Hvor er alsidigheden?

Min medskribent og jeg diskuterede forleden kort den manglende alsidighed i den danske musikpresse (også kaldet de traditionelle medier af nogen). De har allesammen så travlt med at skrive om de samme navne, som har den samme historie hele vejen igennem, og når du er musikinteresseret som undertegnet, er det brandærgeligt at skulle læse den samme historie én gang for meget. Nu er Danmark jo et lille land, så det er begrænset hvad der findes af magasiner og blade der udelukkende handler om musik, men initiativerne er alligevel mange…de handler bare desværre ofte om de samme navne, som dermed overskygger for andre navne. Det sker gang på gang når de allestedsværende navne udgiver noget nyt, så er det næsten ligegyldigt hvad der ellers dukker op af spændende navne i den periode, for forsider og helsides artikler ryddes så vi for gudvedhvilkengang kan læse om de navne vi kender så godt i forvejen. Denne måneds GAFFA er et glimrende eksempel herpå. Det er kedeligt! Kedeligt og uinspirerende! – præcis som når du som koncertarrangør får sætningen: “Jeg vil kun se noget jeg kan synge med på!”

Senere den aften havde jeg en interessant snak med en ven og en bekendt omkring det samme emne…eller egentlig tog det udgangspunkt i anmeldelser, men endte lidt i samme grøft. Vi talte bl.a. om hvor meget historien overskygger selve musikken, eller hvor meget den plejede at overskygge, for som den bekendte sagde, var det kun det, det handlede om førhen, hvor vi nu – med digitaliseringens udvikling – ofte hører musikken før vi går i dybden med historien. Hvis det virkelig hænger sådan sammen, er musikjournalistikken så ikke håbløst bagud?! Jeg mener, hvad skal vi med den samme historie når vi har hørt musikken?! Konklusionen på snakken var, at de eksisterende musikmagasiner i Danmark, i bund og grund ikke kan bruges til noget for selverklærede musikelskere som os, fordi at de generelt allesammen siger det samme om de samme navne, om og om igen.

Dette indlæg berørte det også på en måde. Men denne gang er det ikke de specifikke genrer jeg er så meget ude efter. Det er hypen og kedsommeligheden ved denne hype. Og selvom disse hypes også findes i bloguniverset, så er det alligevel ofte på en helt anden måde, da der for det meste er en personlig vinkling på, som jeg gerne finder mere tiltalende end en omskrevet pressemeddelelse. Nu generaliserer jeg godt nok, men som jeg ser det, griber blogskribenter ofte musikken an på musikkens præmisser og ikke så meget udenoms-pis. Samtidig med at blogskribenter også har det med at være på forkant med de nye spændende navne længe før der overhovedet er tænkt på dem i de ovennævnte traditionelle medier, og de følger dermed ikke denne stærkt genkendelige navneleg med de samme 10 navne.

Hvis i spørger mig, så er musikjournalistikkens fremtid = bloggen. Det er i hvert fald den, den sande musikelsker burde søge, istedet for de traditionelle medier. Hvad synes du?

Et svar til Hvor er alsidigheden?

  1. Danielle siger:

    jeg siger AMEN!

    jeg bliver simpelthen sindssyg hvis jeg endnu engang skal se/læse/høre et nyt interview om dunés vildt originale idé om en dokumentar om hvor FEDT men også HÅRDT det er at være teenageROCKmusiker (eller var et techno?) – eller om alphabeats nye musikvideo, og om hvorvidt de er flyttet til london (også virkeligt originalt) og så lige ÉN. GANG. TIL.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: