Hvem elsker ikke superstjerner ?

“Hvem elsker ikke superstjerner ? Det gør vi da allesammen.” – Szhirley

Alle skriver og snakker om det i disse dage. Et af vor tids største pop-ikoner er afgået ved døden, og det er et interessant fænomen at se hvor mange mennesker det egentlig berører og hvordan de reagerer på det. Jeg har aldrig rigtig dyrket manden på nogen måde, men har da fulgt med på sidelinien, da man selvfølgelig ikke kan lade være med at være fascineret på den ene eller den anden måde. Det var også et chok at læse nyheden i går morges meget tidligt, og måtte møde op hos min BA vejleder med en klump i halsen. Det er altid sørgeligt når en musiker dør, uanset om det er én der har betydet noget for dig eller ej. Med min passion for musik, er det svært ikke at blive berørt uanset hvad. Dermed ikke sagt at jeg sidder og tuder. Det ER bare sørgeligt.

Men når det så er sagt, så havde Jackson jo været ret stille i en række år, og selvom der var arrangereret 50 farvelkoncerter i London, så var hans storhedstid for længst ovre. Jeg har svært ved at forestille mig, ham gøre et comeback, altså udkomme med noget nyt hvis han ikke havde været død. Ligesom jeg også har en smule svært ved at forstå den store indflydelse han har haft på diverse musikere og mennesker, og hvorfor de bliver ved med at nævne ham som det største af det største. Det er sikkert fordi jeg som nævnt aldrig har dyrket ham og evt. også fordi jeg er født de år for sent. Men når det er sagt, er det stadig svært at forstå at han er død.

Heldigvis lever musikken videre.