Under det store hvide lys

Jeg var for nogle uger siden, inde til galla præmieren på den nye dokumentar, Under Great Northern White Lights om The White Stripes. Som mange af jer sikkert ved, var det specielle ved denne galla, at filmens instruktør, Emmett Malloy og ikke mindst selveste Jack White kom ind og præsenterede den inden lyset blev slukket. The White Stripes er ét af de der bands jeg rådyrkede som teenager, men som pludselig røg på hylden. Og da jeg i sommers fik lyst til at genoplive dem ved at sætte live DVD’en Under Blackpool Lights på, kunne jeg overraskende nok slet ikke høre hvorfor i alverden jeg havde dyrket det her band så meget engang…for han kan jo slet ikke synge ham Jack!?

Så det var med en vis skepsis at min veninde havde fået mig lokket med ind til det her arrangement. Men når det så er sagt, så må jeg da indrømme at mit indre White Stripes hjerte bankede en smule, da Jack White en smule akkavet lister ind i salen lige i hælene på instruktøren, og forsøger at bløde lidt op på situationen ved at vende sig om med ryggen imod publkum og liste langs lærredet på en halvkomisk måde. Det må da også være underligt at skulle stå og præsentere en film om sig selv, som man samtidig ikke må fortælle alt for meget om. Men én af de ting han sagde, som jeg særligt bandt mig ved, var:

In this documentary you’ll see things you’ve never ever experienced in any music documentary before!

Så selvfølgelig sad jeg hele filmen igennem og prøvede på at finde ud af om det var rigtigt. Men syntes ikke rigtig at jeg kunne finde noget jeg ikke har set før, andet end at meget af konceptet mindede mig rigtig meget om den første musik dokumentar der nogensinde er lavet, nemlig Don’t Look Back fra 1967, hvor man følger Bob Dylan på sin Englandstour i 1965.

Når det så er sagt, så var filmen faktisk okay, og jeg måtte flere gange tage mig selv i at sidde og mime med på rigtig mange af de sange de spiller i livescenerne i løbet af filmen. Der var også nogle rigtig underholdende scener hist og pist, og det faktum at den er skudt i sort/hvid størstedelen af tiden, tiltalte også mit blødende sort/hvid hjerte vældig meget. MEN den manglede et klimaks og jeg tror generelt at filmen mest er noget guf for den ægte White Stripes fan.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: