Roskilde for pokker

Håkan Hellström

Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…

Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.

Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.

Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.

The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.

Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.

Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.

Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.

Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.

Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: