det holdt ikke længe, da det ikke virkede som om Spektor overhovedet var i stødet til at spille koncert. Hun spillede de første 5-6 numre næsten uden pause, og virkede meget fraværende på trods af komplimenter og tilråb fra publikum. Man kunne se at hun var smigret, men kunne ikke rigtig andet end at fremstamme et genert “thank you guys”, inden hun gik videre til næste nummer. Jeg begyndte at undre mig over om hun enten er ekstremt genert eller meget koncentreret når musikken spiller…Men taget hendes gode ry i mente, tvivlede jeg alligevel stærkt på at det var nogen af delene.

Det skulle så vise sig, at min tvivl kom mig til gode, da der faktisk var en grund til den manglende publikumskontakt og smertende mine, da Spektor langt om længe midt i settet åbner op og fortæller at de oprindeligt skulle have været 4 på scenen, men at cellisten, Dan, desværre var afgået ved døden for nyligt, hvilket havde gjort denne tour en overvældende én af slagsen. Dan efterlod en ung kone og et lille barn. Man kunne nu tydeligt mærke på Spektor, der med knækkende stemme og nervøse træk måtte kæmpe for at komme ud med budskabet, at hun langt fra var okay med situationen. Hun forlod derefter scenen sammen med trommeslageren, hvorefter violinisten tog over og fortalte lidt mere om Dan og hans yndlingssang (fik aldrig fat i hvilken én det var og kunne ikke nikke genkendende til den), som han derefter gav sig til at synge akkompagneret på elguitar.

Efter dette nummer forlod også han scenen, og Spektor kom tilbage efter godt 1 minuts stående klapsalver. Stadig tydeligt rystet…men hun satte sig ved flyglet og fortsatte ufortrødent koncerten solo. Publikum var blevet stille, meget stille og lyttende, hvilket undertegnede satte stor pris på. Setlisten indeholdt lige dele fra hendes seneste plade Far (2009) og Begin To Hope (2006) + sikkert nogle andre sange fra hendes bagkatalog, som undertegnede endnu ikke er så bekendt med. Men denne sidste halvdel af settet indeholdt hele to af de numre jeg havde håbet allermest hun ville spille, nemlig Samson og Summer In The City, som begge blev fremført på smukkeste vis. Kl. 21:40, næsten præcis 1 time efter at hun langt om længe var kommet på scenen, havde hun spillet sidste nummer, takkede af og forlod scenen for ikke at vende tilbage, uanset om publikum blev stående og klappede efter ekstranummer…

Jeg har det lidt ambivalent med denne koncert, da rammerne omkring den spolerede en stor del af oplevelsen for mig. Dels forsinkelsen og derpå det efter min mening alt for korte set, taget hendes halvstore bagkatalog i betragtning og ikke mindst billetprisen. Plus hendes fravær… Men bortset fra alt det, var koncerten, når musikken spillede, perfekt!


blaa mandag #27

07/12/2010

Her i den trykkende varme er det jo nærmest umuligt at finde kræfter til at lave et seriøst indlæg eller min lovede Roskilde Festival opsummering. Derfor følger her en lille sang som jeg, trods varmen, håber at vejrguderne vil lytte til. Det er et fantastisk dejligt sommer-nummer fra 2003-albummet So Much For The City af irske The Thrills. Et nummer man ikke kan andet end at nyde, da den  indeholder en fantastisk Californisk vibe hvor inspirationen primært er hentet fra The Beach Boys. The Beach Boys anno 2003 er vores blaa mandag i dag, og vi håber bønnen fra sangen bliver hørt til i morgen. Tra la-la-la….uh aah uh.

The Thrills – Don’t Steal Our Sun


Træk stikket ud

07/10/2010

Holbek – Frit Løb, fra 2009.

Et af de meget oversete albums fra 2009 på den elektroniske scene er Holbeks (aka. Steen Rock der også er en del af Nobody Beats the Beat) album Frit Løb, der indeholder en række elektroniske perler.  Det er de to udgaver af nummeret Træk Stikket Ud (Se bunden af dette indlæg) et fremragende eksempel på. Undertegnede blev bekendt med albummet via vores kollegaer fra frekvens, mens remix versionen her i indlægget dukkede op sidenhen.

Desuden er det ikke lang tid siden, at vi anbefalede et andet nummer med Silas Bjerregaard som den (delvise) vokal. Silas’ stemme gør sig åbenbart ganske formidabelt på dansk, og især i det mere afdæmpede og melankolske. Resten af Holbeks skive kan så sandelig også anbefales. Det er dejlig electronica med en masse spændende gæstesolister som: Tuco, Peter Sommer, Khal Allan, Malkin Zany med flere.

Jeg har en lille fidus til Mikael Simpson remixet, men nyder begge versioner herunder, jeg håber I vil gøre det samme.

Holbek feat. Silas Bjerregaard – Træk Stikket Ud

Holbek feat. Silas Bjerregaard – Træk Stikket Ud (Mikael Simpson Remix)


Roskilde Festival 2010 – Prologen

07/08/2010

Det var ikke kun solen der fik publikum til at smile på Pavillion-scenen fra søndag til onsdag. Foto: Rune Schlosser

Så er årets Roskilde festival 2010 overstået, og på diverse sider er koncerterne blevet gjort op for i meget stor stil. Derfor vil jeg fatte mig i korthed, da man kan finde de fleste anmeldelser udført meget sobert, og sikkert også mens de var præsente ved de anmeldere, der har været tilstede. Jeg må erklære mig enig, i de fleste anmeldelser jeg har læst, mindre enig i nogen andre og fuldstændig uenig i enkelte tilfælde. Det har dog været en uge med musikalske indsprøjtninger, der gav forskellige følelsesmæssige og musikalske afkast. Den vil for vores vedkommende være delt op i to-tre indlæg, startende med de navne undertegnede var vidne til ved årets camping dage, som blandt andet var: Kandy Kolered Tangerine, Mescalin, Baby, Sleep Party People, Chimes And Bells, IGNUG med flere.

Smuk rock til den alternative side

Kandy Kolered Tangerine. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Kandy Kolered Tangerine var en af de mest positive overraskelser i opvarmningsdagene, nærmere betegnet søndag eftermiddag. Deres virkelig gennemførte støv/americana rock var virkelig til at tage og føle på. I enkelte anmeldelser fik de en del kritik, men jeg må sige at på trods af deres lyd, som i høj grad er omsiggribende på de fleste numre, så havde de en nerve og en umiddelbarhed, som jeg er ret overbevist om også holder på længere sigt. Jeg har i hvert fald givet både Babylove og Flow, de to numre der er vedlagt herunder, et grundigt lyt, og de vokser virkelig på en. I forbindelse med Spot hørte jeg flere anbefalinger af bandet, men bedre sent end aldrig. Det er horisontalt, støjet, skramlet og melodisk – jeg må anbefale dem videre på det allerkraftigste.

Bandet kan bl.a. opleves den 26/8 i år på Musikcaféen i Århus.

Se et klip fra koncerten her.

Kandy Kolered Tangerine – Babylove (Single Edit):

Kandy Kolored Tangerine – Flow:

Retro-rock med sukker på

Mescalin, Baby. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Karrierekanon-vinderne Mescalin, Baby, gjorde så sandelig også en god figur mandag eftermiddag. Hvis man har dyrket diverse retro-rock bands som The Blue Van eller hvad vi ellers har på den danske scene, så kan man helt sikkert også godt lide Mescalin, Baby. Det spiller  vanvittig dansabelt, medrivende og i kraft af forsanger Marc Facchini-Madsen, har de en stærk tovtrækker til de bagerste rækker af publikum. Bandet har også på speak-prægede passager som det blandt andet høres hos den velbevarede hemmelighed fra 1970 Sixto Rodriguez (om det konkret har været en inspiration ved undertegnede dog ikke). Her på blaa vinyl er vi glade for rock med stort R, og på Roskilde leverede Mescalin, Baby en solid præstation med netop det.

Se et klip fra koncerten her.

Mescalin, Baby – There’s A Home For You Somewhere (Else)

Indadvendt melodisk shoegaze

SSP. Foto: Christian Hjorth

Sleep Party Peoples indadvendte, shoegaze, dream-pop er en helt anden stemning. Undertegnede så/lyttede udenfor Pavillion-teltet og nød det i allerhøjeste grad. SSP er blevet hypet meget det sidste halve års tid, derfor er det nok ikke nogen stor overraskelse, at vi nævner dem, men Brian Batz’ projekt er virkelig et af årets favoritter. De spillede godt, og det passede godt til den afslappede stemning på Pavillion, men undertegnede vil til enhver tid foretrække de vippende kaninhoveder på en skummel Musikcafé i Århus (som bliver en realitet den 1/10 i år sammen med Shout Wellington Airforce!). Udover at koncerten var dragende, så se eventuelt bandets fremragende indspilninger (og andres) i forbindelse med The Copenhagen X-Sessions.

Sleep Party People – The Dwarf And The Horse (Fra vores kollegaer på regnsky)

Vidunderlige samklange

Chimes And Bells. Foto: Lærke Posselt

Vi har før kastet props efter Chimes And Bells her på bloggen. De skuffede ikke på Roskilde. Deres inderlige art-rock med Cæcilie Trier i front og Jannis NM på back-up er (stadig) en vidunderlig kombination. De to vokalers klang er en sand fryd for øret, og de spillede tilmed nogle nye numre  (et af dem også på tidligere omtalte X-sessions). De spillede overbevisende ,og folk var virkelig betaget, men jeg har det på samme måde med Chimes And Bells, som jeg har det med Sleep Party People. De skal helst ses ekstrem intimt. En af de plader jeg har de største forventninger til i 2010.

Se et af de nye numre her (og lyt til et par gamle):

Se desuden et klip fra koncerten her.

Chimes And Bells – Stand Still:

Chimes And Bells – Golden Sweater:

IGNUG = IGNITE

IGNUG. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Eftersom jeg både havde hørt SSP og Chimes And Bells før Roskilde, var den anden af de to største live-oplevelser i de indledende dage (udovover KKT) IGNUG. De vandt også årets Karrierekanon, og det er så sandelig ikke uberettiget. Det er et yderst kvalificeret live-band. De tog mig ganske enkelt med mine støvede festival shorts nede om anklerne. Ruby Renaissance er bandets front-persona, mens bandet giver den for fulde gardiner med deres dansable og finurlige electro-pop. Bandet besad også en forfriske selvtillid, da de indtog scenen, og de virkede som om, at det vitterligt er på en scene, de høre hjemme. Enhver der får lejligheden til at opleve bandet live, bør ikke lade chancen gå forbi. Professionelt og meget gennemført. Vokalmæssigt er Ruby R. eminent, mens han slægter enkelte kendte vokaler på. Jeg er ret sikker på, at han stod forrest i båsen ,da den sidste kunstner lukkede Orange scene – så har jeg vidst ikke sagt for meget.

Det anbefales på det kraftigste at man ser følgende klip fra koncerten her (mine html-kode egenskaber er skrantende).

Link til IGNUGs MySpace.

Bolsjeposen blandes

Udover de nævnte orkestre, overværede undertegnede også 80’er electro-pop bandet Kill Screen Music og minimal-techno talentet Eim Ick. Begge konstellationer gjorde en ganske udmærket figur. Fidus-pokalen vil dog helt sikkert gå til den lovende Eim Ick, mens Kill Screen Music klart gjorde sig bemærket med en vilje og en professionel attitude, men dog med noget der lugter langt væk af kommerciel elektro-pop, der skal udfylde hullet for Nephew mens de holder pause (Traffic er dog et catchy nummer). Velspillet musik, gammel lyd, der snerter Bono og andre fra samme skuffe på. Interessant og spændende er det dog for Kill Screen Music, at de har fået job på Roskilde med kun fem jobs i bagagen – lær venligst andre bands opskriften. Eim Ick skal opleves igen under rette club-lignende forhold.

Se flere klip fra campingdagene på Pavillion her og søg på “Roskilde Festival 2010 Live Concerts”(Roskilde Festivalens eget fremragende initiativ). Jeg har været elendig til at embedde Arkenas videoer.

Næste etape kommer snart…


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.