I reminiscensen af Spot

06/03/2010

Hvis du klikkede play på videoen (som i øvrigt er et af årets mest charmerende videoer) før du læste videre, så er du nu bekendt med en talentfuld ung mand fra Århus. Navnet er Snævar Njáll Albertsson, og han har flere aktiver på det musikalske område. Her på bloggen har vi for nylig omtalt Snævars solo-projekt: Dad Rocks! Som vi efterfølgende har hørt i fuldlængde, og den nyligt udgivende ep Digital Age kan anbefales på det allervarmeste.

Ellers er Snævar frontfigur i bandet Mimas, som har haft store koncertsucceser i udlandet. Undertegnede var så heldig at fange Snævar over mail (gud forbyde det i disse skønne soldage) før han drager på turné med Mimas, der blandt andet går til Tyskland, Luxembourg! og Schweiz. Generelt for Mimas må man sige, at de er utrolig dygtige til at etablere kontakter i udlandet i forbindelse med deres koncertvirksomhed, og det er formentlig også derfor, at de har ry for at være et særdeles velspillende og underholdende orkester på en scene. Et nyligt eksempel på dette er på årets Spot festival, hvor de fire herrer havde iklædt sig hættetrøjer med et bloddruppende hjerte, samt udvidet deres oprindelige set-up. Her fik de flere positive ord med på vejen. Vi bringer mail-interviewet i en ucensureret udgave.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Hvordan var årets Spot festival for dig Snævar?
Det var en virkelig dejlig festival i år. Vejret var fantastisk. Jeg var i meget godt selskab, og vores koncert gik rigtig fint.

Hvad var det bedste du så?
Det er et virkelig godt spørgsmål. Jeg fik set alt for lidt musik, men det hænger selvfølgelig sammen med at jeg både spillede fredag og lørdag. Desuden mødte jeg virkelig mange mennesker, som man lige skulle sludre med. Nu bor jeg trods alt i Århus, så der var en del der gerne ville skåle. Jeg er rigtig træt af at jeg måtte misse Pinkunoizu og Kellermensch, men jeg fik dog fanget rigtig gode koncerter med Kings Light Infantry, Plök og så synes jeg faktisk at The Kissaway Trail gjorde det aldeles fint. Jeg så desuden det franske band Montgomery til et gogoyoko arrangement, og de var min store overraskelse til SPOT.

Hvordan synes du det gik med koncerter du spillede under festivalen?
Jeg er helt tilfreds. Dad Rocks! koncerten på taget af LYNfabrikken var en meget hyggelig affære, og det var ganske anderledes at prøve at skabe en intim stemning udenfor under en bagende sol. Men det gik helt fint, og publikum var meget modtagelige. Mimas koncerten gik ud over al forventning, og det var en helt speciel koncert for os. Det var første gang vi havde to ekstra blæsere med, som vi så benyttede til mange af de nyere sange, som bliver udgivet til efteråret. Publikum til vores koncert var fantastiske, og der var generelt en stor glæde over hele seancen. Vi havde virkelig glædet os til at optræde til festivallen, og havde sådan lidt en følelse af at ‘nu skal vi vise dem hvad vi kan’ – i og med at vi efterhånden har spillet flere koncerter udenlands end hjemme i Danmark. Vi delte ud af gratis eksemplarer af vores debut-plade, og vi kom alligevel af med 200 af dem, så jeg tror koncerten faldt i god jord.

Mimas på Spot 2010 (Foto af Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Nu var jeres koncert godt fyldt op, var det rart at folk fra byen kom og bakkede jer op også?
Klart! Men jeg tror nu ikke at vi betragter os som nogen form for lokale helte, eller noget i den stil. Det var dog uden tvivl en virkelig god fornemmelse at stå på scenen med et så talstærkt publikum, sådan noget kan ikke rigtig undgå at give selvtillid, og smitte af på bandet energimæssigt, og det resulterer gerne i et mere sindssygt show. Ikke for vi ikke ville give den hele armen hvis der blot stod ti, det har vi gjort masser af gange, men i det her tilfælde føltes det bare helt rigtigt at der var pakket.

Dad Rocks! til gogoyoko event under Spot 2010.

Du spillede både med dit solo-projekt Dad Rocks! og med dit band Mimas – godt nok kun med Mimas på den officielle plads – men hvordan synes du det var, at være i en situation hvor du repræsenterer to forskellige musikalske udtryk til eventuelle samarbejdspartnere?
Det føles egentlig ret naturligt. Det er to meget forskellige udtryk, og derfor bliver det også ret nemt for mig at adskille i mit musikalske univers. Og det samme tror jeg gælder for øvrige lyttere. Samtidigt er det en god mulighed for at gøre opmærksom på hinanden. Hvis der er nogen der rigtig godt kan lide Dad Rocks! kan de ikke rigtig undgå at stifte bekendtskab med Mimas, og omvendt. På den måde tror jeg faktisk kun det er gavnligt.

Mimas på Spot 2010 (Foto: Jacob Dinesen fra Gaffa.dk)

Har du/I fået nogle konkrete henvendelser siden Spot, hvis det har været ønsket?
Ja, det har vi. Det bliver forhåbentlig noget med nogle fransk festivaler, og vi er desuden blevet spillet en del i Estisk radio, og vi har desuden fået nogle meget pæne ord med på vejen af bl.a. Clash Magazine, som udkårede os som nogle af deres favoritter. Og så var der et par pladeselskaber som også har ytret sig i meget positive vendinger.

Hvad er din opfordring til andre der godt kunne tænke sig at præsentere sin musik for udenlandske samarbejdspartnere på Spot? Et godt råd?
Jeg synes personligt at det er vigtigt at man gør de ting man har det allerbedst med. Det er ikke nødvendigt at have et eller andet sindssygt sceneshow, hvor man har gjort en masse ud af nogle ting, hvis det ikke er nogle man er komfortable med. Personligt synes jeg at det skal kunne ses at man nyder at være tilstede, og at man viser at man rent faktisk elsker at spille koncerter. Det er de mennesker der ser på meget, meget interesseret i at man er.

I arbejder på nyt materiale i Mimas – er det meget anderledes end hvad vi tidligere har hørt?
Hvis man ikke har hørt Mimas live det sidste halve års tid, så er det ganske anderledes. Materialet er desuden ganske varieret på den nye plade, og der er både pop, slacker, hip-hop elementer, math-rock, råbe-kor og en klaver-baseret ballade.

Vil vi høre mere til Dad Rocks! i fremtiden?
Uden tvivl. Jeg regner med at lave en mere eller mindre lo-fi demo til sommer, som en optakt til min første fuldlængde, som jeg håber på at optage i løbet af efteråret, hvis alt går vel.

Vi takker Snævar Njáll Albertsson mange gange for at dele sine Spot erfaringer og fifs med os. Undertegnede kan som sagt anbefale Dad Rocks! ep’en på det varmeste, og ligeledes Mimas’ debut skive The Worries.

Goodies:

En foreløbig unavngiven sang fra det omtalte Gogoyoko arrangement i forbindelse med Spot festivalen på toppen af Lynfabrikken):

To gratiz numre med Dad Rocks! her:

Dad Rocks! – Nothing Keeps Up (Via Kanel Records hvor ep’en kan købes)

Dad Rocks! – Aroused By Hair (Via Kanel Records)

Hør desuden nyt materiale fra Mimas’ kommende plade på deres facebook gruppe, nummeret Application ligger til streaming.

Reklamer

Årets danske plader

12/22/2009

Enten er det os der er blevet mere opmærksomme på den danske musikscene det seneste år, eller også ER der virkelig røget en hel del flere gode plader på gaden i det foregående år, end normalt. Derudover har det været meget svært at nå at høre alle de plader der er udkommet, så vores lister er baseret på nogle af de plader der er nået igennem mængderne til vores ører og hjerter. Men det har stadig været meget svært at holde sig indenfor en top 10, og det bliver endnu sværer når vi om en lille uges tid vender tilbage med vores udenlandske top 10’er. Indtil da, kan i herunder tjekke blaa vinyl’s to skribenters bud på hvilke danske plader der har været de bedste i 2009:

ÅRETS DANSKE TOP TI PLADER:

RUNES TOP TI:

10. KITTY WU – SOMEONE WAS HERE

En for undertegnede ventet plade, som heldigvis kom ud til det positive. Deres storby-post-punk elementer klæder i højere grad deres sange, og som altid synes jeg, det er i de stille numre Kitty Wu’s sjæl kommer flottest og tydeligst til udtryk. Pladen er dog stadig fremragende og bandet forbliver at være en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder.

9. THE RAVEONETTES – IN AND OUT OF CONTROL

En geni-streg af Sune Wagner og Sharin Foo, at gå i studiet med Thomas Troelsen. Først var jeg lidt skeptisk overfor samarbejdet, men jeg må sige, at de har fundet en fremragende balance på dette album, mellem tilgængelighed og støj. De høster velfortjent også roser i udlandet, samtidig med at bandet er vokset utrolig meget live (jvf. årets koncerter).

8. BALSTYRKO – JAGTEN PAA NOGET

Gode danske sange med charme. Jeg faldt pladask for pladen, og jeg synes at de leverer et meget interessant verdensbillede via deres lyrik. Blæs B. og Ane T. går fint i spænd, og jeg elsker især musikken når der skal hygges, for eksempel når det sner udenfor.

7. SILVER GLEAMING SOUND MACHINE – ALL TOMORROW’S GARDENS

Kraut-pop af første og øverste skuffe. Nummeret Hawk er fantastisk ørehængende, og hvis man giver dette mini-album tid, så kommer de andre sange også op til overfladen. Det er en solid udgivelse, og den har generelt også høstet mange roser. Det er med rette vil jeg mene, og derfor glæder jeg mig også til at opleve bandet live i det nye år. Hør det for din egen skyld.

6. MEW – NO MORE STORIES ARE TOLD TODAY…

Frengers var fremragende, så røg jeg af på And the Glass Handed Kites, men så røg jeg på igen på No More Stories… De præsterer nogle meget overbevisende og originale ting på denne komplicerede prog-pop-plade, med rytmer der ikke er hverdagskost. Jeg ærgrer mig meget over, at jeg missede deres koncerter for nylig, men jeg vil meget gerne se dette album opført live i 2010.

5. KELLERMENSCH – S.T.

En af de mere personlige overraskelse. Undertegnede havnede ved deres koncert i forbindelse med Spot festivalen, og selvom de ligger uden for min vanlige genre, var jeg meget overbevist af deres dystre kælder-æstetik. Albummet er mindst ligeså optimalt, og deres dynamik i forhold til at have to så forskelligartede forsangere, er et stærkt våben til deres udtryk. Jeg glæder mig til at se hvad de tager det til.

4. CHIMES AND BELLS – INTO PIECES OF WOOD (EP)

Cæcilie Triers vokal i Chimes And Bells spænder meget vidt, fra det dybeste dybe til de højeste fine intense toner. Det meget melankolske og indfangende univers bliver gør Into to Pieces of Wood, til dette års bedste danske EP. P.S. Et fuldlængde album næste gang tak!

3. I GOT YOU ON TAPE – SPINNING FOR THE CAUSE

De er Danmarks bedste rock-band, dog ikke med den klassiske jeg-kan-overtage-verden attitude, men med en tilbagelænet dygtighed, og en sangbog fyldt med favoritter. På Spinning for the Cause udvider IGYOT deres spændvidde og deres bredde, både musikalsk, vokalt og arrangementsmæssigt blandet med deres tilbagelænede stil, bliver en stilsigende måde at give resten af verden muligheden for at tage dem til sig. Suverænt album.

2. BAND ANE – TOO AND FREE

Too And Free kan få legesygheds-stemplet lige på midten af coveret, for der er så mange finurlige ting man opdager ved mange gennemlytninger, og de sporadiske og abrupte elementer går op i en meget høj enhed. Jeg håber virkelig Band Ane får succes med dette album, for det er i en elektronisk klasse for sig.

1. OH NO ONO – EGGS

Oh No Onos Eggs er meget svær at komme uden om. Den har vist en helt ny og meget ambitiøs side af den danske musikscene. Der er efter sigende lagt utrolig mange optage-timer i dette album, samtidig med at numrene på pladen er særdeles forskellige. Oh No Ono viser så mange sider af sig selv, og de viser at bare fordi, man kommer fra et lille land, så kan man godt skyde efter toppen af skyerne, også selv det i dette tilfælde er med æg. Dette årtis danske svar på Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band – fremragende præstation.

RIKKES TOP TI:

10. OH NO ONO – EGGS

Oh No Ono plejer ellers normalt ikke at være iblandt mine favoritter. Primært på grund Malthe Fischers heliumsramte Mickey Mouse stemme. Men Oh No Ono er vokset med opgaven, og selvom Fischers stemme stadig dominerer lydfladen til en vis grad, er det alligevel et imponerende værk de har stykket sammen. Det har uden tvivl været de mange mange optagetimer værd, som de har brugt på dem. Det komiske er, at jeg allerede inden jeg havde hørt pladen, så de tydelige Beatles-referencer (pga. coveret) som min med-skribent allerede har været inde på, men når man hører pladen, er man ikke et sekund i tvivl om hvor inspirationen blandt andet kommer fra.

9. TWINS TWINS – UNTIL DAWN

De kære aalborggensiske drenge, har langt om længe fået udgivet deres langspiller, som desværre er udkommet i næsten ubemærkethed, hvilket er en skam. Pladen indeholder alt det en indie-rock plade af denne kaliber skal indeholde; vokal-harmonier, synthezisers, de skæve taktarter og den energiske indie-guitar (ja, jeg misbruger indie-udtrykket her..beklager!) som vi kender den fra det tidlige Figurines.

