Når den magiske stol bliver trukket væk under dig

02/21/2010

I morgen den 22.2.2010 udkommer Efterklangs nye album Magic Chairs, og jeg må erkende at det ikke var med små forventninger, at jeg åbnede en zip-fil til albummet, som jeg allerede nu godt kan afsløre, vil blive erstattet med vinyl udgaven. Albummet viser sig nemlig, at være endnu et højdepunkt i Efterklangs nu ganske fortrinlige diskografi.

Meget er sket siden de elektronisk-klassisk-dominerede plader, ep’en Springer (2003) og det første fuldlængde album Tripper (2004), som begge var nogle ufattelig kvalificerede albums. Hele det indadvendte univers der netop var på de to nævnte skiver, er sidenhen blevet trinvist overført til et mere åbent og tilgængeligt udtryk. Det startede et sted mellem den ensidede vinyl One Sided-LP (2006 ) og mini-ablummet Under Giant Trees (2007), som varslede nye takter fra Efterklang. Sidenhen kom Parades (også fra 2007) og bandet har nu, i forhold den kurs de satte i gang i 2006, nået til et foreløbigt højdepunkt.

Magic Chairs er et utrolig gennemarbejdet og ovenud optimistisk album, der så sandelig afspejler en noget lysere fremtid, end hvad tidens tendenser umiddelbart virker til. Finanskrise, krig og dårligdom virker ikke til at have en effekt på de kompromisløse og vældig dygtige cross-over artister fra Efterklang. Cross-over begrebet skal dog ikke have for meget på sig, for ligesom så mange andre låner Efterklang fra tidligere tiders æstetik, blandt andet med brug af renæssance-kor, romantiske arrangementer på diverse strygere, samt en veldoseret brug af blæsere i det omfang det er nødvendigt. Det bliver krydret med elektronisk-atmosfærisk-manipulation, som i hvert fald live, bliver udført af Mads Brauer, og af et meget sofistikeret rytmisk udgangspunkt.

Netop det rytmiske virker meget nøje arrangeret, og umiddelbart bidrager det med så meget, at det næsten kan høres for sig selv. At 90 % af albummet så byder sig til med utrolig umiddelbare melodier, der ikke virker til at dale i lytteværdi, netop takket være de tidligere omtalte elementer gør jo ikke skiven på nogen måde mindre lytteværdig.

Nogle særligt gode numre på Magic Chairs er blandt andet førstesinglen Modern Drift, Alike, I Was Playing the Drums, Raincoats, Full Moon, Scandinavian Love, Mirror Mirror og Natural Tune. Vent lige… var det ikke næsten hele albummet? Jo…så her er der lige en kort beskrivelse af en håndfuld af numrene:

Alike er et næsten Animal Collective’sk nummer der vel mest er på grund af deres utrolig tæt producerede beat, som hurtigt bliver akkompagneret af vokal og en varm akkordflade. Generelt et vildt energisk nummer, der både med blæse- og kor-arrangementer fører an. Casper Clausens vokalen er særdeles vellykket og Thomas Husmers trommer bliver ved med at dukke op med nye små figurer uden at det bliver rodet.

Et utrolig romantisk inspireret pop nummer er hvad der er kommet ud af I Was Playing Drums. Igen er rytmesektionen utrolig gennemarbejdet ligesom stryger-sektionen er det. Det når dog aldrig at blive kompakt da klaverets lyse melodier giver et nærmeste perfekt modspil til de andre lydlige indtryk.

Raincoats og Full Moon bliver begge sat i gang på en meget frisk måde. Raincoats bliver det med håndklap, og et atypisk uh-kor der ligesom sætter ens musikalske nysgerrighed igang. Full Moon starter meget dramatisk med det tidligere omtale renæssance-kor som giver en helt særlig stemning, mens et meget progressivt beat binder de elektroniske elementer med det igen meget klare klaver. Strygerne er ligeledes helt genialt doseret, og man må nok give en stor cadeau til vedkommende der har stået for arrangementerne.

Det sidste nummer jeg gerne vil kommentere er det spirende nummer Mirror Mirror. Med et klaver der med sin korte delay-effekter kommer til at virke meget billedligt på titlens gennemtænkte figur. Igen er det optimisme med stort O der er på spil.

Store dele af pladen skal efter sigende være undfanget i Feedback studierne i Århus, og det er så sandelig med et flot afkom. Efterklang følger en tendens hvor alternative orkestrer godt tør være umiddelbare og det klæder dem i høj grad. De gør det virkelig godt, og der er nogen der har lagt rigtig mange timer i de arrangementer, hvilket i sig selv giver en topkarakter fra denne blogger.

Efterklang – Alike

Efterklang – Full Moon


Årets udenlandske udgivelser

12/31/2009

Vores danske top 10’er endte ud med næsten hele 20 forskellige bud på hvilke albums der havde gjort indtryk i løbet af 2009. Ganske bemærkelsesværdigt synes vi selv, men også fedt. Med et endnu større udvalg på den udenlandske scene, skal det blive interessant og se om listerne bliver lige så alsidige igen…

De ti bedste udenlandske plader:

Runes ti bud:

10. The Beatles – The Beatles Stereo Box Set

Det er sjældent at genudgivelser for lov at optræde på en årsliste. Dette år bliver der gjort en lille forskel da året her ikke har været ligesom alle andre år. Når bagkataloget fra et band som The Beatles bliver genudgivet i en lydmæssigt meget forbedret form, så er det ikke noget der kan forbigås på denne liste.

9. Fuck Buttons – Tarot Sport

Fuck Buttons er uden tvivl i en klasse for sig selv indenfor deres støjede digitale univers. Med Tarot Sport har de gentaget succesen fra Street Horrrsing. Surf Solar er fremragende og generelt udvider pladen deres univers betydeligt. Musik når der følelserne ikke holdes tilbage.

8. Girls – Album

Helt igennem gennemført indie-album med solide ørehængere, som måske trækker på ældre indie’ske skabeloner, men som er så mange niveauer over hvad vi er vant til.

7. The Pains Of Being Pure At Heart – s.t.

Bandet med det mest fantastiske navn er storleverandører af en forfriskende naiv og insisterende teenage-støj-pop.

6. THE xx – xx

Der er virkelig skruet ned for de store instrumentale arrangementer på xx. Her hersker simplicitet og enkelthed, med den ene begrundelse at der ikke er behov for mere. Musikken formår uden tvivl at formidle og levere interessante, drømmende og ikke mindst utrolige cathcy sange.

5. jj – jj No2

Jj har bedrevet en kort plade, der næsten grænser til ep-længde men med så ufattelig meget charme.

4. Grizzly Bear – Veckatimest

Der findes nogle fantastiske sange på Veckatimest hvor Two Weeks og While We Wait For the Others er nogle af de stærkeste. Grizzly Bear nu med mere tilgængeligt materiale og med en fornemmelse for at skrue et genialt arrangement sammen. Bandet er vokset så uendelig meget siden deres første plader hvoraf Horn Of Plenty har været den mest gennemførte for undertegnede, og det er ligeså meget det faktum der gør denne plade til en bedrift. Grizzly’erne viser at de kan meget mere, og at de er nogen man for alvor skal holde et skarpt øje med.

3. Bon Iver – Blood Bank

Selv dette kun er en ep fra amerikanerens side, så viser den flere sider af den utroligt talentfulde alternative folk-sanger. Det er fire vidt forskellige numre, og selvom han også i dette år har udgivet en plade med konstellationen Volcano Choir, så er det så absolut hans solo-præstationer der er værd at hæfte sig ved. Jeg vil anbefale enhver at tage en lytter til disse himmelske fire numre.

2. The Antlers – Hospice

En utrolig stemningsfuld plade. Selvom emnet er utrolig sørgmodigt (pladens titel siger vist det hele) og vanvittig sentimentalt, så besidder alle numre en nerve der sjældent er set mage. Jeg er stor tilhænger at den utrolig nærværende rumklangs-sovs der er benyttet på vokalen, det er så veldoseret i netop denne sammenhæng at det netop underbygger det patetiske emne. Det er næsten som en film hvor vi følger et skæbnesvangert sygdomsforløb, og hele tiden er lytteren den der ligger øre til den sagte røst, der indlemmer os i en af de hårdere tider i et menneskes liv. Det er bemærkelsesværdigt hvor troværdigt det bliver formidlet og så uden at det bliver en tåreperser.

1. Animal Collective – Merriweather Post Pavillion

Dette er måske ikke den mest originale kåring, da mange andre sider allerede har lovprist denne plade og dens betydning. Jeg læste et sted (som jeg desværre ikke kunne finde), at det var sjovt at det var den alternatives musiks tilbøjelighed til at være mere tilgængelig der bliver lovprist, mens de tilgængelige musikanter bliver lovprist for at være mere alternative. Ja, det er en sjov og relevant betragtning må jeg sige, meld gerne ind hvis i kan huske hvem der har udtalt det, eller er stødt på citatet. Om ikke andet, så er dette album et eksempel på dette, og derudover indeholder det flere af årets absolut bedste numre. My Girls skal nævnes, det skal Brother Sports også, men derfor er alle numre stadig fantastiske. Et vanvittigt nyskabende album (og de er fortsat på deres nyligt udsendte ep Fall Be Kind).

Rikkes 10 bud:

10. The Clientele – Bonfires On The Heath

The Clientele har deres egen unikke lyd, og de holder fast i den. Deres monotone charme har i hvert fald grebet fat i mig endnu engang. Jeg bliver nødt til at opleve dem live i 2010!

9. Bowerbirds – Upper Air

Bowerbirds har, ligesom The Clientele, deres egen lyd som næsten ikke er til at så for. Jeg forbinder af en eller anden mærkværdig grund, Bowerbirds med varme og hygge, og det er bestemt også hvad man får, uanset om man sætter Hymns for a Dark Horse (2007) eller Upper Air fra i år på pladespilleren. Selvom det kunne lyde som om at de er en kende ensformet, skal det lige siges at jeg bestemt ikke keder mig i selskab med deres varme og hyggelige lyd. Mmm.

8. Camera Obscura- My Maudlin Career

Det her er et band jeg uden tvivl har dyrket alt alt for lidt. De har hele tiden ligget lige der rundt om hjørnet og luret, men det er først i år jeg har fået taget mig sammen. Og efter at have oplevet en rigtig dejlig koncert med dem på Loppen, sprang jeg langt om længe på vognen, og jeg har ikke set tilbage ét eneste øjeblik siden. Jeg ved ikke hvad der er med den her plade, men jeg vil ikke give slip.

7. Isbells – Isbells

Der var dem (inkl. min medskribent) der sidste år faldt hovedkulds for Justin Vernons skrøbelige stemme og kårede For Emma, Forever Ago som årets bedste plade over hele linjen. Som i sikkert allerede har gættet, var jeg meget svær at overbevise på den front, og er det stadig tildels. Det komiske er så, at jeg ved et tilfælde faldt over denne her plade kort før jul og holdt af den lige fra start, også selvom forsanger, Gaetan Vandewoude’s stemme og pladen i det hele taget, langt hen ad vejen minder mest af alt, om alt det der netop kendetegner Bon Iver. Et nummer som Without a Doubt med sætningen “I can’t change the world with melodies, but I’ll try“, var nok til at jeg var solgt til stanglakrids. Pladen kan anbefales på det kraftigste! (edit: også hvis du er til Fleet Foxes)

6. M. Ward – Hold Time

Jeg blev først introduceret for denne charmerende sangskriver i år, og startede ud med pladen Post-War fra 2006, som er en lille perle der gik direkte ind under min hud. Da Hold Time så udkom, var jeg helt solgt. Numre som Never Had Nobody Like You og Hold Time gik rent ind i mit univers, så derfor er denne plade meget svær at komme udenom for mit vedkommende.

