blaa mandag #24

06/22/2010

Okay okay, det var i går det var mandag aka blaa mandag. Men endnu engang er eksamenslæsning (Rune) og generel travlhed (mig), kommet i vejen. Dette skal dog ikke snyde jer for det fireogtyvende blaa mandag indlæg, som denne gang kommer til at handle om mit sommer-soundtrack.

Med sommeren ovre os, finder jeg det meget nærliggende at nævne den plade som nok vil komme til at tage flest sving-om’ere i min pladespiller henover sommeren. Det drejer sig om 68’er klassikeren Odessey and Oracle af The Zombies. Med højdepunkter som A Rose For Emily, Care of Cell 44 og Time of the Season er det ikke til at forstå at jeg har kendt til pladen i så mange år, og først nu har fået den ind i min samling. Det siges at være én af de bedste 60’er plader, men som så mange andre af sin art, var den lidt forud for sin tid, da den udkom i 1968 og blev i sine første to leveår stort set ignoreret i England, udkom med nød og næppe i USA, men blev også her overset, indtil næsten 2 år senere hvor singlen Time of the Season (som sjovt nok også er sidste nummer på pladen) langt om længe toppede hitlisterne. Det er nok deres mest velkendte sang, som også siges at være en såkaldt white soul (også kaldet blå-øjet soul) klassiker.

Det var dog ikke den sang jeg i sin tid hørte da jeg stiftede bekendtskab med bandet. A Rose For Emily og She’s Not There (deres hitsingle fra 1964. Lyt herunder) var de første numre jeg nogensinde hørte med The Zombies (kendte godt Time of the Season, men var ikke klar over at det var dem der var bag), og det var kærlighed ved første lyt. Men med så mange andre kunstnere, fik jeg mig aldrig taget sammen til at tjekke dem nærmere ud, og med årene er der dukket flere og flere dejlige numre op. Så da jeg stødte på pladen for nylig, måtte jeg bare eje den.

Jeg ved ikke hvad der er med mig og musik fra 60’erne når det kommer til sommer, sådan har det bare været en del år nu. Tænk sig at vågne op til følgende sang hver morgen:

Så er det lige før man overlever en typisk dansk sommer hvor solen ikke altid er lige god til at kigge frem, ikke sandt?!

Mp3: The Zombies – Time of the Season (fra Winnie Cooper)


Gode indtryk

06/20/2010

Som sædvanlig ryger vi først på musikken forlængst efter, at den har været igennem hype-maskinen. Vi beklager, hvis aktualitet er succeskriteriet for dig kære læser, men det er ikke altid vores stærke side. I hvert fald når det kommer til dette band, der bringer en fantastisk islandsk sommervarme, denne gang er det dog ikke en vulkan, men orkesteret Hjaltalín, der bærer skylden (se bare det fantastiske pressebillede).

Jeg kan forstå, at bandet blev rost for deres debutalbum fra 2008. Der stiftede undertegnede dog ikke bekendtskab med dem. Der skulle en mp3-teaser til, fra det islandske kollektivs kommende album Terminal. Et album, der efter nummeret Sweet Impressions at lyde, melder om en solid gennemarbejdet pop, kamufleret i alskens perkussion,  el-spade, strygere, falset, royalistisk kvindekor og klassiske tankegange. Der er flere danske eksempler på samme hybrid, men i denne omgang må man sige, at islændingene har deres helt egen solide og vitterligt meget optimistiske tilgang.

Det er elskværdigt, når folk tør føre deres stil helt ud uden at følge vante konventioner. Især hvis det er noget, der kan bidrage til at bringe den (meget diskuterede) grænse mellem rytmisk og klassisk musik tættere på hinanden. Der er sket meget i de sidste par år, men det er glædeligt, at der stadig kommer fremragende bud på kvalitative kombinationer.

Vi ser i hvert fald frem til udgivelsen den 13. august i år, lad os håbe det bringer dem forbi DK – det lyder som højsvævende oplevelse.

Mp3: Hjaltalín – Sweet Impressions


Gratis tredobbelt koncert i aften

06/19/2010

I aften, lørdag den 19. juni klokken 20.00, er der et interessant indspark af en koncert på Konservatoriet i Århus eller nærmere betegnet Rytmisk Sal på Musikhuset i Århus. Det er et yderst interessant line-up af elektroniske musikere, der alle nu, på papiret, kan kalde sig netop det. Det er nemlig en afgangseksamen for de tre musikere fra DIEM, der nok i de fleste tilfælde lyder genkendelige. Det er nemlig Band Ane, Jonas Olesen og Heidi Mortenson.

Egentlig er det en lodret fejl, at der ikke er kommet en anbefaling af Band Ane før nu, som er den af de tre kunstnere, undertegnede er mest bekendt med. Hun er hvor tids moderne svar på en Else Marie Pade, og det er ikke blot på grund af de kønsmæssige og genremæssige konventioner. Ane Østergaard tør nemlig også tage sin hybrid af field-recordings, computer-programming m.m., et skridt videre. Fra noget til tider følelsesmæssigt eftertænksomt til noget mere udadvendt og humoristisk. Dem der ikke har hørt hendes seneste skive Anish Music Too And Free bør ikke tøve. Det er vitterligt en af de mest kvalitative elektroniske plader, jeg har hørt i lang tid (selvom vi også har nogle mere laptop-prægede kunstnere, der gør det godt).

Her er en favorit fra hendes debut-plade Anish Music:

Jeg kan desværre ikke henvise til mp3’er til stream fra den nye plade, da der desværre ikke medfølger mp3-download til vinylen. En uheldig fejl der heldigvis er en dalende tendens. Men en anbefaling til at tage til en interessant elektronisk oplevelse sådan en lørdag aften. Og check endelig Band Anes seneste ud, som i øvrigt er et dobbelt album, så der er ekstra meget for pengene.

Er man mere til det udendørs, så kan man jo passende besøge Vennelyst Parken i eftermiddag og årets Sommer Chillout event eller tage ned på Tangkrogen, og se alle de etablerede fyre den af før/efterlandskampen.


Tæt på kanten

06/18/2010

Yes: Rick Wakeman, Jon Anderson, Alan White, Steve Howe og Chris Squire.

Mandagens indlæg gav en ganske forudsigelig gisning om hvad mit næste indlæg skulle dreje sig om. Det er der hermed en opfølgning på nu. Året var 1972 og bandet var Yes. Prog-Rock af allerførsteklasse. Et album der gik i top fem på begge sider af atlanten efter udgivelsen. En fin bedrift, men albummets kvalitet taget i betragtning, ikke ufortjent. Det er et formidabelt album. Der er så mange facetter i de tre (!) numre lange album. Det er et vidunderligt vanvid i et sammensurium af mange stemninger og mange genrer. Det er vitterligt prog-rock når det er bedst. Jeg kender ikke selv et sidestykke der lever op til denne legendariske plader, og det er trods mit forholdsvis korte kendskab til netop denne plade.

Jeg er mest til I Get Up delen af første del, samt hele And You and I på anden del. Et helt fantastisk stemningsfuldt nummer. Lydflader og ængstelig forventning. Lad dig dog ikke narre af min prog-rock label, for indimellem på de længerevarende numre er der nogle fantastiske sfæriske flader, som hele den islandske melodisk-post-rock bølge har lært af.

En beklagelse til læseren over at der ikke er noget tilgængeligt musik, men tag og køb vinylen, det fortryder du sandelig ikke (Jeg var selv heldig at finde den i Stardust). Jeg kan henvise til mit tidligere indlæg og dette ekstra youtube klip. God lyttelyst.


Godset i billeder

06/15/2010


Som nogle af jer sikkert ved, så var jeg såkaldt husfotograf på det regionale spillested, Godset i Kolding fra august 2007 til januar 2009. Det resulterede i mindst 75 koncerter af vidt forskellige arter, samt en masse forskellige udtryk og vinkler (så kan i selv begynde at regne på hvor mange billeder det nåede at blive til). Jeg har smidt et udvalg fra samtlige koncerter op her.

Men i får også lige et særligt udvalg herunder (som jeg stik imod mine princippet om, ikke at pille ved billederne, har pillet ved alligevel. Men det er også kun fordi jeg har en stor forkærlighed for S/H koncertbilleder):


blaa mandag #23

06/14/2010

To numre der går lidt i takt med dagens afgørende fodboldkamp og undertegnedes nuværende eksamenssituation. Som sædvanlig følger en uddybning senere på ugen, nærmere betegnet onsdag. Nyd venligst disse numre, de er hårde at komme igennem første gang, men du gør dig selv en gevaldig tjeneste, for anden gang åbner nummerets kvaliteter sig.

Yes – Close to the Edge (1972):


Blogger udenfor sin komfortzone

06/08/2010

Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk

Titlen siger vidst det hele. Denne blogger er ude på dybt vand. Soul – næ nu har man da aldrig. Det er vidst ikke noget for mig (udover Northern Soul naturligvis og andre efterdønninger – bevares), i hvert fald ikke før nu. En lille hurtig anbefaler til genrenysgerrige individer der, ligesom denne blogger, har brug for en musikalsk overspringshandling. Sagen er den, at nummeret der ligger til download allernederst i dette indlæg, har kørt i medium-rotation på undertegnedes playliste. Medium må siges at være over gennemsnittet, når det kommer til soul’ede indslag. Lige præcis det omtalte nummer, er måske det mindst soul’ede af kunstneren, så derfor kunne jeg godt tænke mig at stifte ordentlig bekendtskab med Coco Maja Hastrup og Robin Hannibal, som også spiller i Boom Clap Bachelors.

Jeg er bekendt med at Gaffa for nylig har postet dette nummer, men det, der egentlig satte min nysgerrighed i gang omkring Quadron var efter at have hørt musikken i filmen Se min kjole af Hella Joof fra 2009. Hvad er det for en behagelig stemme, der går igen? Det var tanken. Det fandt undertegnede så hurtigt ud af ved rulleteksten. Endnu en kunstner man burde have checket ud ved dette års Spot.

Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk

Nå, det viste sig, at jeg kender ‘radio-nummeret’ Slippin’, som egentlig også er ret tjekket, større kendskab har jeg desværre ikke endnu til duoen. Jeg vil indtil videre sende anbefalingen videre af det omtalte nummer Slippin’ samt cover versionen af Herfra Hvor Vi Står (Skousen & Ingemann), som er fremført som en yderst smagfuld duet med Silas Bjerregaard fra Turboweekend. Ganske bemærkelsesværdig bedrift da nummeret måske er en smule fortærsket i mange sammenhænge. Det er denne version ikke.

Sommervarmen der ramte landet før weekenden, er smittet af på undertegnede, siden der pludselig skal anbefales glad sommer-soul. Nuvel charmerende og lækkert det er det. Den omtalte film kan forresten også anbefales på det varmeste, selvom temaet er af en mere trist og knap så sommerlig karakter.

Hvem vil med mig til Quadron koncert næste gang de er i Århus?

Download Quadron – Herfra Hvor Vi Står (Med Silas Bjerregaard)

Hør Slippin’ her:

Quadron på MySpace.


blaa mandag #22

06/07/2010

Jeg har været inde på manden bag denne musik et par gange før herinde. Og nu er turen kommet til ham endnu engang i form af et blaa mandag indlæg. Ed Harcourt har på mange fronter været med på mit livs soundtrack siden jeg stødte på ham i 2002, og musikken har fulgt mig i både op og nedture. Det er måske også derfor han er den kunstner jeg ifølge min last.fm har lyttet mest til nogensinde.

Ed Harcourt udgiver på fredag sit femte studiealbum, med den korte og ret præcise titel Lustre. Siden sidste album, er Ed blevet gift og er blevet far, og det kan godt fornemmes imellem linjerne i flere sange på pladen. Man bliver helt glad på hans vegne, og feel-good viben smitter i den grad af på lytteren igennem musikken, uden at det bliver en festplade. Hvis i forstår? Den første gang jeg hørte pladen, må jeg indrømme at jeg var en anelse skeptisk, fordi jeg ikke syntes han var rykket nogen steder. Og det støvede og skramlende udtryk som især var kendetegnende for hans debut-EP Maplewood (1), første album Here Be Monsters (2) og tredje album The Beautiful Lie (5), var ikke rigtig at høre, istedet lød det som ethvert andet gennemsnitligt singer-songwriter album. Men efter at have hørt det igennem en del gange mere, er dette indtryk blevet ændret, især efter at have opdaget den dejligt støvede mellotron, som er det gennemgående instrument i nummeret Haywired, som i kan høre herunder:

Ed Harcourt – Haywired by blaavinyl

Jeg er endt med at blive ret glad for pladen, og ville ønske den udkom på vinyl, som nogle af hans forhenværende plader gjorde. Så den kan blive en del af samlingen (se nedenfor (mine 7″ er ikke inkluderet i billedet)), som efterhånden er ret stor:

1. Maplewood (EP) (2000)
2. Here Be Monsters (2001)
3. From Every Sphere (2003)
4. Strangers (2004)
5. The Beautiful Lie (2006)

Tjek resten af albummet ud her og giv især ovennævnte nummer + nummeret Lachrymosity et ekstra lyt. Det kan anbefales på det varmeste.


I reminiscensen af Spot

06/03/2010

Hvis du klikkede play på videoen (som i øvrigt er et af årets mest charmerende videoer) før du læste videre, så er du nu bekendt med en talentfuld ung mand fra Århus. Navnet er Snævar Njáll Albertsson, og han har flere aktiver på det musikalske område. Her på bloggen har vi for nylig omtalt Snævars solo-projekt: Dad Rocks! Som vi efterfølgende har hørt i fuldlængde, og den nyligt udgivende ep Digital Age kan anbefales på det allervarmeste.

Ellers er Snævar frontfigur i bandet Mimas, som har haft store koncertsucceser i udlandet. Undertegnede var så heldig at fange Snævar over mail (gud forbyde det i disse skønne soldage) før han drager på turné med Mimas, der blandt andet går til Tyskland, Luxembourg! og Schweiz. Generelt for Mimas må man sige, at de er utrolig dygtige til at etablere kontakter i udlandet i forbindelse med deres koncertvirksomhed, og det er formentlig også derfor, at de har ry for at være et særdeles velspillende og underholdende orkester på en scene. Et nyligt eksempel på dette er på årets Spot festival, hvor de fire herrer havde iklædt sig hættetrøjer med et bloddruppende hjerte, samt udvidet deres oprindelige set-up. Her fik de flere positive ord med på vejen. Vi bringer mail-interviewet i en ucensureret udgave.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Hvordan var årets Spot festival for dig Snævar?
Det var en virkelig dejlig festival i år. Vejret var fantastisk. Jeg var i meget godt selskab, og vores koncert gik rigtig fint.

Hvad var det bedste du så?
Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg fik set alt for lidt musik, men det hænger selvfølgelig sammen med at jeg både spillede fredag og lørdag. Desuden mødte jeg virkelig mange mennesker, som man lige skulle sludre med. Nu bor jeg trods alt i Århus, så der var en del der gerne ville skåle. Jeg er rigtig træt af at jeg måtte misse Pinkunoizu og Kellermensch, men jeg fik dog fanget rigtig gode koncerter med Kings Light Infantry, Plök og så synes jeg faktisk at The Kissaway Trail gjorde det aldeles fint. Jeg så desuden det franske band Montgomery til et gogoyoko arrangement, og de var min store overraskelse til SPOT.

Hvordan synes du det gik med koncerter du spillede under festivalen?
Jeg er helt tilfreds. Dad Rocks! koncerten på taget af LYNfabrikken var en meget hyggelig affære, og det var ganske anderledes at prøve at skabe en intim stemning udenfor under en bagende sol. Men det gik helt fint, og publikum var meget modtagelige. Mimas koncerten gik ud over al forventning, og det var en helt speciel koncert for os. Det var første gang vi havde to ekstra blæsere med, som vi så benyttede til mange af de nyere sange, som bliver udgivet til efteråret. Publikum til vores koncert var fantastiske, og der var generelt en stor glæde over hele seancen. Vi havde virkelig glædet os til at optræde til festivallen, og havde sådan lidt en følelse af at ‘nu skal vi vise dem hvad vi kan’ – i og med at vi efterhånden har spillet flere koncerter udenlands end hjemme i Danmark. Vi delte ud af gratis eksemplarer af vores debut-plade, og vi kom alligevel af med 200 af dem, så jeg tror koncerten faldt i god jord.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Nu var jeres koncert godt fyldt op, var det rart at folk fra byen kom og bakkede jer op også?
Klart! Men jeg tror nu ikke at vi betragter os som nogen form for lokale helte, eller noget i den stil. Det var dog uden tvivl en virkelig god fornemmelse at stå på scenen med et så talstærkt publikum, sådan noget kan ikke rigtig undgå at give selvtillid, og smitte af på bandet energimæssigt, og det resulterer gerne i et mere sindssygt show. Ikke for vi ikke ville give den hele armen hvis der blot stod ti, det har vi gjort masser af gange, men i det her tilfælde føltes det bare helt rigtigt at der var pakket.

Dad Rocks! til gogoyoko event under Spot 2010.

Du spillede både med dit solo-projekt Dad Rocks! og med dit band Mimas – godt nok kun med Mimas på den officielle plads – men hvordan synes du det var, at være i en situation hvor du repræsenterer to forskellige musikalske udtryk til eventuelle samarbejdspartnere?
Det føles egentlig ret naturligt. Det er to meget forskellige udtryk, og derfor bliver det også ret nemt for mig at adskille i mit musikalske univers. Og det samme tror jeg gælder for øvrige lyttere. Samtidigt er det en god mulighed for at gøre opmærksom på hinanden. Hvis der er nogen der rigtig godt kan lide Dad Rocks! kan de ikke rigtig undgå at stifte bekendtskab med Mimas, og omvendt. På den måde tror jeg faktisk kun det er gavnligt.

Mimas på Spot 2010 (Foto: Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Har du/I fået nogle konkrete henvendelser siden Spot, hvis det har været ønsket?
Ja, det har vi. Det bliver forhåbentlig noget med nogle fransk festivaler, og vi er desuden blevet spillet en del i Estisk radio, og vi har desuden fået nogle meget pæne ord med på vejen af bl.a. Clash Magazine, som udkårede os som nogle af deres favoritter. Og så var der et par pladeselskaber som også har ytret sig i meget positive vendinger.

Hvad er din opfordring til andre der godt kunne tænke sig at præsentere sin musik for udenlandske samarbejdspartnere på Spot? Et godt råd?
Jeg synes personligt at det er vigtigt at man gør de ting man har det allerbedst med. Det er ikke nødvendigt at have et eller andet sindssygt sceneshow, hvor man har gjort en masse ud af nogle ting, hvis det ikke er nogle man er komfortable med. Personligt synes jeg at det skal kunne ses at man nyder at være tilstede, og at man viser at man rent faktisk elsker at spille koncerter. Det er de mennesker der ser på meget, meget interesseret i at man er.

I arbejder på nyt materiale i Mimas – er det meget anderledes end hvad vi tidligere har hørt?
Hvis man ikke har hørt Mimas live det sidste halve års tid, så er det ganske anderledes. Materialet er desuden ganske varieret på den nye plade, og der er både pop, slacker, hip-hop elementer, math-rock, råbe-kor og en klaver-baseret ballade.

Vil vi høre mere til Dad Rocks! i fremtiden?
Uden tvivl. Jeg regner med at lave en mere eller mindre lo-fi demo til sommer, som en optakt til min første fuldlængde, som jeg håber på at optage i løbet af efteråret, hvis alt går vel.

Vi takker Snævar Njáll Albertsson mange gange for at dele sine Spot erfaringer og fifs med os. Undertegnede kan som sagt anbefale Dad Rocks! ep’en på det varmeste, og ligeledes Mimas’ debut skive The Worries.

Goodies:

En foreløbig unavngiven sang fra det omtalte Gogoyoko arrangement i forbindelse med Spot festivalen på toppen af Lynfabrikken):

To gratiz numre med Dad Rocks! her:

Dad Rocks! – Nothing Keeps Up (Via Kanel Records hvor ep’en kan købes)

Dad Rocks! – Aroused By Hair (Via Kanel Records)

Hør desuden nyt materiale fra Mimas’ kommende plade på deres facebook gruppe, nummeret Application ligger til streaming.


Kong Højrød

06/01/2010

Ja som gårsdagens indlæg bar præg af, så var undertegnede en presset herre. Der var en eksamensopgave der lige skulle overstås, en af de lidt større af slagsen, så nu kan blikket atter vendes mod lidt mere blog-agtige emner.

I fik en kort snas af det album undertegnede gerne vil sende videre i systemet. Til dem der ikke kender det, så hedder albummet In the Court Of the Crimson King af King Crimson. Et band der vel bedst beskrives som prog-rock, eller avantgarde-pop. Melodisk er det i hvert fald i høj grad på trods af en ofte større kompleksitet, der i særdeleshed bliver udført af trommeslager Michael Giles, tangent-geni Ian McDonald, guitarist Robert Fripp og selvfølgelig lyrikeren i bandet Peter Sinfield (okay det var næsten hele bandet). I hvert fald er albummet et legendarisk album fra 1969, og det er det eneste bandet nåede at udgive i den line-up, som bestod af allerede omtalte medlemmer og bassist Greg Lake.

Bandet havde deres debut-koncert foran 650,000 mennesker i Hyde-Park i London i  juli 1969, idet de havde fået en opvarmningstjans for ingen ringere end The Rolling Stones, derefter blev albummet indspillet.

Musikken er vanvittig storladen, den er intim og den er yderst nervepirrende, især på grund af det tekstunivers de bevæger sig indenfor. De mest kompetente numre på pladen er: 21st Century Schizoid Man (der var vores blaa mandag track), Epitah (hvilken smuk titel), In the Court Of the Crimson King (nummeret der navngav bandet) og selvfølgelig Moonchild. Det er næsten hele albummet der er blevet nævnt, og det er ikke tilfældigt, for det er virkelig en gennemført plade, der ud over at have influeret prog-rocken i meget høj grad, også kan bryste sig af, at have influeret den senere garage-lyd og sikkert meget mere. Musikken er i hvert fald vanvittig kompetent, og selvom jeg desværre aldrig (endnu) har hørt pladen på vinyl, så siges det, at det er her den er bedst. Der er nemlig mange afdæmpede melodiske dele af pladen, som simpelthen bare skal høres i forbindelse med vinylens skratten.
Hør titel-nummeret In the Court Of the Crimson King, og kom så ikke at fortæl mig, at du ikke fik en lille snert af storladen kongelighed på nethinden. Den holder hele vejen.
Bandet Yes, der læner sig tæt op af King Crimson stil, tilbød blandt andet Robert Fripp at erstatte deres daværende guitarist Peter Banks. Men så vidt jeg ved, så endte det aldrig med at være tilfældet, for King Crimson eksisterer stadig den dag i dag, dog har jeg ikke et særligt kendskab til deres efterfølgende plader, så byd gerne ind med anbefalinger.

Som bonus-info kan det nævnes, at King Crimson optræder på den ligeledes anbefalelsesværdig film Children Of Men (2006). Det er nok ikke en film for alle og enhver, men jeg er nu er sucker for post-apokalyptiske fortællinger.

Gå desuden på vinyljagt her.