8. TURBOWEEKEND – GHOST OF A CHANCE

Turboweekend har i år leveret en dejlig plade der er lidt mere afdæmpet end den første, hvilket har passet mig glimrende. De har stadig deres unikke lyd i behold, den er blot blevet meget mere sammenspillet, end på den første plade. Numre som Holiday, Sweet Jezebel, Trouble Is og Almost There! har i hvert fald været med til at farve min hverdag i løbet af 2009.

7. FACTORY45 – WOULD YOU TAKE OFF THE THINGS THAT YOU LIKE THE BEST?

Hvem havde troet at et dansk indie-rock band i den grad kunne bringe 60’erne til 00’erne på en så elegant og underspillet måde?! Ikke jeg. Faktisk, for at være ærlig, havde jeg svært ved at hoppe på vognen til at starte med. Men efter at have oplevet dem live, såvel akkustisk som med fuldt band, blev jeg endelig overbevist af deres charmerende tilgang til musikken, som mest af alt bringer mig tilbage til en moderne udgave af et hvilket som helst 60’er-pop-band med den pæne facade, men de rå rock’n roll hensigter ligger lige under huden og blinker til dig.

6. CODY – SONGS

Den første gang jeg hørte denne plade, bragte den straks tankerne hen på deres danske kollegaer i Larsen and Furious Jane (især på bandets to første fuldlængdeudspil), fordi deres lyd på så mange måder er så ens. Men efter et par gennemlytninger og fornøjelsen af at opleve dem live, kunne jeg alligevel godt slå sammenligningen til side og nyde musikken som den er – sin egen. Mange har kaldt det en country-folk plade, og det kan da også godt være at det er det, jeg synes blot det er en smuk én af slagsen.

5. THE LIBERTY BALANCE – THE LIBERTY BALANCE

Vi er i lidt samme boldgade som Cody, dog i en noget mere nedbarberet form. Jeg spottede dem på sommerens SPOT festival, og har næsten ikke kunne slippe dem siden. Slet ikke efter jeg fik pladen foræret og endelig fik sat titler på nogle af de fantastisk tunge, men svævende og alligevel forskellige numre som Viva (we all sing), You Hold My Hand og When The Whole World.

4. BODEBRIXEN – WHATSINSIDESWHATSOUTSIDE

De var også med på min top 5 sidste år, hvor jeg skrev en meget passende begrundelse som egentlig stadig passer. Og ja, vi kan diskutere hvor vidt en remixed plade gælder som en ny udgivelse eller ej, men jeg ser denne her som deres reelle debut, og synes også at den er langt mere sammenspillet end den første. Man kan ikke sidde stille (eller for den sags skyld lade være med at skråle med) fra ende til anden, og det synes jeg er fantastisk. Efter min mening skal der gerne være mindst én plade af denne slags med på enhver top XX liste. Kom så…frem med tambourinerne og dans!

3. SLARAFFENLAND – WE’RE ON YOUR SIDE

Denne plade er fantastisk fordi den har lige dele melankoli og glade toner, blandet sammen på en vidunderlig måde. Jeg har nydt rigtig godt af at cykle rundt i Københavns gader med denne plade i efterårets mange mørke og regnfulde eftermiddage og aftener. Det perfekte soundtrack på én eller anden finurlig måde. Skøn plade!

2. MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET – BLIK, BANG BANG

Det er de færreste dansksprogede albums jeg giver bare den mindste chance. Måske er det pga. Tue West der i sin tid spolerede denne scene godt og grundigt for mig…det er ikke til at sige. Men af de meget få dansksprogede plader jeg har hørt i år, er denne klart den bedste. Den er alsidig rent musikalsk, lige fra de følsomme ballader, over popnumrene og til de mere støjede elementer (sidstnævnte er jeg dog ikke så begejstret for), men mindst lige så meget også pga. lyrikken. Det er alt i alt en dejlig plade, og selvfølgelig skal der også være plads til en plade med modersmålet som hovedingrediensen, når man laver en dansk topliste.

1. HYMNS FROM NINEVEH – UNCOMPLICATED CHRISTMASSONGS

Det kan måske diskuteres hvorvidt en jule-EP kan indtage pladsen som årets bedste plade. Men jeg har ærligt talt også haft svært ved at placere de forskellige plader på deres rette pladser, og denne plade var den eneste hvor det føltes 100% rigtigt med 1. pladsen, mest fordi den er én af de mest lyttede plader i mit diskotek (bibliotek om i vil) den seneste tid, men også fordi at den er fremadsynet. Forstået på den måde, at jeg slet ikke kan vente med at høre Hymns’ rigtige album, som udkommer til august næste år. Dermed ikke sagt at de andre plader på listen ikke kan det samme…jeg har bare ikke oplevet det i sådan en grad med noget rigtig længe…og det må bestemt være et tegn!

Vi kommer med den udenlandske top 10 inden nytår, so stay tuned!
Glædelig jul 🙂