Årets koncerter

12/04/2009


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.


Første og sidste dag

09/01/2009

Paradoksalt nok, har denne såkaldte første dag i efteråret, været en sommerdag med temperaturer på over 25 grader. Så snakken om, at sommeren er slut, er ikke helt til at forstå når man cykler rundt i Københavns gader iført sommerkjole og lunt vind i håret. Men det kan nu alligevel mærkes lidt på luften og det bliver hurtigere mørkt. Det er igen tid til at spendere sine aftener i de endnu mørkere koncertsale, og suge en masse lækker livemusik til sig, i den ene eller den anden form. Mit program ser således ud (med forbehold i forhold til den skrantende økonomi):

4. september – Soulfuld og Ghettosoul present: Marc Forrest m.fl., CPH Jazzhouse
7. september – Mouritz/Hørslev Projektet release, Huset i Magstræde 4. sal
12. september – CODY release, Huset i Magstræde
18. september – Fælles Studiestart (Bodebrixen m.fl.), Klostret
30. september – Camera Obscura, Loppen

1. oktober – Malcolm Middleton + The Pictish Trail, Vega
4. oktober – J. Tillman + Pearly Gate Music, Vega
11. oktober – Bowerbirds, Loppen
24. oktober – Forest & Crispian + Factory45, Klostret

10. november – Phoenix + Noah And The Whale, Vega
13. november – Chin & The Ragga Pack, Klostret
15. november – Monsters Of Folk, Vega
23. november – Damien Jurado, Loppen
24. november – Grizzly Bear + St. Vincent, Vega

5. december – Alloy Alloy + 85 dB, Klostret

Pyha, sikke en omgang. Jeg får umuligt råd til at opleve alle de nævnte koncerter, men jeg vil selvfølgelig bestræbe mig på at nå så mange af dem som muligt, da det er et fedt fedt program. Og der er sikkert nogen jeg har overset. Det bliver et begivenhedsrigt efterår på den musikalske front. Uden tvivl.


Roskilde kvaler – men efterårsplaner

07/02/2009

RTEmagicC_961cfd6ad1.jpgJa nu er Roskilde Festivalen godt nok over de fleste, men for os der prioriterede og nu kan sidde med en bitter smag, bliver vi jo nødt til at kigge fremad. Tidligere på denne aften sad min medskribent og jeg og diskuterede kommende koncerter i efteråret. Det viser sig, at der trods sørgelige nyheder om, den forhåbentlig sidste nedjustering af den rytmiske musik i dette årtusind, er et fremragende program på den anden side af torden-varmen og solskinnet på de regionale spillesteder. Der er både gode nyheder til københavnerne og til århusianerne

I København er der både Roskilde navne (som eneboere der ikke skal på Roskilde kan indhente): The Pains Of Being Pure At Heart (Vega d. 2. august), Vampire Weekend (Vega d. 13. august), Deerhunter (Vega d. 16. august), Grizzly Bear (Vega d. 24. november) en lille frækkert ind imellem er Kings Of Convenience (Vega d. 6. oktober), som jeg personligt ser utroligt meget frem til at høre mere fra. Generelt er det Vega der (som ofte) har et rigtig stærkt program. Sunset Rubdown på Loppen d. 6. september kunne også lokke.

Kigger vi på skansen omkring det århusianske er der også kvalitet at spore:

Musikcaféen byder blandt andet på:

  • Chimes & Bells, d. 27. august (Store dele af Choir of Young Believers)
  • Marybell Katastrophy, d. 11. september (Som altid med deres blandede besætninger)
  • Cody + flere, d. 10. oktober (der lyder som et utrolig spændende alternativ på den mere afdæmpede side af musikken)
  • Taxi Taxi!, d. 28. oktober (De svenske tvillinger der synger som din bedste drøm)

Det (til den tid) nyrenoverede Voxhall har prominente navne i kikkerten:

  • MusikAarhus Release #2 Edition: Kiss Kiss Kiss + Coco Moon + Boom Quips, d. 28. august (Magasin release event med gratis adgang og i øvrigt første arrangement i den renoverede bygning)
  • 2012: Micachu & the Shapes, d. 3. september (Århus Festuge hvor der arrangeres en minifestival)
  • Malcolm Middleton d. 30. september
  • Death To Frank Ziyanak + Loop Girl + Hank Robot, d. 1. oktober (Fremragende bands hele aftenen, Maria Timm og Kim Kix i de sidste to)

Dette indlæg er altså ment som et lille positivt blik ud i fremtiden for dem, der som jeg selv, var ved at rive min skatteregninger i stykker og smide dem på bålet med Carina Christensen snittet som en lille træfigur. For dem, der styrer de regionale spillesteders penge, gør det ikke nemt for de ildsjæle der holder gang i små lige-holde-sig-gående scener vi har tilbage. Må Stengade 30 venligst være den allersidste i af disse henrettelser.


“music shouldn’t be talked about by people like me…”

02/18/2009


Bag ordene i overskriften, står den skotske evigt melankolske, meget reele og pessimistiske singer/songwriter, Malcolm Middleton (tidligere halvdel af Arab Strap hvis det siger dig noget?). Sætningen er taget ud fra følgende citat, hvor han omtaler disse dæmoner som ofte dukker op i den ene eller den anden form i hans sange; “I have confidence in my writing but the Devils are always there and always louder. It’s not about not writing shit songs anymore, it’s about keeping some meaning and purpose to them. Unless they’re designed to be throwaway, then that’s ok. I dunno, music shouldn’t be talked about by people like me…“. Mere om dem senere…

Han oprettede for nylig en profil på Twitter, som er en side kun for statusmeddelelser, ligesom dem vi kender fra Facebook. En slags miniature-blogging, som den slags også kaldes. Han oprettede den af ren og skær kedsomhed, fordi at hans kommende 5. soloalbum med arbejdstitlen ‘The Day Is Shit, There Is Nothing Around The Corner And I’ve Nothing New Or Of Worth To Say About Any Of It‘, netop er blevet færdigt og står til udgivelse i juni. Udover at dræbe ventetiden på Twitter, har han også kastet sig over et lille projekt med følgende overskrift: ‘My Favourite Modern Girl-Band Pop Songs‘, der går ud på at han indspiller de her covers derhjemme og lægger dem op på sin Myspace til download. Det første moderne pige-pop-band han har valgt at kaste sig over, er det irske The Saturdays, der blev dannet i 2008 og består af de klassiske 5 unge tøser og synger til den klassiske easy-listening pop. Malcolm har lavet et cover af deres indtil videre højest placerede single ‘Issues‘. Han har på sin seneste plade, ‘Sleight of Heart‘ præsteret at lave det smukkeste cover af Madonna’s ‘Stay‘ fra hendes ‘Like A Virgin‘ plade fra 1984, hvor han fik nummeret til at fremstå endnu mere ærligt end originalen. Så det bliver spændende om han ramler ind i en lignende succes med de kommende covers. Det er vist op til lytteren selv at vurdere.

Til slut, vil jeg lige vende tilbage til det med dæmonerne, som jeg var inde på tidligere, med min absolutte favorit sang med mr. Middleton: