Den døde udgivelsesperiode

01/27/2009

DMA statuetteDanish Music Awards er eftersigende pladebranchens store årlige skulderklap-fest hvor de klapper sig selv på skuldrene over deres kommercielle succeser, og hvert år er der en masse artister der må se sig overset. Men er det nu også sådan ?
Jeg faldt over nyheden om årets nominerede til Danish Music Awards på gaffa.dk i går, og fulgte den efterfølgende debat lidt. Det er jo det samme hvert år, folk brokker sig fordi der er for mange af de samme artister der går igen i diverse kategorier. Det ligner da også ved første øjekast, at det nærmest kun er de samme 10 artister der er blevet nomineret. Men som den nørd jeg nu engang er, har jeg lavet lidt research, og fundet frem til følgende:
Der er i alt 52 artister fordelt på 21 kategorier og 85 nomineringer, heraf 39 danske artister fordelt på 19 kategorier og 70 nomineringer. Det giver i den danske afdeling et gennemsnit på 1,7 nomineringer pr. artist, hvilket vel må siges at være meget fair ? – I mine øjne er den førnævnte påstand med de samme 10 artister, i hvert fald skudt i sænk igen.

Dernæst beskylder folk i debatten på gaffa.dk, pladeselskaberne for at awardshows som dette topstyres af dem selv, og at det er ren og skær markedsføring af deres egne kunstnere. Godt spottet Sherlock! DMA er jo som sagt pladebranchens skulderklaps-fest. Og ifølge IFPI’s hjemmeside, indstiller disse pladeselskaber jo selv deres artister til de her priser. Der er i år i alt 33 pladeselskaber repræsenteret, hvoraf Copenhagen Records er topscorer med hele 11 nomineringer, skarpt efterfulgt af Universal Music med 8 og Sony BMG og Playground Music med hver 7. Hvert pladeselskab er altså repræsenteret ca. 1,6 gange i gennemsnit pr. kategori, hvilket vel også giver et meget fair billede ?

Sidst men ikke mindst, er der de plader der overraskende nærmest ingen nomineringer har fået i forhold til hvad de godt kunne have fået. Tag f.eks. Tim Christensens – ‘Superior’ plade. Den har fået 2 nomineringer; Årets Danske Artwork og Årets Danske singer/songwriter udgivelse. Én af årsagerne til de få nomineringer kan være at den udkom d. 24. november, dagen før IFPI’s indstillings-website åbnede, hvilket kun har givet producenterne 10-11 dage til at indstille ham i (også selvom de med garanti har kendt værket før udgivelsesdatoen). Hvilket bringer mig til overskriften, ‘den døde udgivelsesperiode’. For hvis man som kunstner gerne vil have sin plade indstillet til det her show, så er det med at ramme udenom den såkaldte ‘døde udgivelsesperiode’ som jeg vælger at kalde den sidste uge af november, da plader udgivet fra 1. december 2008 f.eks. gælder med til DMA i 2010. Når det så er sagt, så undrer det mig endnu mere at Teitur’s plade ‘The Singer’ er blevet så overset som den er, for den er da fra februar 2008, og har kun fået 1 nominering. Måske teorien om, at de store pladeselskaber frem for de små, er bredere repræsenteret til det her show, holder stik ?

Er et awardshow overhovedet så vigtigt for en kunstner ? Er det ikke mere pladeselskaberne og fansene der klapper i deres små hænder når det er de rigtige der får priserne ? DMA bliver ikke engang transmitteret nogen steder i år, så det er vel egentlig slet ikke så vigtigt for nogen parter. Da der kun er plads til 250 af os ‘dødelige’ i salen.

Jeg kunne blive ved med spekulationerne, men vælger at stoppe her, da jeg sikkert allerede har tabt halvdelen af jer på vejen…men håber det gav lidt stof til eftertanke.

Reklamer

Nyt Musikmagasin i Århus

01/27/2009

Gaffa startede i tidernes morgen med at være et lokalmagasin for Århus’ musikscene, men er som bekendt blevet mere landsdækkende og også en smule internationalt orienteret. Derfor har der i lange tider manglet et ordentlig lokalt musikmagasin for Århus’ musikscene. Det bliver der gjort bod på nu.Et nyt magasin tager d. 28. februar sin fødsel, med et release arrangement på Voxhall, og tager navnet ‘Musik Århus’. Konceptet vil generelt være sådan, at magasinet udkommer en gang hvert halve år og i sammenspil med udgivelsen er der et gratis releasearrangement, samt en hjemmeside tilknyttet.

Green Lives, Mimas og Maria Timm (Kendt fra Marybell Katastrophy) spiller til første releasearrangement.

Personligt synes jeg det er et utrolig spændende tiltag der kan være med til at belyse de bands der fortjener at få et skub ud i rampelyset. Bladet bygger ikke nødvendigvis på noget aktualitetskriterium, men baserer sig mere på bands der simpelthen bare skal have en håndsrækning.

Så be there or be square d. 28. februar på Voxhall i Århus. Tilmeld dig arrangementet på facen her.


Indie i 90’erne

01/24/2009

Det slog mig den anden dag da jeg sad til et møde og vi snakkede om noget musik, hvor lidt der skal til før noget musik betegnes som undergrund eller alternativ. Jeg har aldrig bevidst været ude efter at have en sådan musiksmag, jeg har åbenbart bare bevæget mig meget i de kredse i perioder. Dernæst kom jeg til at tænke på hvor lidt jeg egentlig efterhånden støder på ord som ‘alternativ’ og især ‘undergrund’ – er de to ord i virkeligheden blevet glemt, så alt bliver karakteriseret som ‘indie’ nu ?
 
Jeg er lidt i vildrede her. Men kom i den forbindelse – inspireret af min veninde – til at tænke på hvordan det var at være indie i 90’erne. Dengang måtte det virkelig have været undergrund at lytte til følgende bands:

Gorky’s Zygotic Mynci – ‘Spanish Dance Troupe’

The Notwist – ‘Chemicals’


De skøre islændinge

01/20/2009

Hermed første indlæg fra mig. Jeg starter ud med en anbefaling, men håber på snart at komme på noget sjovere.

Benedikt H. Hermansson, er navnet på den islandske sangskriver bag de sange der virkelig har reddet mit januar indtil videre, med hans ironiske charme og simple kompliceret-hed. Eller rettere sagt, Benni Hemm Hemm er navnet på selve bandet, der får selv de mest komplicerede sange til at lyde simple på en dejlig naiv måde, uden at det på nogen måde er ment negativt.  Det samme gælder også ét af de emner der dukker op et par gange på den selvbetitlede plade fra 2006. Et rigtig godt eksempel på det, kan høres herunder i en video, som iøvrigt er rigtig underholdende. Jeg gad godt at kunne danse sådan! (sangen starter 1 minut inde):


En sand skat.

01/19/2009

Jeg faldt lige over denne video, da jeg kom til at høre Jens Lekmans anerkendelsesplade til Artur Russell, Four Songs By Arthur Russell. Arthur Russell døde i 1992 på grund af AIDS. Men det er dog en vidunderlig sang Jens Lekman her fortolker på smukkesteog fineste manér.
Lyt selv.


Nogen ting varer lang tid

01/14/2009

Daniel Jonhston. Manden der alt i alt opfattes som en musikernes musiker. Hans plader har været rost i rigtig mange sammenhænge, men bl.a. mandens mentale sygdom, har været skyld i at flere af pladerne har været svært forståelige blandt anmeldere.
En ting er sikkert, albummet 1990 kan ikke fremhæves for sjældent. Derfor lige en påmindelse om en plade der ikke må blive glemt… Glæd jer til at (gen)høre dette nummer, det er fantastisk.

Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time