Efteråret i Klostret

07/26/2009

Så er det tid til at offentliggøre Klostrets efterårsprogram på den musikalske front. Det har været mere svært at sammensætte end forårsprogrammet, da der har været en del flere krav fra diverse sider. Men her er det, så hvis du har et gyldigt studiekort til en videregående uddannelse, så sæt kryds i din kalender allerede nu:

Fredag d. 18. September kl. 14-24: Fælles Studiestart

Lørdag d. 24. Oktober kl. 20-02:
Forest & Crispian + Factory45

Fredag d. 13. november kl. 20-24:
Chin & The Ragga Pack

Lørdag d. 5. december kl. 20-02:
Alloy Alloy + 85 dB

Entré til alle koncerter (med undtagelse af Fælles Studiestart som er gratis) er blot 50 kr inkl. gratis entré til efterfesten på Pitstop. Forvent yderligere nogle fede DJ’s til næsten alle arrangementer.
Det bliver uden tvivl et festligt efterår!


En lille godnatsang

07/22/2009

Her er en dejlig lille godnat sang:
Carrying A Stone – Loney, Dear (fra Loney,Noir pladen)


Nyt fra Flaming Lips

07/21/2009

Yndlings-syre-festaberne fra Oklahoma, barsler pt. med et dobbelt album der siges at være inspireret ud fra en række såkaldte freak-out sessions, som Wayne Coyne og Steven Drozd var endt ud i ved et tilfælde, og for at holde fast i helhedsindtrykket, har de valgt at udgive det som et dobbeltalbum, som er sat til at udkomme efter sommer. Men allerede nu, kan man lytte/hente 2 af de nye numre herinde.


Grizzly Bear i Letterman vol. 2

07/17/2009

Endelig fik de lov! Tiden løb fra David Letterman, da Gråbjørnene skulle have optrådt i showet tilbage i maj måned.. Det blev udskudt til i går, så her bringer jeg jer klippet med ét af mine absolutte favoritter fra den plade. Mums:


Hverdagens små tilståelser

07/16/2009

Teitur og Nico Muhly

Det er sikkert mig der har været langsom i opfattelsen, da den såkaldte Confessions Tour blev skudt igang for 1 år siden, hvor tre kunstnere kom på idéen inspireret af YouTube, der går ud på at de skulle skrive sange til nogle udvalgte YouTube videoer. Ganske glimrende idé.
Nu er Confessions Tour del 2 så sparket igang af ingen ringere end Teitur og Nico Muhly. Hvilket godt kunne gå hen og blive ret så fantastisk. Følg det hele her. Og se introduktionsvideoen herunder:


En tid til at dø

07/15/2009

The Dodos har æren af at have spillet én af de 3 bedste koncerter på Roskilde Festival i år, for mit vedkommende. Så det var en glædelig overraskelse, da jeg i går opdagede at de udgiver deres tredje album lige om lidt! Det har fået den makabre titel Time To Die og kan streames helt kvit og frit her. Det kan anbefales på det ypperste.

The Dodos


Den “selvstændige” musik

07/15/2009

Jeg har tidligere været inde på genrebetegnelsen her på bloggen. Men er det i virkeligheden en genre?

Den er ligesom Rock-genren i sin tid, blevet ret slidt efterhånden. ALT er efterhånden enten Mainstream eller Indie, der er ikke ret meget imellem. Men HVAD er Indie? – Det mest brugte svar er: “Indie musik, er musik der udkommer på et lille uafhængigt pladeselskab.” Aha…ja, men så er det jo hvilken som helst slags musik, der kan betegnes som Indie, bare det udkommer på de rigtige præmisser? Hvad så med de bands der udkommer på et lille såkaldt uafhængigt pladeselskab, som har en distributionsaftale med et større pladeselskab?

Denne lille dokumentar sætter nogle af de samme spørgsmål i søgelyset, og drager USA tyndt for at interview’e diverse såkaldte Indie artister, med disse spørgsmål i rygsækken. Det er der kommet en masse interessante svar ud af. Se traileren herunder.

What Is INDIE? (som kan erhverves her)

Det har længe gået og irriteret mig, at der er så meget der kaldes Indie efterhånden. Det er så nemt. Men jeg ser det ikke længere som en genre, især ikke efter at have set dokumentaren der. Da der nærmere er tale om en filosofi, frem for en bestemt genre. En filosofi om at stå på egne ben igennem så mange processer som muligt og have så meget magt over sine kunstværker som muligt, om du så spiller blues, pop eller rock. DET er Indie. En filosofi, ikke en genre.

Jenny Wilson blev for nyligt kaldt Skandinaviens Indie-dronning, hvilket vel egentlig passer meget godt på hende, eftersom hun gør en stor del af arbejdet selv og udgiver sin plade på eget selskab og alt det der, også selvom hun er ved at være et pænt stort navn, så er hun stadig Indie, for hun står inde for Indie-filosofiens værdier.

Hvis vi skal tale genrebetegnelser i den modsatte boldgade af Mainstream, hvad så med at tage Undergrund og Alternativ mere i brug istedet? Jeg ville da til enhver tid kalde f.eks. Bodebrixen for alternativ pop istedet for indie pop.

Men som jeg var inde på i mit indlæg om Mainstream pop, så er det ikke altid nemt at proppe musikken i kasser, og hvis det stod til mig, så jeg helst at det ikke var nødvendigt. Men det er det så længe vi har behov for at kunne beskrive det med ord.


Hovedstrømspopulær

07/14/2009

Jeg har altid været imod at sammenligne noget musik med noget andet musik (især i forbindelse med anbefalinger og lign.), men har med tiden opdaget at det er umuligt at lade være, og i virkeligheden et ret godt værktøj. Især fordi jeg stinker til at proppe musikken ned i kasser, de såkaldte musik-genre; pop, rock, pop-rock, indie, indie-rock, indie-pop, gymnasie-rock, alternativ, undergrund, elektronisk, new wave, new romantics, punk, glam, beat, rock’n’roll, classic rock, shoegaze osv osv.

Hvornår ved man når man spiller den ene eller den anden genre musik?? Går man som musiker bevidst efter de forskellige genrer? Eller er det anmeldere og medier der prakker genrene på dem? Eller drejer det sig i sidste ende om smag og behag og musikalske baggrunde? Jeg tror ikke der findes noget endegyldigt svar, da det afhænger meget af de forskellige omstændigheder.

Genrejunglen vil ingen ende tage. Selv din iTunes kan ikke altid finde ud af at kende forskel på hvad der er hvad og kalder f.eks. Adem og Bat For Lashes for Alternative & Punk…og siden hvornår er The Thrills blevet til Psychedelic Rock?? – Ved disse spørgsmålstegn, har jeg jo i og for sig også allerede givet udtryk for, at jeg på trods af ovenstående udtalelse, alligevel har én eller anden idé om hvilken musik der passer ind bestemte steder i junglen.

Når det så er sagt, er der to hovedgenrer, som på det sidste har givet mig stof til eftertanke (især i forbindelse med nogle eksamensopgaver)…det drejer sig om Mainstream Pop og Indie. For at starte med førstnævnte, er det en meget udskældt genre. Alle ved hvem og hvad der er tale om, men det er de færreste der tør stå inde for at de egentlig ikke har så meget imod det. Det har denne blog for nyligt taget op som hovedmission. Jeg læste tidligere i dag en artikel af Lisbeth Ihlemann (ph.d. og adjunkt ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet), hvor hun (godt nok med udgangspunkt i boybandet, men de er jo ligesåvel en del af denne genre), beskriver genren således:

Musikken kan indledningsvis beskrives som mainstream pop: musik, der hellere bliver inden for rammerne end går udenfor, musik, der prioriterer vellyd frem for eksperimentet, musik, hvor den langsomme romantiske sang, balladen, er kernen i repertoiret og musik, hvor vokalen betyder næsten alt, altså hvor den menneskelige repræsentation står i fokus.

Hun taler altså om genren som det renpolerede udtryk hvor den menneskelige præsentation er i hovedsæde, hvilket vel passer meget godt ind på en stor del af denne genre, da det visuelle udtryk i langt de fleste tilfælde er det vigtigste. Jeg så f.eks. for nyligt et interview med Britney Spears, hvor hun skulle forestille at tale om musikken på hendes nye plade…men istedet for at fortælle om den i tekniske detaljer og små sjove anekdoter, som man er vant til fra andre genrer, lagde hun istedet tryk på, at de numre der havde fundet vej til pladen, var numre hun havde lyttet til og kunne se visuelt for sig. Det beviste hun da også til fulde til det show hun fyrede af i Parken i weekenden (jeg var der ikke selv, men har læst mig frem via anmeldelser og debatter), hvor hun fyrede noget af et show af. Folk der blev interviewet i nyhederne, sagde i de fleste tilfælde, at de så frem til at opleve showet. Hvor er musikken henne i det her? Og er det så ikke skræmmende at tænke på hvor mange plader kvinden sælger, når det hele i virkeligheden slet ikke drejer sig om musikken?

Der er ikke noget at sige til, at denne genre er udskældt især iblandt musiknørder og musiksnobber, som for det meste kræver mere hjerne og oprigtighed bag musikken. Men hvem kan ikke stå for en god catchy melodi i ny og næ?

(jeg vender Indie-genren på hovedet i mit næste indlæg)


Kærligheds breve

07/09/2009

16427661“(…) Save us some for the next time (…)”, Fra Kitty Wu’s nye single Love Letters.

Så er der omsider nyt fra det fremragende, og altid (uretfærdigt) oversete danske band, Kitty Wu. Da jeg selv har været en stor fan siden deres første album Privacy, så er det med en vis glæde at kunnen høre nyt fra dem. De har jævnligt opdateret, os der har fulgt med, på både deres youtube med en studie diary, men også på deres twitter. Nå, men som overskriften lyder, så hedder den nye single “Love Letters” og det lyder som noget andet ja, men for rigtig interessant. Kitty Wu har både haft en evne til at skabe utrolig smukke rock sange med en meget minimalistisk lyd. På “Love Letters” dukker der mere støj op, og der dukker trommer op der sagtens kunne kaste tankerne på de dunkle Joy Division. Normalt har deres mere afdæmpede sange også virkelig ramt dybt, men Kitty Wu formår altså ved deres kombo af Robert Lunds stemme, pumpende guitar-riffs, samt de næsten elektroniske trommer, at gøre “Love Letters” til det mest spændende jeg har hørt fra dansk side længe. Glæder mig til at høre de numre de har gemt til albummet (og har på fornemmelsen, at det kommer på vinyl :)).

Men indtil da, så tag et lyt på deres Myspace her.


Roskilde for pokker

07/05/2009

Håkan Hellström

Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…

Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.

Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.

Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.

The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.

Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.

Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.

Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.

Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.

Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.