Med klumpen helt oppe i halsen

loney, dear

“Han skal bare spille 1 eller 2 ballader mere, så tuder jeg!!”. Dette var mine ord til min fætter, da Emil Svanängen aka Loney, Dear netop havde spillet den smukke ‘I Love You (In With The Arms)‘. Klumpen sad helt oppe i halsen og tårerne lå lige i øjenkrogen, klar til at fylde mine øjne. Det var så smukt! Jeg husker ikke engang sidst jeg var til en koncert hvor jeg havde samme følelse…hvis jeg da nogensinde har oplevet det ? – I så fald var koncerten i går i Voxhall, den første koncert nogensinde, hvor jeg næsten blev rørt til tårer. Wow! Den mere end levede op til mine forventninger, og kunne næsten ikke blive lang nok.

Lyden var gennemført, hans stemme gik lige i hjertet og stemningen var i det hele taget god. Han lavede et par moves et par gange i løbet af koncerten, som bragte mine tanker på Josh Ritter (ikke at deres musik skal sammenlignes på nogen måde!). Men tricket med at stille sig ud på scenekanten, væk fra mikrofonen og starte en sang, er både et trick Joanna Newsom og Josh Ritter har gjort brug af (af dem jeg kender til), hvor Josh Ritter er den eneste jeg, indtil i går, har oplevet gøre det i levende live. Det er lige til ståpels!

Jeg har sikkert sagt det herinde før, men hvis du ikke kender Loney, Dear, så gør dig selv den tjeneste og tjek ham ud! Her er en sang til en start:

7 svar til Med klumpen helt oppe i halsen

  1. Rune siger:

    Fint indlæg Rikke, det var jo i hvert fald også det indtryk jeg fik af din opfattelse af koncerten.

    Jeg har lige sent min til Voxhall, og det er så sandelig også lige her:

    http://turboschlosser.blogspot.com🙂

    Tak for en hyggelig aften.

    • Rikke siger:

      Tak fætter. Og cool anmeldelse fra din side også…du har bestemt hevet højdepunkterne frem der, på en meget mere anmelderagtig måde end jeg lige magter at stille op med i dag.

      Selv tak for en fin aften!

  2. Peter siger:

    Jeg synes det første 40-45 min af koncerten var rent ud sagt elendige, mage til unuanceret pikrockede og tramper-techno’ede versioner af rigtig fine sange skal man lede længe efter, derefter tog han sig heldigvis sammen og fik lavet en hæderlig aften ud af det – specielt afslutteren (hvis jeg husker korrekt) Dear John var dejlig, men en overall lidt skuffende aften for mit vedkommende ihvertfald.

  3. Peter siger:

    nå ja – tramper og tramper, lidt overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg synes ihvertfald ikke rigtigt han fik overført de fine nuancer fra pladerne ret godt, men det synspunkt var jeg vist også ene om blandt dem jeg var til koncert med.

    • Rikke siger:

      Ja, det var du vist…for jeg fulgtes løst med to hold folk den aften og pendlede lidt frem og tilbage imellem dem både i pausen og efter koncerten, og de var mindst lige så imponerede som jeg.

      Jeg tror måske også det handler om hvilke forventninger man har haft til det…og selvfølgelig havde jeg forventninger, men har af erfaring lært ikke at skrue for højt op på dem, for netop ikke at blive skuffet…

  4. […] halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: