Den overvurderede rockæstetik

Musikparlamentet #6 - panelet

Jeg indrømmer gerne at jeg selv har været én af de mange, der altid mere eller mindre har set ned på den popmusik jeg tidligere har kaldt mainstream pop herinde. Det har dog taget en drejning i løbet af de sidste par år. Dermed ikke sagt at jeg nødvendigvis er begyndt at lytte mere til det, men respekten for nogle af aktørerne på scenen, har bare fundet vej til mig på den ene eller den anden måde, og dermed er tendensen til pr. automatik at vende tomlen ned ad, også fortaget sig gradvist.

Musikparlamentet holdte deres 6. debataften i sidste uge, og selvfølgelig deltog jeg. Debatten havde mange grene, men den gren der gentagende gange blev taget fat i, og stadig diskuteres flittigt inde på deres blog, var den såkaldte “rockæstetik”, eller skal vi sige mediernes musikjantelov, som groft sagt skelner stærkt imellem rock (det ærlige og derfor pr. automatik det gode) og pop (det overfladiske og derfor det dårlige). Sagt på en anden måde, hvis musikken er for let tilgængelig, bliver den sablet ned, men hvis man kan mærke smerten og nerven, er det godt nok. Poppen bliver måske ofte misforstået, fordi man konstant sammenligner den med rocken?

Jeg faldt over et eksempel på det i dag, hvor jeg tog mig selv i at blive helt harm over den misforståelse anmelderen har begået i hans konklusion. Jeg citerer:

“Keychain” illustrerer, at Bodebrixen kan sit kram som ubekymrede popsnedkere, der i fremtiden sikkert vil skabe endnu flere berusende popfester. Andet og mere viser nummeret ikke.

Nej, det er jo netop heller ikke meningen at nummeret skal kunne ret meget mere end det?! Men fordi at han forventer (ud fra ovennævnte problematik), at nummeret skal kunne byde på flere lag, så det kan høres igen og igen, får det kun 3 ud af 6 stjerner. Min teori er, at hvis han havde hørt nummeret på dets præmisser, havde anmeldelsen nok taget en noget anden drejning.

I sidste ende, drejer det hele sig jo om smag og behag uanset hvordan man vender og drejer det.

Læs iøvrigt dette glimrende indlæg, som ikke kunne sige det meget bedre.

5 svar til Den overvurderede rockæstetik

  1. Martin siger:

    Jeg er helt enig. Musik skal forstås som det, det er. Og ikke defineres (eller endda sables ned) for det, det ikke er. Det er håbløst at vurdere værker ud fra, hvad de burde eller kunne være – frem for at fokusere på deres iboende styrker

  2. Rikke siger:

    Lige netop!🙂

  3. Danielle siger:

    HØRT, hørt.. vi starter en revolution lørdag d.14 november!

  4. Rikke siger:

    Ja man!

    Der bliver hentydet til The Banana Hold Up, som holder deres første klubaften på Jolene lørdag d. 14. november. Kom frisk og læs mere om det her: http://www.facebook.com/group.php?gid=156918831420

  5. […] Dette indlæg berørte det også på en måde. Men denne gang er det ikke de specifikke genrer jeg er så meget ude efter. Det er hypen og kedsommeligheden ved denne hype. Og selvom disse hypes også findes i bloguniverset, så er det alligevel ofte på en helt anden måde, da der for det meste er en personlig vinkling på, som jeg gerne finder mere tiltalende end en omskrevet pressemeddelelse. Nu generaliserer jeg godt nok, men som jeg ser det, griber blogskribenter ofte musikken an på musikkens præmisser og ikke så meget udenoms-pis. Samtidig med at blogskribenter også har det med at være på forkant med de nye spændende navne længe før der overhovedet er tænkt på dem i de ovennævnte traditionelle medier, og de følger dermed ikke denne stærkt genkendelige navneleg med de samme 10 navne. […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: