Nogen snakker om fremtiden…

11/30/2009

November måned er altid en meget svær og tung måned at komme igennem. Vejret svinger altid umådeligt meget, og dagene bliver bare det mere tunge og lange, i hvert fald hvis det kun er moder jord der dikterer humøret. Men hvis du har behov for musik der kan bidrage til en slags terapi for netop dette, måske sammen med en bog, en kop kaffe og en god gammeldaws bastogne – ja så synes jeg at du skulle prøve at lytte til Some Speak of the Future (hør numre i slutningen af indlægget).

Some Speak of the Future er en dansk duo, der den 16. november udgav deres selvbetitlede debut plade. Det er en lun, meget akustisk og drømmende plade med en behageligsfaktor der i høj grad overstiger dit regulære behov, men du får faktisk lyst til mere, i selskab med Some Speak of the Future.

Astrid Myrup og Lauritz Carlsen har blandet guitar, saxofon, banjo, orgel, klaver, violin, bratch, cello plus det løse, på deres album og det er velbalanceret og arrangeret. Der er få ridser i lakken, og dem der er, ligger imellem linjerne i teksten. Pladen besidder otte numre, men jeg vil gerne have lov til at fremhæve to numre, der for undertegnede gør sig som de stærkeste.

As it seems er pladens åbningsnummer, som består af fingereret guitarspil, luftig saxofon og slide-guitar. Derudover selvfølgelig også en skrøbelig vokal i samme stil som instrumenterne alle spillet med de yderste af fingerspidserne. Der er lækre passager hvor saxofonen får lov til at skinne igennem og det gør, at nummeret bliver utrolig afbalanceret. Samtidig med at de ulmende guitar elementer ligger og lurer i baggrunden. ”Nothing ends quite as you might think” lyder teksten, og musikken taler for det samme – en dejlig melankoli.

Orglet i Theme for a Book er så nervepirrende lækkert, derudover er den akustisk klingende guitar og den kvindelige stemme, akkompagneret af en korstemme hovedingredienserne, der gør Theme for a Book til et særdeles stemningsfuldt nummer. ”For you, thousand times and more” bliver recitativt gentaget for at understrege den eksplicitte pointe der ligger teksten, og man vil egentlig gerne have at hun bliver ved, for det er virkelig gribende.

Shiny Rags, The Receipt og Bend In Two er også gode numre. Der er dog også nogle enkelte af numrene som bliver en anelse trivielle, men hovedparten af pladen er på et højt niveau og det er så sandelig også det generelle indtryk.

SSOTFs musik er ikke så fremadsynet som deres navn bebuder, til gengæld er den tidløs, indadvendt og trækker på en den lange tradition der er for singer/songwriter genren og så det er musik der virkelig rører ved noget indeni – heldigvis – for som Astrid Myrup også synger i Shiny Rags: ”We’re through once the peel comes off”.

As It Seems:

Theme for a Book:

Reklamer

Under det store hvide lys

11/22/2009

Jeg var for nogle uger siden, inde til galla præmieren på den nye dokumentar, Under Great Northern White Lights om The White Stripes. Som mange af jer sikkert ved, var det specielle ved denne galla, at filmens instruktør, Emmett Malloy og ikke mindst selveste Jack White kom ind og præsenterede den inden lyset blev slukket. The White Stripes er ét af de der bands jeg rådyrkede som teenager, men som pludselig røg på hylden. Og da jeg i sommers fik lyst til at genoplive dem ved at sætte live DVD’en Under Blackpool Lights på, kunne jeg overraskende nok slet ikke høre hvorfor i alverden jeg havde dyrket det her band så meget engang…for han kan jo slet ikke synge ham Jack!?

Så det var med en vis skepsis at min veninde havde fået mig lokket med ind til det her arrangement. Men når det så er sagt, så må jeg da indrømme at mit indre White Stripes hjerte bankede en smule, da Jack White en smule akkavet lister ind i salen lige i hælene på instruktøren, og forsøger at bløde lidt op på situationen ved at vende sig om med ryggen imod publkum og liste langs lærredet på en halvkomisk måde. Det må da også være underligt at skulle stå og præsentere en film om sig selv, som man samtidig ikke må fortælle alt for meget om. Men én af de ting han sagde, som jeg særligt bandt mig ved, var:

In this documentary you’ll see things you’ve never ever experienced in any music documentary before!

Så selvfølgelig sad jeg hele filmen igennem og prøvede på at finde ud af om det var rigtigt. Men syntes ikke rigtig at jeg kunne finde noget jeg ikke har set før, andet end at meget af konceptet mindede mig rigtig meget om den første musik dokumentar der nogensinde er lavet, nemlig Don’t Look Back fra 1967, hvor man følger Bob Dylan på sin Englandstour i 1965.

Når det så er sagt, så var filmen faktisk okay, og jeg måtte flere gange tage mig selv i at sidde og mime med på rigtig mange af de sange de spiller i livescenerne i løbet af filmen. Der var også nogle rigtig underholdende scener hist og pist, og det faktum at den er skudt i sort/hvid størstedelen af tiden, tiltalte også mit blødende sort/hvid hjerte vældig meget. MEN den manglede et klimaks og jeg tror generelt at filmen mest er noget guf for den ægte White Stripes fan.


Regnvejrsmusik

11/18/2009

Sidste uge har været en presset af slagsen, hvor flere koncerter og en Københavnertur (jeg er Århusianer), har betydet et meget lavt aktivitetsniveau herinde. Vil dog lige smide en god gammeldags kending, som ingen kan lytte til for tit. Det er selvfølgelig den oplagte Rain med The Beatles.

B-siden (sammen med Paperback Writer) til Revovler albummet, kan dog findes på Past Masters. Selv var jeg ikke bekendt med nummeret før for nogle måneder siden, men sikke en mangel i mit musikalske kendskab. Sangen er smuk, og det er jo en fantastisk producering samt en insisterende ørehænger.

Godt det regner.


Nye Rødder

11/10/2009

Nye Rødder program

I den kommende weekend løber festivalen Nye Rødder af stablen for 3. år i træk. Det er en festival der fra starten er tænkt som et initiativ for ny musik med rødder i country, folk og blues, som der skulle eksperimenteres med på kryds og tværs. Deraf navnet på festivalen. Men for at holde de nye rødder så jordnært som muligt, har arrangørerne hvert år inviteret en gammel legende fra country/blues scenen og i år er denne legende så Howe Gelb (Giant Sand). Derudover byder programmet på en masse spændende, primært fra den danske scene, men det byder også såvel islandske som amerikanske (se flyeren).

Personligt ser jeg allermest frem til Whale Watching Tour, som går på scenen som det andet sidste navn torsdag aften. Bandet består af i alt otte musikere, hvoraf de fire frontfigurer, Sam Amidon, Nico Muhly, Ben Frost og Valgeir Sigurõsson er ret så markante. Til jer der ikke måtte have nogen anelse om, hvem der er tale om, har vi at gøre med en sangskriver der bevæger sig indenfor ameriana folk genren, én fra den elektroniske genre, én fra en anerkendt producerstol og en klassisk komponist. De har endvidere alle fire samarbejdet på Sam Amidon’s seneste udspil All Is Well fra 2008, som er en helt igennem smuk plade der kan anbefales på det ypperste i disse mørke efterårstimer. Det bliver en oplevelse uden lige torsdag aften, og så kan det godt være at de har lovet regn hele ugen.


blaa mandag

11/09/2009

I morgen om et årSådan en mandag formiddag er jo altid fremragende, især når der er et spændende oplæg der skal på fabrikeres til det nuværende studie, The Knife og deres visuelle performance. Det er dog blot en sidebemærkning til hvad dette indlæg egentlig drejer sig om (hvilket overskriften vel egentlig også er).

På Musikhuset i Århus, vil der den sidste fredag i indeværende måned, blive vist operaen: I morgen om et år. En opera med musik af netop The Knife. De har i samarbejde med den danske teatergruppe Hotel Pro Forma, skabt denne forestilling, og hvad videoklippene viser, så er der noget af en futuristisk oplevelse i vente. Jeg er personligt meget fristet, til at se udfaldet af denne meget aparte blanding, mellem klassicisme og mystificeret-elektro.

Det er altså d. 27. og d. 28. november på Musikhuset i Århus. Så vidt jeg ved, så har Københavnerne allerede haft glæde af at se forestillingen, og modtagelsen har været fin, så mon ikke der er en særlig oplevelse i vente.

Se mere omtale her.


Noget om fly

11/05/2009

315gfbXGnJL._SS500_

I sommers røg Death Cab for Cuties debut album, Something About Airplanes (1998), ind på hylden til resten af undertegnedes pladesamling (samtidig med at den røg i A-rotation på min pladespiller).

Jeg havde smuglyttet lidt til den, men jeg må sige, at det viste sig at være en af de små juveler, der bare venter på at blive opdaget. Tit kan det virkelig godt betale sig, at gribe tilbage, og udforske de bagkataloger, hvor man ikke har bevæget sig før. Pladen er for nylig blevet genudgivet, med en række live-indspilninger, som eftersigende skal være fra bandets første show på Crocodile Cafe i Washington.

Det er muligvis almindelig kendt, at Death Cab for Cutie har stået med det ene ben på mainstream scenen siden 2003, hvor albummet Transatlanticism udkom. Numre fra den plade har været med i diverse serier (blandt andet Californication, som kan anbefales til enhver drengerøv), og det er formentlig et resultat af, at deres bløde indie-pop er så umiddelbar og følelsesladet. For mange har det måske betydet, at et Death Cab for Cutie album hurtigt kan være overstået – nu kommer der et men. Men – ikke på Something About Airplanes, her vil jeg anbefale, at chancen bliver givet igen.

Debutpladen (der i virkeligheden er nummer to efter Ben Gibbards solo-plade You Can Play These Songs With Chords, men som er første i bandkonstellation) indeholder et utal af perler. President of What?, Amputations, Sleep Spent og Champagne from a Paper Cup. Det er alle numre der kun kan tiltale den indie-lyttende musikinteresserede. Det er sjovt at se, hvilke rødder indie-poppere kommer fra. Og det er sjovt at høre bandet i knap så velpolerede lydmæssige omgivelser, det klæder dem faktisk.

Hele det stykke producer-arbejde der er lavet på pladen, af bandets guitarist Chris Walla, er aldeles fremragende. Især er trommerne fænomenale. På hvert nummer, bliver trommerne tilpasset et nyt rum, og klangen i sig selv, bliver en ting der er ornamenterende i så høj en grad, at jeg ikke kan anbefale et lyt nok.

Jeg vil slutte dette anbefalende indlæg, med to mp3’er som er meget sigende for pladen. Start med at tage et lyt til trommerne på Champagne From A Paper Cup og må jeg anbefale også at anskaffe Sleep Spent, som jeg desværre ikke kunne finde en mp3 på. Amputations starter og slutter med vokal samples, og slutningen: “if everybody’s making fun of you or criticizing, you know you’re on the right track.”, siger vel det meste om hvad Death Cab For Cuties mission har været. En fremragende plade.

Mp3’er:

Death Cab For Cutie – Amputations

Death Cab For Cutie – Champagne From A Paper Cup

Læs i øvrigt en fremragende anmeldelse her.

Og find bandets Myspace her.


Hvor er alsidigheden?

11/01/2009

Min medskribent og jeg diskuterede forleden kort den manglende alsidighed i den danske musikpresse (også kaldet de traditionelle medier af nogen). De har allesammen så travlt med at skrive om de samme navne, som har den samme historie hele vejen igennem, og når du er musikinteresseret som undertegnet, er det brandærgeligt at skulle læse den samme historie én gang for meget. Nu er Danmark jo et lille land, så det er begrænset hvad der findes af magasiner og blade der udelukkende handler om musik, men initiativerne er alligevel mange…de handler bare desværre ofte om de samme navne, som dermed overskygger for andre navne. Det sker gang på gang når de allestedsværende navne udgiver noget nyt, så er det næsten ligegyldigt hvad der ellers dukker op af spændende navne i den periode, for forsider og helsides artikler ryddes så vi for gudvedhvilkengang kan læse om de navne vi kender så godt i forvejen. Denne måneds GAFFA er et glimrende eksempel herpå. Det er kedeligt! Kedeligt og uinspirerende! – præcis som når du som koncertarrangør får sætningen: “Jeg vil kun se noget jeg kan synge med på!”

Senere den aften havde jeg en interessant snak med en ven og en bekendt omkring det samme emne…eller egentlig tog det udgangspunkt i anmeldelser, men endte lidt i samme grøft. Vi talte bl.a. om hvor meget historien overskygger selve musikken, eller hvor meget den plejede at overskygge, for som den bekendte sagde, var det kun det, det handlede om førhen, hvor vi nu – med digitaliseringens udvikling – ofte hører musikken før vi går i dybden med historien. Hvis det virkelig hænger sådan sammen, er musikjournalistikken så ikke håbløst bagud?! Jeg mener, hvad skal vi med den samme historie når vi har hørt musikken?! Konklusionen på snakken var, at de eksisterende musikmagasiner i Danmark, i bund og grund ikke kan bruges til noget for selverklærede musikelskere som os, fordi at de generelt allesammen siger det samme om de samme navne, om og om igen.

Dette indlæg berørte det også på en måde. Men denne gang er det ikke de specifikke genrer jeg er så meget ude efter. Det er hypen og kedsommeligheden ved denne hype. Og selvom disse hypes også findes i bloguniverset, så er det alligevel ofte på en helt anden måde, da der for det meste er en personlig vinkling på, som jeg gerne finder mere tiltalende end en omskrevet pressemeddelelse. Nu generaliserer jeg godt nok, men som jeg ser det, griber blogskribenter ofte musikken an på musikkens præmisser og ikke så meget udenoms-pis. Samtidig med at blogskribenter også har det med at være på forkant med de nye spændende navne længe før der overhovedet er tænkt på dem i de ovennævnte traditionelle medier, og de følger dermed ikke denne stærkt genkendelige navneleg med de samme 10 navne.

Hvis i spørger mig, så er musikjournalistikkens fremtid = bloggen. Det er i hvert fald den, den sande musikelsker burde søge, istedet for de traditionelle medier. Hvad synes du?