blaa mandag #7

Sjældent har et indlæg været så eksplicit en reference til vores eget navn. Ikke nok med at det drejer om en jazz musiker der spillede melankolske – blå toner, så hedder den plade der er på tale i dette indlæg: Kind of Blue. Det der gør pladen ekstra særlig, er at den er utrolig udbredt selv udenfor jazz-kredse. Trompetisten Miles Davis ramte nemlig et eller andet i 1959, sammen med en flok voldsomt talentfulde musikere (Blandt andet Bill Evans, John Coltrane, Paul Chambers, James Cobb), som appellerede bredt, rigtig bredt, og som havde en tidløs tone. Melodierne, improvisationerne og hele stemningen på pladen er lige nøjagtig hvad den hedder: En slags blå – og den er ubeskriveligt helende i sin lydlige form.

Det leder mig videre til anden del af dette indlæg, og til endnu en eksplicit navnehenvisning. Jeg var nemlig på biblioteket for nylig, og jeg faldt over den nye 50 års jubilæumsudgivelse af selvsamme album. Jeg troede bare, at det var en dvd og en cd, jeg skulle låne, men det viste sig at være fotos, posters, historisk gennemgang i en flot LP formet bog, to cd’er med originalsporene og diverse små takes (uudgivet- som udgivet), en dvd og en rigtig flot blå vinyl (der kom den!) – se billedet herunder:

Personlige favoritter af de kun fem numre på pladen er klart balladen Blue in Green og So What, men det skal ikke forstås at nogle af numrene er dårlige eller af ringere kvalitet, for de er ligeså fantastiske. Jeg nærer blot en stærkere forkærlighed for de to numre. Det er så ‘cool’, så simpelt og afslappende spillet, det virker næsten som om at musikerne ikke anstrenger sig. Det synes jeg er en bedrift, at kunne skabe musik, der lyder fuldstændig som om, at det er det letteste i hele verden, og samtidig formår at røre en så dybt, at man kan sidde i ave over det følelsesmæssige projekt, der bliver formidlet.

Kind of Blue er fantastisk, intet mindre, og jeg må nok erkende, at den jubilæumsudgave er noget lokkende. Den har godt nok ikke udelukkende fået gode anmeldelser, da den måske bærer meget præg af at være en pladeselskabsidé, der ikke kvalificerer til den helt store berettigelse. Det gør dog ikke originalen dårligere, og det ændrer heller ikke ved det faktum, at jubilæumsudgaven er fantastisk lækker. Alene den blå vinyl og de flotte studiebilleder fra optagelserne til det samme album er alle pengene værd. Hermed en anbefaling til at investere 500,- på en blå vinyl mm. Køb den her (Amazon).

Lige lidt afsluttende citater:

“A cornerstone” -Herbie Hancock

“How do you get in the Studio and get out with Eternity?” -Carlos Santana

Mp3:

Miles Davies – Blue in Green

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: