Spot Festival: Live-scenens status

05/29/2009

Undertegnede deltager i debat på SPOT

Det er et emne der bliver diskuteret på mange forskellige planer for tiden. Læs, læs, læs og læs.

De har alle forskellige synsvinkler og indgangsvinkler på det, men i bund og grund omhandler de alle mere eller mindre det samme emne: krisen i livebranchen. Som jeg også har været inde på tidligere herinde. Det er efter min mening en meget interessant debat, som jeg følger meget tæt, idet jeg selv på en måde er en del af livebranchen og såsandelig ikke har tænkt mig at forlade den lige forløbig.

Derfor var det et/en yderst interessant seminar/paneldebat jeg deltog i på SPOT i sidste weekend (billedet). Musikparlamentet stod bag Hvad nu spillemand? som selvfølgelig bragte flere interessante synsvinkler på banen. Blandt andet blev der snakket en del om at diverse spillesteder i Danmark har så travlt med at udvide deres kapacitet, at de glemmer at gøre plads til vækstlaget, som netop ikke kræver så store scener, hvilket selvfølgelig er en stor skam. Men til det kunne jeg kommentere at vi gør noget ved her i Kolding, i og med at Godset som regionalt spillested har fået indarbejdet i deres seneste aftale med kunstrådets musikudvalg, at kunne lave koncerter ud af huset for de bands der endnu ikke kan fylde Godsets ellers så fine store lokale med plads til ca. 700 stående publikummer, så disse bands kan få lov til at spille i rammer der er mere passende til deres forløbige niveau. Til det blev der kommenteret at man måske hellere skulle koncentrere sig om at afprøve nye spændende og anderledes omgivelser at afvikle koncerter i fra gang til gang. For er de eksisterende spillesteder i Danmark efterhånden så institutionaliserede, at der bliver stillet for mange krav og at der er for mange udgifter til, at det efterhånden kan betale sig overhovedet at lave koncerter ? At kunne satse på alle de mindre navne indimellem de få store ?

Jesper Bay som jeg har linket til ovenfor, er inde på at der skal nedsættes en gruppe der undersøger livescenen til bunds, så der kan findes nogle konkrete løsninger, til livescenens nuværende problemer. Men jeg tror ikke på at det alene kan gøre det…for som det også blev nævnt mange gange på debatten til SPOT, har vi at gøre med et ‘mangehovedet uhyre’, da der er mange instanser og sider af sagen, der skal tages hensyn til hele tiden. Sagt på en mindre billedlig måde, det er en kompliceret sag, ligesom med så mange andre ting i musikbranchen. Men det er der heller ikke noget at sige til, da vi jo har at gøre med ‘åbne værker’ for at citere Umberto Eco, der i et essay fra 1962 forsøger at finde et konkret svar på hvordan man eksempelvis sætter et stykke musik – ‘det åbne værk’ eller det uhåndgribelige so to say – i bås.

Anyways, ligesom Umberto Eco, har jeg heller ikke noget endegyldigt svar på denne debat, men det var heller ikke meningen med indlægget, som blot skulle gøre opmærksom på nogle af debattens mange aktører. Det var meget grænseoverskridende at rejse mig op og få sagt min mening til debatten på SPOT, men det gav god feedback og er helt klart nok ikke sidste gang man har hørt min røst til sådanne debatter. Især ikke i denne debat!


Spot Festival: Tivoli for voksne

05/25/2009

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje:


Overflade TV og undergrundsmusik

05/20/2009

Jeg skal skrive om mainstream vs. undergrund via pladecovers i én af mine eksamensopgaver. I den forbindelse har jeg valgt at bruge dette:

og dette

som eksempler, hvor jeg bl.a. skal komme ind på æstetik og branding igennem nogle teoretikere, som jeg ikke vil kede jer med nu.

Grunden til at jeg starter mit indlæg med at nævne det her, er fordi at jeg forleden aften var faldet i søvn foran fjernsynet og vågnede til et så ligegyldigt reality-program som Paris Hilton’s – My New BFF, da de dejlige toner af Marching Band (som er bandet bag mit udvalgte undergrunds-cover) dukker op i programmet. WHAT?!?! Det gav jo absolut ingen mening…at verdens hidtil mest overfladiske reality program gør brug af noget så rart og nede på jorden musik som Marching Band…huh?! Se selv (beklager den meget dårlige kvalitet):

Det er jo langt fra første gang sådan noget sker, bare se dengang The Flaming Lips dukkede op på After Dark i Beverly Hills 90210. Men jeg må stadig indrømme at jeg er en smule i chok, da Marching Band nok var det sidste band jeg havde forestillet mig, ville blive brugt som underlægningsmusik i sådan et program…!

Her er et par sange af de fantastisk rare svenskere. Den første video er ganske underholdende, og sikke en dejlig sang:

og den her sang passer vel egentlig meget godt ind til temaet:

Deres plade er iøvrigt ganske anbefalelsesværdig!


En turboweekend

05/16/2009

For lidt over et år siden, havde Klostret besøg af Turboweekend. Det gik ikke stille for sig, da drengene sidst på eftermiddagen ringer til mig og siger at de sidder fast i Korsør fordi det blæser for meget på Storebælt til at de kan komme over med deres trailer. Shit! Hvad stiller man op ?! Jeg forsøgte selvfølgelig at spørge diverse mennesker til råds om, hvilke slags køretøjer der så måtte krydse den forblæste bro, og om man overhovedet kunne anskaffe noget sådan en øde lørdag. Selvfølgelig kunne man ikke det, så det eneste vi kunne gøre, var at trisse rundt og håbe på at blæsten ville lægge sig, alt imens Turboweekend drengene måtte finde sig en kedelig motorvejscafé og få tiden til at gå der.

Timerne gik…klokken slog 20, så vi blev nødt til at åbne dørene for publikum og holde masken, for bandet kunne jo stadig nå det. Da klokken nærmede sig 21 (som som regel er den tid hvor vinden åbenbart plejer at lægge sig til ro på Storebælt)…havde vi virkelig nerverne uden på tøjet, og kunne efterhånden mærke hvor tærende denne rutschebane tur havde været. Det var en ren gyser, for tænk nu hvis de ikke kom! Hvad skulle vi så stille op??
Kl. 21:15 får jeg en sms fra bandet, der siger at de endelig er kommet over broen og endelig er vel på vej til Kolding og joker lidt med at de krydser fingre for at kunne komme over Lillebæltsbroen. Hehe.

Aftenen endte trods alt godt. De gik på omkring midnat istedet for kl. 22, som vi havde annonceret med. Og selvom folk havde været lige på randen til at blive utilfredse med ventetiden, havde det været det hele værd. For sikke en koncert! Se selv…
TW publikum

Jeg sidder igen i dag i lidt samme situation. Altså at alt er klappet og klart (næsten da) nede på Klostret til at modtage Turboweekend drengene senere på dagen. Forskellen denne gang, er bare at jeg har holdt øje med vejret og krydset fingre for at vi ikke havner i samme situation. Det tror jeg da heller ikke vi gør, men man kan jo aldrig vide sig helt sikker. Denne gang skal bandet endda blive i Kolding til i morgen, da de skal lave et DJ set på Pitstop kl. 2 i nat, når Klostret lukker. Jeg tror det bliver en lige så vild rutschebane tur denne gang, bare med flere behagelige sug i maven.

Lidt praktisk info:
Dørene åbnes kl. 20 til forfest med DJ Stefan From Kolding bag pulten på 1. sal.
Kl. 22:30 åbnes stueetagen hvor Turboweekend går på scenen kl. 23.
Efter koncerten fortsætter festen på 1. sal med DJ Stefan bag pulten igen indtil vi lukker kl. 2 hvor festen rykker videre til Pitstop.
På Pitstop står Silas fra Turboweekend bag pulten fra kl. 2 til ? og DJ Stefan From Kolding fortsætter bag pulten i Pornobaren.
Entré for hele dette herlige arrangement er blot 60 kr (dit armbånd fra Klostret giver gratis adgang til Pitstop fra kl. 2). Du skal blot huske dit gyldige studiekort til en videregående uddannelse.


SPOT Festival 2009

05/11/2009

Min 6. SPOT festival nærmer sig med hastige skridt, og som alle de andre år (eller i hvert fald de seneste par år) er jeg allerede nu begyndt at gå programmet i bedende og overveje hvad jeg skal tjekke ud og hvilke seminarer der kunne være interessante at overvære. Én af overvejelserne i år har været om jeg skulle vælge alle de navne ud som jeg gerne vil se og så istedet se alle dem jeg ikke har nogen som helst kendskab til. Det er jo en festival der er designet til at spotte nye navne, og derfor burde man netop ikke gå efter det velkendte, selvom det er det nemmeste for det meste. Sidste år var jeg alene afsted og præsterede at tjekke hele 23 navne ud på to dage, hvoraf Snake and Jet’s Amazing Bullit Band var de bedste og mest overraskende skarpt efterfulgt af Efterklangs fantastiske koncert i Musikhusets store sal. Jeg håber lidt på samme effektivitet i år, da det på mange måder var meget givende, men også hårdt.

Jeg tror det ender med halvt velkendte og halvt ukendte i år. Kan alligevel ikke lade være med ikke at kigge forbi selvom jeg udemærket godt kender musikken og koncertstilen. Men jeg har ikke rigtig haft tiden til at tjekke bandbeskrivelserne ud endnu, så det kan godt være at listen ændrer sig jo nærmere vi kommer festivalen og at der selvfølgelig under festivalen kan opstå nogle impulsive inputs, især fordi der er lidt huller i programmet hist og pist, utroligt nok.

Så min liste ser so far således ud (opdelt efter tidsplanen og dem med fede bogstaver har jeg aldrig oplevet live før):
Ave
Oh Land
Yann Tiersen
Bodebrixen
Er De Sjældne
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The Broken Beats
The William Blakes
Taxi Taxi!
Alloy Alloy
Den Sorte Skole
White Pony
Electrojuice
Marybell Katastrophy
Maria Timm

Music For Modern Man
Chin & The Ragga Pack
Rumpistol
Must Go Radio
Skammens Vogn

Atoi
WhoMadeWho
Jarle Bernhoft

Tim Christensen
Lucy Love
Birk Storm

Seminarer:
Musikken som vækstzone indenfor [DK]
Hvad nu Spillemand ?
Fremtidens Musikmedie
Teitur og jeg / Teitur and me

Seminarerne har siden min anden SPOT festival så vidt muligt været fast inventar på min udgave af SPOT, da man på en måde kommer om bag kulisserne, får sat ansigt på nogle fremtrædende branchefolk og får en ny indsigt i emnet samt andre synspunkter osv. Det kan anbefales.

Fredag aften når det sidste navn er tjekket ud, regner jeg med at lægge vejen forbi Klub Stuka som i samarbejde med Soundvenue afholder afterparty i Teatersalen på Østergades Hotel med The Floor Is Made Of Lava og Vinnie Who som live acts og DJ’s som White Pony, Bodebrixen og Rune Wehner (Spleen United). Hvis min energi da er til det.

Udover de nævnte navne, kunne det da også godt ske at man skulle lægge vejen forbi DUP teltet, hvor bl.a. min medskribent sammen med resten af sit band, The Norman Conquest, får chancen for at få gode råd og tips fra en række branchefolk. Læs mere her. Men det bliver vist kun hvis programmet tillader det.

Kom endelig med inputs til hvad jeg ellers skal huske at tjekke ud…inspiration er altid godt 🙂

Oh…og her er lige et klip fra sidste års SPOT festival, et interview med festivalens evigt tilbagevendende og mest hypede gæst, Rolling Stones journalisten, David Fricke (faktisk tror jeg at han har været på SPOT lige så mange gange som mig). Og hey…bemærk lige den gode vibe, det gode vejr og folk i shorts! Sådan har det også bare at være i år. Basta!:


David Letterman med på noderne

05/09/2009

I sin tid kom min lille fætter ind på mit værelse og fortalte at han havde set David Letterman for nylig, og var faldet pladask for den her hawaiianske gut som havde spillet på Letterman’s show. Gutten hed Jack Johnson, og selvom jeg ikke har set klippet selv før nu, så fik jeg hurtigt tjekket manden ud og faldt ligeså pladask for hans charmerende og tilbagelænede musik. Her er det klip som min fætter havde set:

Efter at have fået øjnene op for showet, forsøgte jeg at følge lidt med. Men med de skæve sendetider og faktum af at der indimellem kan være langt imellem de gode navne, røg jeg hurtigt af vognen igen. Indtil for nyligt da jeg faldt over det igen, og igen blev imponeret over de navne han hiver ind. Vi har jo både at gøre med store garvede navne som f.eks. U2…og så ned til de mindre kendte navne som Josh Ritter eller Grizzly Bear for den sags skyld. Allersenest har Animal Collective spillet:

Og Bat For Lashes:

Jeg synes det er bemærkelsesværdigt at han efter hvert act nævner at de har en ny CD ude, når han står med en vinyl i hånden. Haha! Det er også nogle gange tydeligt, at han blot er vært, og det er diverse producere der nok har haft en finger med i spillet med hensyn til hvem der skal spille. Men det tager jeg nu ikke så ilde op. Det er stort når de navne man lytter til, bliver vist på sådan et stort program.

Grizzly Bear spiller der igen her d. 20. maj. Men eftersom vi er en uge bagefter i Danmark, bliver det jo nok først vist i TV omkring d. 27. maj. Det bliver fedt at se dem i sving igen og jeg håber også at de kommer til Danmark på deres næste europatour. Det SKAL de! Jeg husker stadig deres koncert på Pitstop tilbage i 2006 meget tydeligt. Mmm. Her er imidlertid deres optræden i Letterman fra sidste sommer:


Hvornår er et navn stort nok ?

05/07/2009


Som formand for musikudvalget i byens studenterhus, Klostret, er der et stort ansvar at leve op til. Hele tiden. For når du endelig har besluttet dig for, i samarbejde med resten af musikudvalget, hvad der skal på plakaten for efteråret, skal du allerede til at tage stilling til hvad der skal på plakaten til foråret. Man skal hele tiden være med på beatet og jeg elsker det. Det skal ikke forstås som om at jeg beklager mig over arbejdspresset, jeg ser det derimod som en udfordring der dog til tider kan være nervepirrende og uoverskuelig. Som til årets Fælles Studiestart festival hvor jeg står for musikken… Min idé med årets festival lyder at vi ikke som sidste år skal satse på et stort navn som Figurines (faktisk så jeg dem ikke som så store som folk efterfølgende har gjort dem til, når de har skamrost mig for at have booket dem), da vi jo ikke kan repræsentere navne i den størrelsesorden resten af året alligevel. Denne idé møder desværre en del modstand…

Aftalen med Godset hedder sig jo at vi skal repræsentere undergrunden eller upcoming-navne om man vil. Så derfor ville jeg da mene at det er passende at vi køre den samme profil til årets allerstørste fest, Fælles Studiestart, så vi ikke sender de forkerte signaler, og folk alligevel bliver væk til koncerterne resten af semesteret hvor de skal betale entré i modsætning til Fælles Studiestart. Når det så er sagt, så har vi i år kun 1/5 af de penge vi havde sidste år til at lave festivalen med, så der har virkelig skulle tænkes kreativt. Især også fordi at vi fra kommunens side har fået stillet en række krav om, at det ikke kun skal handle om fest og koncerter. Hvilket er yderligere en grund til ikke at stile så højt, da der simpelthen ikke er råd til det.

I frustrationen over modstanden, har jeg stillet mig selv spørgsmålet om, hvornår et navn er stort nok ? Er det ikke en smagssag ? – Jovist er der den populære musik, som radioerne spiller non-stop…men det er ikke helt der jeg vil hen med mine spørgsmål.

Navnene der har været på bordet er, Bodebrixen, som på trods af at være med i dette års udgave af KarriereKanonen og som har diverse festivaljobs + deres aktualitet i form af genudgivelsen af deres genindspillede debutalbum (ved ikke helt hvornår det sker), samt ikke mindst deres glade og festlige udtryk, indtil videre ikke har været nok til at overbevise modstanden, som derimod mener at The Gypises eller Oh No Ono mere er sagen. I mine øjne kender folk (især universitetsfolket) da netop heller ingen af de to sidstnævnte navne, så for mig ville det være ét fedt om det blev det første, det andet eller det tredje. Jovist, har The Gypsies vist et enkelt pænt stort hit ude og Oh No Ono er aktuelle med deres nye album, men det ville stadig være en nødvendighed at gøre folk opmærksomme på det.

Jeg er ærligt talt, for første gang nogensinde, lidt på bar bund…