blaa vinyl #15: Den femte Beatle

04/12/2010
Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.

Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.

Coveret til dokumentarfilmen fra 2005

Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af  større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.

Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.

En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.

Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.

Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994) og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.

Mp3: Daniel Johnston – True Love Will Find You In The End (Fra Impressionable Youth)

Mp3: Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time (Fra Some Of It Was True!)

Reklamer

00’erne del 1

01/20/2010

Jeg har længe gået og funderet over en måde man kunne præsentere sit musikalske nostalgiske syn på 00’erne, uden decideret at lave lister og uden at det bliver for trivielt…

I min jagt på dette, er der et album som konstant er dukket op i min bevidsthed (og dermed på min iPod og på anlægget)…nemlig Is This It af The Strokes fra 2001. Denne plade er meget svær at komme udenom når vi taler om 00’erne. Og så kan det godt være at den er kåret til årtiets bedste plade i diverse magasiner, men det er ikke så meget det det kommer an på. The Strokes ramte i 2001 et meget ømt punkt rent musikalsk…de genoplivede den rebelske rock, som nærmest havde ligget i dvale siden Kurt Cobain døde… De gjorde med andre ord rocken populær igen, og genindførte i samme snuptag, Converse sko, halvlangt fedtet hår, læderjakke og jeans!

Det er en plade som har fulgt mig nærmest siden den udkom, og der er blevet drukket, skrålet og danset i en uendelighed til den. Jeg har desværre aldrig nået at opleve dem i levende live…men mon ikke det nok skal komme på et tidspunkt?! Om ikke andet må jeg i mellemtiden nøjes med denne lidt komiske og halvstenede dokumentar, som bandet selv har filmet. Jeg ved ikke om det bare er mig der er langsom, men jeg faldt først lige over den i dag, og synes den er et sjovt eksempel på hvor meget tid der skal fordrives på sådan en tour, og hvad det fører til af skøre ting og sager. Synes især det er komisk at de starter ud med en bus, som de alle mand skal skubbe igang, hver gang den skal starte. Og samtidig får jeg bekræftet min påstand om at musikere er lidt ligesom børnehavebørn; legesyge og nærmest ustyrlige. Se selv:





Manden der ikke kunne smile

09/09/2009

Vi har alle haft vores Nirvana periode før eller siden. Jeg havde min for 7-8 år siden, og har ikke rigtig dyrket bandet siden. Min lillebror har dog dyrket dem i noget større stil end jeg, og derfor lånte jeg for nylig hans Nirvana – Unplugged in New York DVD, fordi jeg aldrig har fået den set. Efter at have set de første 4 numre, gik det op for mig hvor gravalvorlig Kurt Cobain var… Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om det var fordi han gennemlevede stemningen i sangene når han sang dem, eller om han bare var kronisk sky for al den opmærksomhed de fik. Det kan også godt være det var en blanding. De lagde jo ikke skjul på dengang, at de virkelig ikke forstod hvorfor folk var så vilde med dem, og gjorde sådan et stort nummer ud af det. Se følgende interview:

Han bløder dog heldigvis lidt mere op nogle numre længere henne og småjoker, men man ser eller hører ham ikke rigtig grine. Herunder laver han for første gang lidt sjov:

Jeg ved ikke hvad der er med det band, men selvom man ikke længere er en teenager der har det “hårdt” og synes hele verden er imod én, så er det som om deres musik altid vil have noget utroligt fængende over sig.
Det er de færreste bands/solister der kan have den tidløse effekt.