Hvis jeg havde haft tid og råd til at komme på Roskilde Festival i år, er der faktisk efterhånden en hel del navne jeg godt kunne tænke mig at se. Eller det er i hvert fald det indtryk jeg har fået efterhånden som årets navne er tikket ind. Så jeg har sat mig for at lave en oversigt herinde, som forhåbenligt kan være inspirerende for jer derude, som skal afsted:
…And You Will Know Us By The Trail Of Dead
Nick Cave and The Bad Seeds
Cut Off Your Hands The Dodos Pete Doherty
Fleet Foxes
Friendly Fires Håkan Hellström
I’m From Barcelona
Micachu & The Shapes
M. Ward
The Pains Of Being Pure At Heart
Rumpistol
Mikael Simpson & Sølvstorm Shugo Tokumaru
The Whitest Boy Alive
Yeah Yeah Yeahs
Dem jeg har markeret med fed skrift, er dem jeg er allermest ked af at gå glip af, og som jeg på det kraftigste anbefaler jer der skal afsted, at tjekke ud.
Jeg har været på Roskilde Festival 3 gange i mit liv, og næste hver gang har det været min filosofi, at prioritere de udenlandske navne højst. At der så alligevel har sneget sig et par danske ind på denne liste, hænger sammen med at jeg mener at Rumpistol ville være en speciel oplevelse på Roskilde. Hvad angår Mikael Simpson & Sølvstorm, så var det faktisk på min første Roskilde Festival tilbage i 2003, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette navn kl. lort natten til lørdag (tror jeg det var), og da det er længe siden jeg sidst har oplevet ham live, kunne det være sjovt at opleve ham live på denne festival igen. Som en slags tradition om man vil.
Det er faktisk en ret lang liste, som ville retfærdiggøre billetprisen alene, i og med at det ville koste mig rundt regnet 100 kr pr. band, og dermed gøre det værd for mig at tage afsted. Men så er der transport og mad + drikke oveni og alt det der. Så det går desværre ikke.
Herunder er videoer med nogle af de foretrukne navne…
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst levede mig så meget ind i musikken til en koncert, at jeg helt glemte at lægge mærke til hvad der rent faktisk foregik på scenen og rundt omkring mig. Jeg levede bogstaveligt talt i min egen lille dansende bobbel da The Whitest Boy Alive, i går gav den gas så det baskede på Trains scene i Århus. Min krop er i dag banket gul og blå, hvilket vel kun må være et tegn på hvor god koncerten var. Jeg startede på 7. række eller noget i den dur da aftenens hovednavn trådte ind på scenen, og endte kort tid efter allerforrest, lige foran den aller hvideste af dem alle, nemlig Erlend Øye himself. Sikke en fest! Der blev givet slip på alt hvad der var at give slip på, ja selv min ene øreprop røg ad helveds til.
Stemningen var helt særlig. Og det er da én af de få ting jeg kan huske…for da jeg i dag gik en tur i det solbeskinnede Århus med min medskribent og fætter og gennemgik vores oplevelser fra koncerten i går, gik det op for mig hvor lidt jeg egentlig havde opfanget, hvilket var lidt skræmmende, men samtidig siger noget om hvor fjern jeg har været i musikken. Det er utroligt hvad musik kan gøre ved dig. Indrømmet at der var noget alkohol indblandet, men det var ikke det alene der gjorde udslaget. Rune har skrevet en meget sigende anmeldelse af koncerten her og Gaffa’s er heller ikke dårlig. Især Rune’s indledende sætning giver et meget godt billede af hvilket humør størstedelen af de godt 700 publikummer var i:
“”You can’t compare this to anything man” lyder ordene fra en meget feststemt gæst der med de bedste intentioner giver mig, et særdeles ’vådt’ knus, jeg takker ham naturligvis og nikker (…)…“
Det er rart når anmeldere kan minde én om hvad der egentlig skete, og i hvilken rækkefølge det skete, når ens eget minde og indtryk er yderst sløret og rodet, men i det mindste meget positivt. Ved nærmere eftertanke, tror jeg selv jeg var ofre for et eller to styks af de der ‘våde’ knus…det var nu meget hyggeligt. Kærlighed (og fest og glade dage) til folket som man siger…mere af det tak!
Der er 2 koncerter jeg personligt ser meget frem til her i foråret. Den ene ved jeg slet ikke hvad jeg skal forvente mig af, andet end at jeg glæder mig til at se hvad den byder på. Og den anden går jeg allerede og danser til ved tanken om at skulle afsted. De foregår begge i Århus i april måned, henholdsvis mandag d. 6. april og fredag d. 24. april.
D. 6. april er det den svenske Emil Svanängen der står bag Loney, Dear der skal betræde scenen i Voxhall’s kolde betonklods og forhåbenligt sprede noget varme og lidt smil.
Der er tale om svensk indiepop der på én gang er glad og melankolsk, tilsat nogle meget sigende tekster. Jeg ved ikke om man skal glæde sig over at det er en forårskoncert, istedet for en efterårskoncert. Eller om vejret fortsætter i det grå indtil denne dag, så det havde været lige meget om det var den ene eller den anden årstid? – Jeg glæder mig i hvert fald til en aften i selskab med god musik fra start til slut!
Fredag d. 24. april skal danseskoene kridtes inden det norsk-tyske band med vores alle sammens yndlingsnørd, Erlend Øye (også kendt for den mere dæmpede akustiske duo Kings Of Convenience) i spidsen, fylder Train med dejligt monotont indiepop. Jeg taler selvfølgelig om The Whitest Boy Alive, hvis overraskende danseglæde dansede sig ind i mit hjerte på en regnvåd lørdag på Roskilde Festival i 2007 og leverede hvad der i mine øjne og ører var den bedste koncert på festivalen det år (sammen med Grizzly Bear’s ej at forglemme)! Folk dansede løs flere meter udenfor Odeon’s teltdug og stemningen var ubeskrivelig fed, selvom man stod og sank ned i mudder til anklerne. Jeg tør næsten ikke forestille mig hvor fedt det bliver til en indendørs koncert. Det bliver sikkert Odeon gange 10. Men nu skal jeg vel også passe på med at skrue for højt op på forventningerne… Jeg kan i hvert fald på det højeste anbefale dig, kære læser, at gå herind og lytte til deres nye single ‘Island‘, og se så om du kan sidde stille.
Skrevet af Rikke 
Skrevet af Rikke 
Skrevet af Rikke 
