blaavinyl.dk i luften

08/26/2010

Så er vores nye domæne i luften, og du vil fra nu af, kunne følge os på blaavinyl.dk.

Vi glæder os til at se dig!


blaavinyl.dk

08/04/2010

Vi holder pt. sommerferie fra bloggen. Men har oprettet en side på facebook, som skal repræsentere den nye blaavinyl.dk side, som vil være oppe og køre d. 23. august. Det er meningen at vi vil gøre folk opmærksomme på når der er nye indlæg igennem den side, så tøv endelig ikke med at trykke “like” herinde!


blaa vinyl – en ny begyndelse

07/19/2010

Det er nu efterhånden 1 1/2 år siden vi startede denne lille blog op. Og efterhånden som antallet af indlæg er steget, er interessen for bloggen ligeledes blomstret. Derfor har vi besluttet at købe domænet blaavinyl.dk, som forhåbentligt inden for den næste uges tid vil komme op og køre. Derfor vil det nok være lidt sløvt med indlæg i den kommende uge, da vi arbejder på højtryk for at få det til at køre 100%. Stay tuned!


Det sødeste nedfald

07/14/2010

Efter længere tids overvejelse pga. en pebret billetpris, tog jeg mig endelig sammen, og hoppede på cyklen. For første gang længe, oplevede jeg at cykle ned mod Vega med sommerfugle i maven. Med den historie jeg har med Regina Spektors musik, var det svært at vide hvad jeg skulle/kunne forvente…

Det kan godt være at jeg er ved at være for gammel til at rende til koncerter, eller også er jeg for tilvænnet med forhånds-/insiderviden. Men aftenens koncert lod vente på sig. Der stod kl. 20 på billetten, jeg var der på slaget, men hun lod vente på sig og kom ikke på scenen før kl. 20:37 (!). Allerede her var jeg jævnt irriteret over at skulle stå i næsten 40 minutter og vente på en forsinket kunstner. Jeg blødte dog hurtigt lidt op, da hun startede settet ud med den sang der havde rumsteret inde i mit hoved lige op til koncerten, smukt fremført på flygel, violin og trommer, mere skulle der ikke til:

Men det holdt ikke længe, da det ikke virkede som om Spektor overhovedet var i stødet til at spille koncert. Hun spillede de første 5-6 numre næsten uden pause, og virkede meget fraværende på trods af komplimenter og tilråb fra publikum. Man kunne se at hun var smigret, men kunne ikke rigtig andet end at fremstamme et genert “thank you guys”, inden hun gik videre til næste nummer. Jeg begyndte at undre mig over om hun enten er ekstremt genert eller meget koncentreret når musikken spiller…Men taget hendes gode ry i mente, tvivlede jeg alligevel stærkt på at det var nogen af delene.

Det skulle så vise sig, at min tvivl kom mig til gode, da der faktisk var en grund til den manglende publikumskontakt og smertende mine, da Spektor langt om længe midt i settet åbner op og fortæller at de oprindeligt skulle have været 4 på scenen, men at cellisten, Dan, desværre var afgået ved døden for nyligt, hvilket havde gjort denne tour en overvældende én af slagsen. Dan efterlod en ung kone og et lille barn. Man kunne nu tydeligt mærke på Spektor, der med knækkende stemme og nervøse træk måtte kæmpe for at komme ud med budskabet, at hun langt fra var okay med situationen. Hun forlod derefter scenen sammen med trommeslageren, hvorefter violinisten tog over og fortalte lidt mere om Dan og hans yndlingssang (fik aldrig fat i hvilken én det var og kunne ikke nikke genkendende til den), som han derefter gav sig til at synge akkompagneret på elguitar.

Efter dette nummer forlod også han scenen, og Spektor kom tilbage efter godt 1 minuts stående klapsalver. Stadig tydeligt rystet…men hun satte sig ved flyglet og fortsatte ufortrødent koncerten solo. Publikum var blevet stille, meget stille og lyttende, hvilket undertegnede satte stor pris på. Setlisten indeholdt lige dele fra hendes seneste plade Far (2009) og Begin To Hope (2006) + sikkert nogle andre sange fra hendes bagkatalog, som undertegnede endnu ikke er så bekendt med. Men denne sidste halvdel af settet indeholdt hele to af de numre jeg havde håbet allermest hun ville spille, nemlig Samson og Summer In The City, som begge blev fremført på smukkeste vis. Kl. 21:40, næsten præcis 1 time efter at hun langt om længe var kommet på scenen, havde hun spillet sidste nummer, takkede af og forlod scenen for ikke at vende tilbage, uanset om publikum blev stående og klappede efter ekstranummer…

Jeg har det lidt ambivalent med denne koncert, da rammerne omkring den spolerede en stor del af oplevelsen for mig. Dels forsinkelsen og derpå det efter min mening alt for korte set, taget hendes halvstore bagkatalog i betragtning og ikke mindst billetprisen. Plus hendes fravær… Men bortset fra alt det, var koncerten, når musikken spillede, perfekt!


blaa mandag #26

07/05/2010

Hvis man søger på ‘Teitur’ her på bloggen, tegner der sig hurtigt et billede af hvem af mig og Rune der har skrevet mest om troubadouren. Eller i det mindste nævnt ham i de pågældende indlæg. Undertegnede har nemlig efterhånden fulgt ham siden 2003 og ligeledes haft et væld af ualmindeligt rare live-oplevelser med selv samme. Ja, jeg har mine singer/songwriter favoritter (som indtil videre har talt begejstrede indlæg om Ed Harcourt, Josh Ritter, Nick Drake m.fl. her på bloggen), og færingen Teitur er altså én af de mange…

Teitur er snart aktuel med sit femte album, som endnu ikke har fået nogen titel. Men det udkommer i hele verden d. 4. oktober og allerede nu kan du høre den første single med titlen You Never Leave LA, som vi har været så heldige at få lov til at streame herunder:

Teitur – You Never Leave LA by blaavinyl

Hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med charmetrolden, får du her en oversigt over hans diskografi og et fif til hvor det er bedst at starte:
1. Poetry and Aeroplaness (2003)
2. Stay Under The Stars (2006)
3. Kata Hornid (2007)
4. The Singer (2008)

Størstedelen stiftede bekendtskab med Teitur på hans anden plade Stay Under The Stars fra 2006 med den allestedsværende hitsingle Louis Louis (selv min mor hoppede med!), som var en hyldest til den legendariske Louis Armstrong. Det er skam også en fin plade med højdepunkter som I Run The Carousel, Nightmare Works, Boy She Can Sing og mol coverversionen af rock’n roll klassikeren Great Balls Of Fire. Men som det så ofte er med de her lange bekendtskaber, skal der meget til at vælte førstehåndsindtrykket af pinden…så når det er sagt, vil jeg anbefale dig at starte ud med starten, nemlig første pladen Poetry and Aeroplanes fra 2003 som det er svært at hive favoritter ud af, da hele pladen er én stor favorit i mine ører. Men derfor skal i da ikke snydes for et nummer derfra:

Næste skridt må næsten være The Singer fra 2008, som er den mindst tilgængelige plade manden har lavet, og dermed også den plade der dels viser en ny side af Teitur, men også en plade som tager tid om at sive ind under huden, men som netop også bliver der længere, som det så ofte er med sådanne plader. I får lige her til sidst én af de mere up tempo numre fra pladen i en alternativ men sjov version (læg mærke til de flyvende badedyr):

Resten af Teiturs diskografi er mindst lige så anbefalelsesværdigt, men du må klare dig selv herfra…og husk så også lige at få ham oplevet live, når han engang kommer ud og turnerer igen!


Lidt fra godteposen

06/30/2010

…eller hvad man nu kan kalde den. Jeg tænkte at det var tid til et indlæg med lidt forskellige inputs og nyheder fra nær og fjern.

De føromtalte sprøde svenskere i Forest & Crispian har ikke ligget på den lade side det sidste års tid siden deres sidste pladeudgivelse. Da de udover at have turneret i Danmark, Norge og Sverige, også har fundet tid til at indspille deres tredje album, i et gammelt teater i Malmö, som med titlen Morgenlands rammer gaden i sensommeren/efteråret i år.

Førstesinglen, den meget catchy og meget Forest & Crispianske Let The Best Band Win, kan høres herunder, og vi her på blaa vinyl er meget stolte af at være nogle af de allerførste til at præsentere det. Giv det et lyt:
Forest & Crispian – Let The Best Band Win by blaavinyl

Efterklang lejren har gang i nogle sjove remix udgaver af sange fra deres seneste plade Magic Chairs fra i år. Indtil videre har de teamet op med Turboweekend og Oh No Ono, som de har byttet numre med og så har lavet hver deres remix af de pågældende numre. Umiddelbart synes jeg bytteren med Oh No Ono er forløbet bedst for begge parter, hvor jeg synes at Efterklang selv endte ud med det bedste resultat i Turboweekend runden. Men det kan i selv være med til at vurdere, for alle 4 numre kan både streames og downloades (GRATIS!) her og her. Hvem deres næste remix projekt er med, er endnu hemmeligt, men jeg kan hilse og sige at det bliver rigtig interessant og knap så forudsigeligt som med de to foregående navne!

Og lige her til sidst lidt mere remix og lidt om blaa vinyl yndlingene i Bodebrixen. Der har været stille omkring dem de sidste par måneder (med undtagelse af deres optræden til én af de mange SPOT efterfester), men i sidste uge dukkede følgende nye nummer op i en remix udgave (remixet af Oli Horton, som bandet i starten af dette år besøgte i hans studie). Et nummer der bringer mig gode minder fra den ovennævnte meget festlige og farverige koncert til SPOT efterfesten i Studenterhuset i maj måned. Nummeret hedder I Was Sad & You Were Lonely, og det kan høres her:

Der er forlyden om at bandet så småt er igang med at arbejde på en EP, men det hører vi sikkert mere om når eller hvis det bliver aktuelt…


blaa mandag #25

06/28/2010


Rune er taget på Roskilde, så jeg er alene på skansen og skal prøve og se om jeg kan udfylde det tomrum han efterlader sig her på bloggen. Jeg fortsætter i samme spor som i sidste uge, for sommeren har jo fået virkelig kul på siden. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, er der bare et eller andet med mig, sommer og 60’er plader/musik, hvilket jeg her vil uddybe med at præsentere jer for følgende 60’er plader (ja okay, den ene er fra 1970, men den er i mine ører fra 60erne!). Det drejer sig om den velkendte Loaded af The Velvet Underground (1970):

Hvor især numre som Sweet Jane, Oh! Sweet Nuthin’, Rock & Roll og Who Loves The Sun, efterhånden har fået min indre sol frem en del år. Især sidstnævnte sang har gjort underværker. Lyt her:
Who Loves The Sun af The Velvet Underground (åbner i grooveshark!)

Det er en plade der bliver taget frem år efter år, og rålyttet til hele sommeren igennem!

En anden plade der kommer igen år efter år, er en plade som knap så mange kender til. Det er en plade som jeg for efterhånden en del år siden, fik anbefalet af Chris Bear (trommeslager i Grizzly Bear), og som den sommer blev et soundtrack lig med den hedebølge der var ovre os (sikkert én ligesom den der er på vej nu). Det drejer sig om J.K. & co.’s eneste plade med den meget passende titel, Suddenly One Summer (1968):

Den er skrevet og indspillet af Jay Kaye, der dengang kun var 15 år gammel (!), og selvfølgelig akkompagneret af en producer, en arrangør og en række session-musikere. Pladen fik i sin tid en smule omtale i diverse undergrundsradioer, og Jay Kaye samlede et band, så de kunne komme ud og optræde med pladen i baggagen, men successen udeblev, og bandet gik i opløsning i slutningen af 60’erne. Det var derfor en godt gemt skat fra 60’erne, der i 2001 blev genudgivet af det amerikanske pladeselskab Sundazed records (også kaldet Beat Rocket) på både CD og vinyl.

Numre som Christine, Little Children og The Times er blandt mine favoritter. Men især Fly er et imponerende samsurium af loopende trommer og en generel fed sommervibe…Jeg vidste f.eks. intet bedre den sommer, end at vågne op i mit telt på Roskilde Festival og vågne til det nummer imens jeg lå og stirrede ud på den blå himmel. Lyt selv med her og se den meget passende video til:

Når det så er sagt, mener jeg dog at man helst skal høre pladen som ét samlet værk og ellers bare læne sig tilbage, nyde den varme sol og tænke gode tanker.