blaa mandag #8 – den glade spillemand

02/22/2010

Det er ikke tit jeg tager til en koncert næsten udelukkende pga. opvarmningen. Sidst det skete, var da Figurines varmede op for Mark Olson and The Creek Dippers feat. Victoria Williams tilbage i 2003. I tirsdags skete det så igen, da jeg mandag aften opdagede at den kære Josh Ritter skulle varme op for The Swell Season, blev jeg desperat og forsøgte straks at anskaffe mig en billet til den udsolgte koncert. Som i kan se i mit indlæg fra i onsdags, lykkedes det mig heldigvis. Og selvom jeg ankom lidt sent, nåede jeg alligevel at få halvdelen af opvarmningen med…og hvilken opvarmning! Hvis der er en musiker der kan bringe et smil på dine læber, også selvom du står aller aller bagerst…så er det Josh Ritter!

Den første gang jeg hørte og for den sags skyld oplevede ham, var da han varmede op for Damien Rice på Lille Vega i 2004, og faktisk viste sig at være bedre end hovednavnet. Det er yderst sjældent et supportnavn kan efterlade sådan et indtryk! Det der overbeviste mig var den måde han fremførte sangene på, hans udstråling og den måde han præsenterede sig selv: “Hi, I’m Josh from MoscOW in IdaHO!

Men især den måde han viste sin glæde over at have fået lov til at spille for et udsolgt Lille Vega, som support for Damien Rice. Han ikke bare sagde det flere gange, han viste det også i sit kropssprog, som smilede helt ud til fingerspidserne. Flere gange nærmest sang han grinende! Min veninde tog det ikke så positivt efter at have oplevet ham i tirsdags, da hendes kommentar var, at man skulle tro han havde fået en overdosis lykkepiller som barn, hvilket vel også er en meget passende beskrivelse, men hvem siger også at man ikke må være så glad når man optræder?

Jeg har set ham 3 gange mere siden, og fundet ud af at han simpelthen er sådan generelt, når han optræder live. Det er et eller andet sted virkelig livsbekræftende, for hvor tit ser man ikke en musiker stå på en scene og sige at vedkommende er rigtig glad for at være der, men kropssproget siger noget andet?! Det kommer vel så også an på hvilken slags musik vedkommende skal repræsentere, men Josh Ritter’s musik er nu heller ikke just festmusik.

En anden ting jeg også tydeligt husker fra den koncert, var da han pillede forstærkerstikket ud af sin guitar og gik væk fra mikrofonen, ud på scenekanten, bad folk om at holde 1 minuts stilhed og dedikerede derefter den næste sang til den netop afdøde Johnny Cash. Det var gåsehudsfremkaldende! Og for første gang den aften var publikum musestille. Det var et fantastisk bevis på at et supportnavn sagtens kan få publikum i sin hule hånd.

Jeg siger som regel at man først og fremmest skal opleve ham i levende live før man dømmer hans musik, som mest af alt lyder som Bob Dylan der møder Johnny Cash. Selvfølgelig skal man helst starte fra begyndelsen når det kommer til Josh Ritter, da han ligesom ét af sine forbilleder går fra det akustiske til det mere elektriske udtryk på sit fjerde album, hvilket jeg ikke har brudt mig alt for meget om. Det fungerer fint live dog, men på plade bliver det en kende kedeligt. Så er han mere spændende i sit akustiske element på plade, som jeg vil introducere jer for nedenfor. Først får i lige hans diskografi i hans studiealbum:

1. Josh Ritter (2000)
2. Golden Age of Radio (2001)
3. Hello Starling (2003)
4. The Animal Years (2006)
5. The Historical Conquests of Josh Ritter (2007)

Han dedikerede denne sang (som er fra Hello Starling) til en vis George Bush anden gang jeg så ham, læg godt mærke til omkvædet:


Når den magiske stol bliver trukket væk under dig

02/21/2010

I morgen den 22.2.2010 udkommer Efterklangs nye album Magic Chairs, og jeg må erkende at det ikke var med små forventninger, at jeg åbnede en zip-fil til albummet, som jeg allerede nu godt kan afsløre, vil blive erstattet med vinyl udgaven. Albummet viser sig nemlig, at være endnu et højdepunkt i Efterklangs nu ganske fortrinlige diskografi.

Meget er sket siden de elektronisk-klassisk-dominerede plader, ep’en Springer (2003) og det første fuldlængde album Tripper (2004), som begge var nogle ufattelig kvalificerede albums. Hele det indadvendte univers der netop var på de to nævnte skiver, er sidenhen blevet trinvist overført til et mere åbent og tilgængeligt udtryk. Det startede et sted mellem den ensidede vinyl One Sided-LP (2006 ) og mini-ablummet Under Giant Trees (2007), som varslede nye takter fra Efterklang. Sidenhen kom Parades (også fra 2007) og bandet har nu, i forhold den kurs de satte i gang i 2006, nået til et foreløbigt højdepunkt.

Magic Chairs er et utrolig gennemarbejdet og ovenud optimistisk album, der så sandelig afspejler en noget lysere fremtid, end hvad tidens tendenser umiddelbart virker til. Finanskrise, krig og dårligdom virker ikke til at have en effekt på de kompromisløse og vældig dygtige cross-over artister fra Efterklang. Cross-over begrebet skal dog ikke have for meget på sig, for ligesom så mange andre låner Efterklang fra tidligere tiders æstetik, blandt andet med brug af renæssance-kor, romantiske arrangementer på diverse strygere, samt en veldoseret brug af blæsere i det omfang det er nødvendigt. Det bliver krydret med elektronisk-atmosfærisk-manipulation, som i hvert fald live, bliver udført af Mads Brauer, og af et meget sofistikeret rytmisk udgangspunkt.

Netop det rytmiske virker meget nøje arrangeret, og umiddelbart bidrager det med så meget, at det næsten kan høres for sig selv. At 90 % af albummet så byder sig til med utrolig umiddelbare melodier, der ikke virker til at dale i lytteværdi, netop takket være de tidligere omtalte elementer gør jo ikke skiven på nogen måde mindre lytteværdig.

Nogle særligt gode numre på Magic Chairs er blandt andet førstesinglen Modern Drift, Alike, I Was Playing the Drums, Raincoats, Full Moon, Scandinavian Love, Mirror Mirror og Natural Tune. Vent lige… var det ikke næsten hele albummet? Jo…så her er der lige en kort beskrivelse af en håndfuld af numrene:

Alike er et næsten Animal Collective’sk nummer der vel mest er på grund af deres utrolig tæt producerede beat, som hurtigt bliver akkompagneret af vokal og en varm akkordflade. Generelt et vildt energisk nummer, der både med blæse- og kor-arrangementer fører an. Casper Clausens vokalen er særdeles vellykket og Thomas Husmers trommer bliver ved med at dukke op med nye små figurer uden at det bliver rodet.

Et utrolig romantisk inspireret pop nummer er hvad der er kommet ud af I Was Playing Drums. Igen er rytmesektionen utrolig gennemarbejdet ligesom stryger-sektionen er det. Det når dog aldrig at blive kompakt da klaverets lyse melodier giver et nærmeste perfekt modspil til de andre lydlige indtryk.

Raincoats og Full Moon bliver begge sat i gang på en meget frisk måde. Raincoats bliver det med håndklap, og et atypisk uh-kor der ligesom sætter ens musikalske nysgerrighed igang. Full Moon starter meget dramatisk med det tidligere omtale renæssance-kor som giver en helt særlig stemning, mens et meget progressivt beat binder de elektroniske elementer med det igen meget klare klaver. Strygerne er ligeledes helt genialt doseret, og man må nok give en stor cadeau til vedkommende der har stået for arrangementerne.

Det sidste nummer jeg gerne vil kommentere er det spirende nummer Mirror Mirror. Med et klaver der med sin korte delay-effekter kommer til at virke meget billedligt på titlens gennemtænkte figur. Igen er det optimisme med stort O der er på spil.

Store dele af pladen skal efter sigende være undfanget i Feedback studierne i Århus, og det er så sandelig med et flot afkom. Efterklang følger en tendens hvor alternative orkestrer godt tør være umiddelbare og det klæder dem i høj grad. De gør det virkelig godt, og der er nogen der har lagt rigtig mange timer i de arrangementer, hvilket i sig selv giver en topkarakter fra denne blogger.

Efterklang – Alike

Efterklang – Full Moon


Bodebrixen offentliggører et nyt nummer

02/17/2010

Der er gang i Bodebrixen-lejren for tiden. Da de var i London i starten af denne måned mødte de produceren Oli Horton, der driver Dreamtrak Studios hvor bl.a. Foals og Chicks On Speed har indspillet. Horton inviterede Bodebrixen i studiet til en live-video-session, hvor de optog 4 sange. Ét af numrene When You Told Me (It Was Christmastime), er endda splinternyt og endnu ikke udgivet…men kan ses/lyttes til herunder:

Hvis du endnu ikke har oplevet bandet i levende live, er der rig mulighed for det når de lige om snart drager på deres Danmarksturné (som dog indeholder et enkelt, men vigtigt job i London):

27/2 Studenterhuset Klash – Nykøbing Falster
05/3 Stairways Festival – Vanløse Kulturhus
18/3 Ja Ja Ja på The Lexington – London
19/3 Sønderborghus – Sønderborg
20/3 Monorama – Århus
26/3 Beta – København
03/4 Viva Lá Revolution – Aalborg Aflyst!
08/4 Båring Efterskole
09/4 Studenterhus – Odense
22/5 Studenterhus – Århus


Irer, huller i guitaren og !!

02/17/2010

Jeg diskuterede engang Damien Rice med én, som ikke kunne fordrage manden på grund af at han går fra nærmest hvisken til råben på splitsekunder når en sang tager en intens drejning. Med fare for at drage alt for mange paralleller, vover jeg at påstå, at den irske halvdel af The Swell Season – Glen Hansard (også fra The Frames), har den samme ting. Det slog mig i går aftes da jeg sad drømmende i studie 2 i DR Byen og oplevede The Swell Season i levende live. Der er visse ligheder mellem de to irer – Damien og Glen.

Det skal så lige siges, at råberiet dog er en ting jeg netop altid har holdt af ved Damien Rice og ikke mindst også Glen Hansard, fordi det er en dejlig forløsende måde at få budskabet igennem på.

Jeg så engang Damien Rice på Loppen (og senere igen på Lille Vega), og bortset fra at det var den bedste koncert jeg nogensinde har oplevet med manden, husker jeg tydeligt hvor forbavset jeg var over at han kunne spille på en guitar der var så slidt, at der var hul i den der hvor hånden snitter hver gang der tages en akkord. Jeg har set et par slidte guitarer siden, men fandt det pudsigt, at Glen Hansard også dyrker den superslidte guitar. Om det er et tilfælde eller bare irernes kendemærke, er ikke til at sige. Men det er da lidt pudsigt?!

Bortset fra det, var det en superlækker koncert i en kanon akkustik, der passede musikken rigtig godt. Publikum var velopdraget og sad musestille hele aftenen (bortset fra et par væltede ølflasker, som Hansard dog syntes var vældig underholdende, fordi han ikke selv måtte få nogen drikkevarer med op på scenen (det plejer da at være omvendt?))!

Mine favoritpunkter ved koncerten, var når Hansard og hans kvindelige makker, Marketa Irglova, akkompagnerede hinanden. Det var så smukt så smukt, og med den førnævnte lækre akkustik, var det lige til at få gåsehud over. Et glimrende eksempel herpå, kan nydes nedenfor (bemærk den hullede guitar):


blaa mandag #7

02/15/2010

Sjældent har et indlæg været så eksplicit en reference til vores eget navn. Ikke nok med at det drejer om en jazz musiker der spillede melankolske – blå toner, så hedder den plade der er på tale i dette indlæg: Kind of Blue. Det der gør pladen ekstra særlig, er at den er utrolig udbredt selv udenfor jazz-kredse. Trompetisten Miles Davis ramte nemlig et eller andet i 1959, sammen med en flok voldsomt talentfulde musikere (Blandt andet Bill Evans, John Coltrane, Paul Chambers, James Cobb), som appellerede bredt, rigtig bredt, og som havde en tidløs tone. Melodierne, improvisationerne og hele stemningen på pladen er lige nøjagtig hvad den hedder: En slags blå – og den er ubeskriveligt helende i sin lydlige form.

Det leder mig videre til anden del af dette indlæg, og til endnu en eksplicit navnehenvisning. Jeg var nemlig på biblioteket for nylig, og jeg faldt over den nye 50 års jubilæumsudgivelse af selvsamme album. Jeg troede bare, at det var en dvd og en cd, jeg skulle låne, men det viste sig at være fotos, posters, historisk gennemgang i en flot LP formet bog, to cd’er med originalsporene og diverse små takes (uudgivet- som udgivet), en dvd og en rigtig flot blå vinyl (der kom den!) – se billedet herunder:

Personlige favoritter af de kun fem numre på pladen er klart balladen Blue in Green og So What, men det skal ikke forstås at nogle af numrene er dårlige eller af ringere kvalitet, for de er ligeså fantastiske. Jeg nærer blot en stærkere forkærlighed for de to numre. Det er så ‘cool’, så simpelt og afslappende spillet, det virker næsten som om at musikerne ikke anstrenger sig. Det synes jeg er en bedrift, at kunne skabe musik, der lyder fuldstændig som om, at det er det letteste i hele verden, og samtidig formår at røre en så dybt, at man kan sidde i ave over det følelsesmæssige projekt, der bliver formidlet.

Kind of Blue er fantastisk, intet mindre, og jeg må nok erkende, at den jubilæumsudgave er noget lokkende. Den har godt nok ikke udelukkende fået gode anmeldelser, da den måske bærer meget præg af at være en pladeselskabsidé, der ikke kvalificerer til den helt store berettigelse. Det gør dog ikke originalen dårligere, og det ændrer heller ikke ved det faktum, at jubilæumsudgaven er fantastisk lækker. Alene den blå vinyl og de flotte studiebilleder fra optagelserne til det samme album er alle pengene værd. Hermed en anbefaling til at investere 500,- på en blå vinyl mm. Køb den her (Amazon).

Lige lidt afsluttende citater:

“A cornerstone” -Herbie Hancock

“How do you get in the Studio and get out with Eternity?” -Carlos Santana

Mp3:

Miles Davies – Blue in Green


The Banana Hold-Up #3

02/11/2010

Så er det i morgen det går løs på Jolene for 3. gang i indiepoppens, twee, c86, britpop, yé yé, 60’er pop and nothern soul’s tegn. Det hele går løs kl. 22 og der er som altid gratis entré, så derfor ingen dårlige undskyldninger for at blive væk (medmindre du ikke er bosiddende i København selvfølgelig)!

Denne aftens DJ line-up ser således ud:
Marquis de Mads (Sterling) & Rock Michael
Krister Bladh (Don’t Die On My Doorstep, Malmö)
De Agtige DJ’s (også kendt fra Sockpuppets)
Danielle & Michelle (kendt fra tidligere)

Arrangementet i morgen kan iøvrigt ses som en slags opvarmning til Copenhagen Popfest d. 16-18. april i Råhuset…
Vi ses!


Yeah Yeah Yeah!

02/09/2010

Danmarks nok pt. mest festlige band (og efterhånden mest omtalte herinde), nemlig Bodebrixen. Har netop været i London for anden gang i et forsøg på at bryde igennem lydmuren derovre. Og det ser sørme ud som om at det har virket, for de skal allerede tilbage til d. 18. marts og spille til det fælles nordiske initiativ, Ja Ja Ja (nogen klokke der ringer? “Yeah Yeah Yeah”), som er en international musikplatform.

Det er ikke hr. hvemsomhelst der har valgt bandet, der er nemlig tale om BBC-journalisten Steve Lamacq, som indtil for nyligt har haft radioshowet med den meget passende titel ‘In New Music We Trust‘ kørende på BBC’s Radio 1. Og derudover vil der være omtale i Kruger Magazine og på online-sitet Line of Best Fit, der begge er mediepartnere på Ja Ja Ja-fremstødet.

Det hele kommer til at foregå på klubben The Lexington, hvor Bodebrixen skal dele plakat og scene med de islandske Hafdis Huld og norske Katzenjammer.