Hovedstrømspopulær

07/14/2009

Jeg har altid været imod at sammenligne noget musik med noget andet musik (især i forbindelse med anbefalinger og lign.), men har med tiden opdaget at det er umuligt at lade være, og i virkeligheden et ret godt værktøj. Især fordi jeg stinker til at proppe musikken ned i kasser, de såkaldte musik-genre; pop, rock, pop-rock, indie, indie-rock, indie-pop, gymnasie-rock, alternativ, undergrund, elektronisk, new wave, new romantics, punk, glam, beat, rock’n’roll, classic rock, shoegaze osv osv.

Hvornår ved man når man spiller den ene eller den anden genre musik?? Går man som musiker bevidst efter de forskellige genrer? Eller er det anmeldere og medier der prakker genrene på dem? Eller drejer det sig i sidste ende om smag og behag og musikalske baggrunde? Jeg tror ikke der findes noget endegyldigt svar, da det afhænger meget af de forskellige omstændigheder.

Genrejunglen vil ingen ende tage. Selv din iTunes kan ikke altid finde ud af at kende forskel på hvad der er hvad og kalder f.eks. Adem og Bat For Lashes for Alternative & Punk…og siden hvornår er The Thrills blevet til Psychedelic Rock?? – Ved disse spørgsmålstegn, har jeg jo i og for sig også allerede givet udtryk for, at jeg på trods af ovenstående udtalelse, alligevel har én eller anden idé om hvilken musik der passer ind bestemte steder i junglen.

Når det så er sagt, er der to hovedgenrer, som på det sidste har givet mig stof til eftertanke (især i forbindelse med nogle eksamensopgaver)…det drejer sig om Mainstream Pop og Indie. For at starte med førstnævnte, er det en meget udskældt genre. Alle ved hvem og hvad der er tale om, men det er de færreste der tør stå inde for at de egentlig ikke har så meget imod det. Det har denne blog for nyligt taget op som hovedmission. Jeg læste tidligere i dag en artikel af Lisbeth Ihlemann (ph.d. og adjunkt ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet), hvor hun (godt nok med udgangspunkt i boybandet, men de er jo ligesåvel en del af denne genre), beskriver genren således:

Musikken kan indledningsvis beskrives som mainstream pop: musik, der hellere bliver inden for rammerne end går udenfor, musik, der prioriterer vellyd frem for eksperimentet, musik, hvor den langsomme romantiske sang, balladen, er kernen i repertoiret og musik, hvor vokalen betyder næsten alt, altså hvor den menneskelige repræsentation står i fokus.

Hun taler altså om genren som det renpolerede udtryk hvor den menneskelige præsentation er i hovedsæde, hvilket vel passer meget godt ind på en stor del af denne genre, da det visuelle udtryk i langt de fleste tilfælde er det vigtigste. Jeg så f.eks. for nyligt et interview med Britney Spears, hvor hun skulle forestille at tale om musikken på hendes nye plade…men istedet for at fortælle om den i tekniske detaljer og små sjove anekdoter, som man er vant til fra andre genrer, lagde hun istedet tryk på, at de numre der havde fundet vej til pladen, var numre hun havde lyttet til og kunne se visuelt for sig. Det beviste hun da også til fulde til det show hun fyrede af i Parken i weekenden (jeg var der ikke selv, men har læst mig frem via anmeldelser og debatter), hvor hun fyrede noget af et show af. Folk der blev interviewet i nyhederne, sagde i de fleste tilfælde, at de så frem til at opleve showet. Hvor er musikken henne i det her? Og er det så ikke skræmmende at tænke på hvor mange plader kvinden sælger, når det hele i virkeligheden slet ikke drejer sig om musikken?

Der er ikke noget at sige til, at denne genre er udskældt især iblandt musiknørder og musiksnobber, som for det meste kræver mere hjerne og oprigtighed bag musikken. Men hvem kan ikke stå for en god catchy melodi i ny og næ?

(jeg vender Indie-genren på hovedet i mit næste indlæg)

Reklamer

Overflade TV og undergrundsmusik

05/20/2009

Jeg skal skrive om mainstream vs. undergrund via pladecovers i én af mine eksamensopgaver. I den forbindelse har jeg valgt at bruge dette:

og dette

som eksempler, hvor jeg bl.a. skal komme ind på æstetik og branding igennem nogle teoretikere, som jeg ikke vil kede jer med nu.

Grunden til at jeg starter mit indlæg med at nævne det her, er fordi at jeg forleden aften var faldet i søvn foran fjernsynet og vågnede til et så ligegyldigt reality-program som Paris Hilton’s – My New BFF, da de dejlige toner af Marching Band (som er bandet bag mit udvalgte undergrunds-cover) dukker op i programmet. WHAT?!?! Det gav jo absolut ingen mening…at verdens hidtil mest overfladiske reality program gør brug af noget så rart og nede på jorden musik som Marching Band…huh?! Se selv (beklager den meget dårlige kvalitet):

Det er jo langt fra første gang sådan noget sker, bare se dengang The Flaming Lips dukkede op på After Dark i Beverly Hills 90210. Men jeg må stadig indrømme at jeg er en smule i chok, da Marching Band nok var det sidste band jeg havde forestillet mig, ville blive brugt som underlægningsmusik i sådan et program…!

Her er et par sange af de fantastisk rare svenskere. Den første video er ganske underholdende, og sikke en dejlig sang:

og den her sang passer vel egentlig meget godt ind til temaet:

Deres plade er iøvrigt ganske anbefalelsesværdig!