5. Grizzly Bear – Veckatimest

Jeg har fulgt dem i årevis som morgendagens stjerner og pludselig er de det. 2009 har været Grizzly Bear’s år, uden tvivl. Og jeg finder det alligevel underligt at de pludselig er så eftertragtede, men forstår det på den anden side godt når jeg lægger ører til deres lille mesterværk af en plade. Jeg husker tydeligt den dag jeg købte den med hjem og var helt betaget af både vinyl, cover-art og musik i timevis. Det er smukt,

4. The Antlers – Hospice

Skrøbelig storladenhed er vist de rette ord at bruge om denne plade. Den går lige i hjertet på én og skal med andre ord, egentlig slet ikke beskrives med ord. Den skal høres!

3. The Whitest Boy Alive – Rules

Hvordan kan man begå én af årets bedste koncerter uden også at befinde sig blandt årets bedste plader?! The Whitest Boy Alive har gjort det igen! De har lavet en plade man både kan dvæle ved, skråle og danse til, og jeg elsker det. Gravity ramte mig lige i hjertekulen og blev hængende i månedsvis. Faktisk fristes jeg til at sige at det nummer må være mit dette års soundtrack, hvis man kun måtte vælge 1 nummer. Numre som Keep a Secret, Courage og Island kan når som helst få mig på dansegulvet.

2. Múm – Sing A-Long To Songs You Don’t Know

Múm plejer at lave plader jeg kan svæve til drømmeland med i ørerne. Dvs. plader jeg sjældent satte på i dagtimerne medmindre der stod en dejlig middagslur på menúen. Det skal ikke menes som en dårlig ting, men derimod en måde at sige på at múm som regel ikke laver plader man kan synge eller danse til. Det mærkat har de droppet denne gang, og lavet en dejlig lille plade proppet med små pop-perler som man både kan danse til og synge med på, hvis man lyster, men også pop-perler der stadig indeholder denne visse “múm-sfære”. Det er det jeg holder rigtig meget af ved denne plade, som selvfølgelig sættes på mest i dagtimerne.

1. Loney, Dear – Dear John

Et soundtrack til den perfekte nattefrost gåtur ned ad mindernes veje. Emil S. er blandt mine yndlingsmusikere, og på trods af dance-hentydningerne på dette album, har han igen igen igen ramt plet lige der hvor det svier allermest bittersødt. En dejlig fornemmelse.

Godt Nytår! 🙂

PS: Vi ved der sikkert mangler en del plader, men størstedelen af begrundelsen til hvorfor de ikke er kommet med på listerne, er ganske enkelt at vi ikke har haft tid til at høre dem endnu…


David Letterman med på noderne

05/09/2009

I sin tid kom min lille fætter ind på mit værelse og fortalte at han havde set David Letterman for nylig, og var faldet pladask for den her hawaiianske gut som havde spillet på Letterman’s show. Gutten hed Jack Johnson, og selvom jeg ikke har set klippet selv før nu, så fik jeg hurtigt tjekket manden ud og faldt ligeså pladask for hans charmerende og tilbagelænede musik. Her er det klip som min fætter havde set:

Efter at have fået øjnene op for showet, forsøgte jeg at følge lidt med. Men med de skæve sendetider og faktum af at der indimellem kan være langt imellem de gode navne, røg jeg hurtigt af vognen igen. Indtil for nyligt da jeg faldt over det igen, og igen blev imponeret over de navne han hiver ind. Vi har jo både at gøre med store garvede navne som f.eks. U2…og så ned til de mindre kendte navne som Josh Ritter eller Grizzly Bear for den sags skyld. Allersenest har Animal Collective spillet:

Og Bat For Lashes:

Jeg synes det er bemærkelsesværdigt at han efter hvert act nævner at de har en ny CD ude, når han står med en vinyl i hånden. Haha! Det er også nogle gange tydeligt, at han blot er vært, og det er diverse producere der nok har haft en finger med i spillet med hensyn til hvem der skal spille. Men det tager jeg nu ikke så ilde op. Det er stort når de navne man lytter til, bliver vist på sådan et stort program.

Grizzly Bear spiller der igen her d. 20. maj. Men eftersom vi er en uge bagefter i Danmark, bliver det jo nok først vist i TV omkring d. 27. maj. Det bliver fedt at se dem i sving igen og jeg håber også at de kommer til Danmark på deres næste europatour. Det SKAL de! Jeg husker stadig deres koncert på Pitstop tilbage i 2006 meget tydeligt. Mmm. Her er imidlertid deres optræden i Letterman fra sidste sommer:


Dyrevennerne

03/11/2009

Jeg var så heldig at få en billet foræret til den ellers udsolgte koncert med Animal Collective i Amager Bio i fredags. Jeg må være ærlig og indrømme at det ikke lige er det band jeg har dyrket allermest, så jeg havde ikke lige så mange forventninger som min veninde, der viste sig at være kæmpe fan, jo nærmere vi kom koncertstart.

Hele min oplevelse den aften, blev lidt farvet af den døsighed, som den voldsomme bas fremkaldte. Den var allerede gal ved opvarmningen, som Pantha Du Prince stod for. En hætteklædt fyr der gemte sig bag en pult, som stod han og blandede en magisk drik. Det var meget svært at se hvad han egentlig lavede, men det der kom ud af højttalerne i 40 lange minutter (næsten uden afbrydelser), mindede mig mere og mere om en rave fra mine tidlige teenage-år, jo længere vi kom ind i settet, end om det lydunivers jeg var sat op til at skulle ind og opleve. Kort sagt, jeg brød mig ikke rigtigt om det.

Vi stod helt oppe ved scenekanten, lige foran Noah Lennox aka Panda Bear, som tydeligvis var den pigerne omkring mig, havde ventet på. Rent lydmæssigt, startede det godt ud, men der varede ikke længe før jeg blev nødt til at hive mine ørepropper frem på grund af den voldsomme bas. Det siges jo, at du for det meste får den bedste lydoplevelse hvis du står nede ved lyd/mixerpulten, men da min veninde insisterede på en plads oppe ved scenekanten, og jeg syntes det var en god idé i forhold til hvad ryg og knæ efterhånden kan holde til, blev det sådan. Jeg har så også efterfølgende via diverse anmeldelser, erfaret at det ikke kun var der hvor vi stod, at lyden fremstod meget mudret til tider. Jeg skyder skylden på den vilde bas der til og med fik glassene på scenekanten til at hoppe og danse! Derudover havde de det med at trække nogle af numrene i langdrag, og bandmedlemmerne virkede ikke supertændte på at være på scenen. Hvilket var ærgeligt, for det virkede virkelig som om at folk havde set meget frem til denne koncert.

Men ser man bort fra det, så var det nu alt i alt en god aften med en koncert der startede sløvt ud og endte i det mere energiske hjørne, hvor folk endelig fik lov til at danse og hoppe lidt. For tilsyneladende havde en stor del af publikum forventet at koncerten ville udvikle sig til noget som de kunne danse til. Det var nu ikke det jeg havde forventet, i og med at mit indtryk af Animal Collective inden koncerten, var de her fantastiske lyduniverser, som nogle gange kan være svære at forestille sig live, og jeg havde set frem til bare at stå og nyde indtrykkene og se hvordan bandet havde tænkt sig at fyre dem af live. At det så blev lidt spoleret af denne her voldsomme bas er så hvad det var. Jeg blev generelt meget imponeret over at man kan fremstille sådan nogle små værker af syret musik, og samtidig holde takten, som sad man og hørte pladen. Sikke et cirkus…på den gode måde!

Jeg vil hermed slutte af med mit nye favoritnummer med de kære dyrevenner: