Den 9/9 – 2009 blev The Beatles’ samtlige plader udgivet med titlen The Stereo/Mono Box Set, i en ny lydmæssig forbedret udgave. Anmelderne roser pladerne til skyerne – men det er svært at se uden om de mange retrospektive interesser der træder ind i vurderingerne. Nostalgien i sig selv, er vel ikke et kvalitetskriterium?
Jeg har lært det med tiden: The Beatles var 1960’ernes helt store popmaskine. De spyttede hit-på-hit ud af højtalerne, og solgte albums i mængder aldrig set mage. The Beatles var en ren pengemaskine, og i den første halvdel af 60’er årtiet var det flere albums, om året der nåede ud til ivrige fans og flittige musikkøbere. Den sidste del af årtiet blev The Beatles mere fokuserede på det rent indspilningsmæssige, og der kom ikke ligeså mange plader, men til gengæld var det, mere eksperimenterende plader der kom ud af det, uden at populariteten faldt. Dengang kunne anmelderne lide det de hørte – det er alt sammen historie.
Hvad sker der så 40 år efter d. 9/9 – 2009, når alle pladerne bliver genudgivet på cd i en mono og i en stereo med forbedret lyd? Anmelderne lovpriser dette album, og omtaler det som popmusikkens ’hellige gral’. Men er det på de rigtige præmisser?
Mange anmeldere er ofte meget fokuserede på at knytte en historie eller en begivenhed til det produkt, de skal anmelde. Det får de serveret i pressemeddelelser og de lapper det i sig – det er min påstand som ivrig medfølger i den danske musikalske presse. Og når der så kommer en plade, hvor der pludselig er 40 års historie at lappe i sig og bruge til nye anmeldelser, så bliver anmelderne fuldstændig eksede. Især når rigtig mange på redaktionerne er vokset op med The Beatles til deres første pilsner og har fået The Beatles ind i deres bevidsthed, som en del af deres musikalske opdragelse. Det fik jeg også, men på baggrund af mine forældres hyggelige tilgang til musikken som baggrundsmusik. Lige med undtagelse af Simon & Garfunkel, som jeg har lært, at man per definition, skal skråle med på, men det er anden sag. Jeg er naturligvis klar over, at jeg i mine udmeldinger generaliserer og at der ganske givet, er journalister, der ikke kun forholder sig til pressemeddelelser. Jeg har set flere eksempler på gode anmeldere, der skriver sig udenom pressepakken. Men de er savnet.
Nyhedspressen bruger i flæng jubilæer, fødselsdage, årsdage og andet, som undskyldninger for at skrive en relevant artikel om en given kunstner. Derfor er en genudgivelse, en ren gave til kulturjournalisten og anmelderen, der kan gnubbe sig i sine hænder og begynde og ose ud af fakta, minder og oplevelser. Ellers kan det være svært, at anmelde 16 cd’er og en dvd til deadline, hvis ikke der er en forhåndsviden og det skal der jo være som anmelder.
Jeg nævner Politikens anmeldelse af The Stereo Box som eksempel. Den er overvejende nostalgisk og historisk beskrevet og Torben Bille giver den samlede boks fem ud af seks hjerter. Men anmelderen misser en detalje i idéen med en genudgivelsen – lydforbedringen. Pladen er jo, i sin spæde ungdom, blevet anmeldt i sin samtid. Hvordan fortjener en genudgivelse så mere, end blot en dom på lyden, som lyd og ikke som et historisk element. Ikke om det betød meget for Torben Billes ungdom og hans høje støvler eller hans trang til det modsatte køn:
”(…)da jeg var 14, ønskede jeg mig kun to ting af livet – at gennembryde Jyttes vatforede panserværns-bh med mandelist og rom & Jolly Cola, og at kunne passe et par af de kortskaftede, sorte med høj hæl, annoncerne kaldte Beatles-støvler.”
Nostalgien driver ned af computerskærmen. Torben Bille berører godt nok også, de musikalske elementer, samt bandets almene betydning. Og generelt er det en underholdende anmeldelse. Det er ved bedømmelsen og kriterierne jeg har et men. Torben Bille er ikke bleg for at skilte med, at han er vokset op med dette band, og har et forhold til de gamle udgivelser, på den led er det forståeligt, at han anmelder dem. Men når dommen skal falde, så får genudgivelserne en fordel, som ingen nutidig kunstner kan hamle op med.
Hvis nutidige anmeldelser bliver sidestillet med poppens mastodonter, med de kriterier anmelderne forholder sig til, så er det svært at opnå nogen form for anerkendelse. Det retrospektive betydningselement, skal ikke have lov til at tage styring og vurdere nye kunstnere, på lige fod med kunstnere fra fortiden. Så kan 60’er generationen jo sætte pladerne op på en pedistal, som de aldrig kommer ned fra. Paul, John, Ringo og George er jo sådan set allerede blevet kanoniseret, det er ikke derfor vi skal have anmeldelserne. Dem skal vi have, fordi nyere digital teknologi har forbedret den ellers kolde lyd, som de urørte cd’er fra 1987 bar præg af.
Per Reinholdt Nielsen omtaler The Beatles’ betydning og evner, i sin anmeldelse. Men han summerer op til sidst i Weekendavisens anmeldelse af The Stereo Box Set:
”Med denne autoritative boks, der i højere grad end de første cd-overførsler fra 1987 har kombineret digital klarhed med vinylens varme, rasles der igen med rockens kronjuveler i flot afpudsede og funklende udgaver.”
Derfor, en generel efterlysning på: Eftertænksomhed, når nostalgien kommer til at råde over stjerner, hjerter, hatte eller andre smagsdømmende symboler. Som anmelder, skal man kunne erkende, at man anmelder ud fra et nostalgisk synspunkt. Dermed kan de begrænsninger, anmelderens følelser for kunstneren skaber, komme frem i på linjerne, og ikke kun mellem linjerne.
Men Liverpool drengene har vist sig, at gribe fat i flere generationer. Mine forældre var bumsebefængte teenagere da bandet brød igennem for dem, og de brød igennem for mig, da jeg stadig lå og læste Anders And blade i mine forældres sofa – det er ren nostalgi. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvor meget de betød for 60’er generationen og popkulturen i det hele taget, men det er også noget jeg har lært med tiden.
Jeg beklager at der desværre ikke er et tilgængeligt link til Per Reinholdts anmeldelse.
Skrevet af turboschlosser 
Skrevet af turboschlosser 
Skrevet af turboschlosser 
