Årets koncerter

12/04/2009


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.


Nye Rødder

11/10/2009

Nye Rødder program

I den kommende weekend løber festivalen Nye Rødder af stablen for 3. år i træk. Det er en festival der fra starten er tænkt som et initiativ for ny musik med rødder i country, folk og blues, som der skulle eksperimenteres med på kryds og tværs. Deraf navnet på festivalen. Men for at holde de nye rødder så jordnært som muligt, har arrangørerne hvert år inviteret en gammel legende fra country/blues scenen og i år er denne legende så Howe Gelb (Giant Sand). Derudover byder programmet på en masse spændende, primært fra den danske scene, men det byder også såvel islandske som amerikanske (se flyeren).

Personligt ser jeg allermest frem til Whale Watching Tour, som går på scenen som det andet sidste navn torsdag aften. Bandet består af i alt otte musikere, hvoraf de fire frontfigurer, Sam Amidon, Nico Muhly, Ben Frost og Valgeir Sigurõsson er ret så markante. Til jer der ikke måtte have nogen anelse om, hvem der er tale om, har vi at gøre med en sangskriver der bevæger sig indenfor ameriana folk genren, én fra den elektroniske genre, én fra en anerkendt producerstol og en klassisk komponist. De har endvidere alle fire samarbejdet på Sam Amidon’s seneste udspil All Is Well fra 2008, som er en helt igennem smuk plade der kan anbefales på det ypperste i disse mørke efterårstimer. Det bliver en oplevelse uden lige torsdag aften, og så kan det godt være at de har lovet regn hele ugen.


Lydspor

08/15/2009


Man har en holdning til man får en ny, eller hvad man nu plejer at sige. Jeg har aldrig været den store soundtrack dyrker, men nu og da er der et soundtrack der har ramt mig på en ene eller den anden måde. Som for eksempel soundtracket til den fantastiske skotske film ‘Hallam Foe‘ fra 2007, som handler om en ung fyr af en velhavende familie, som mister sin mor under mystiske omstændigheder. Han holder sig meget for sig selv i sin træhule, hvor ingen kan forstyrre ham mens han spionerer, skriver dagbog og får en masse underlige idéer. Da søsteren rejser ud i verden og faderen sammen med stedmo(r)deren vil sende ham på kostskole stikker han af til Edinburgh, hvor han kommer på noget af et eventyr. Filmen kan på det varmeste anbefales, hvis du ikke har set den. Soundtracklisten, som bl.a. indeholder en meget atypisk Franz Ferdinand komposition lavet specielt til filmen her, ser således ud:

Blue Boy‘ – Orange Juice
Here On My Own‘ – U.N.P.O.C
The Someone Else‘ – King Creosote
Broken Bones‘ – Sons And Daughters
Double Shadow‘ – Junior Boys
If You Could Read Your Mind‘ – Clinic
Battle At The Gates Of Dub‘ – Future Pilot AKA
Lines Low To Frozen Ground‘ – Hood
Hallam Foe Dandelion Blow‘ – Franz Ferdinand
Tricycle‘ – Psapp
Surf Song‘ – James Yorkston And The Athletes
Also In White‘ – Bill Wells Trio
Salvese Quien Pueda‘ – Juana Molina
They Nicknamed Me Evil‘ – Cinema
I Hope That You Get What You Want‘ – Woodbine
Ocean Song‘ – Movietone

Et meget rart soundtrack. Dejligt britisk. Herunder kan man høre et par numre fra soundtracket, samt se lidt klip fra filmen:
Here On My Own‘ – U.N.P.O.C

Hallam Foe Dandelion Blow‘ – Franz Ferdinand

Et andet soundtrack som har taget mig med storm for nyligt, er soundtracket til Hollywood filmen ‘The Reader‘ fra sidste år, som tager udgangspunkt i efterkrigstiden i Berlin, hvor den unge Michael Berg ved et tilfælde møder den 21 år ældre Hanna Schmitz, hvilket fører til en hed sommeraffære, som ender brat da Hanna pludselig stikker af uden at fortælle hvorfor. De ser først hinanden igen 8 år senere, da Michael er jurastuderende og i forbindelse med sit studie skal overvære en retssag om nogle hændelser under 2. verdenskrig, hvor Hanna er én af de anklagede…
En rigtig god og smukt fortalt film, med fantastisk skuespil. Se den, se den! Eller retter sagt…læs også bogen som filmen er baseret på, den er skrevet af Bernhard Schlink, og i den får man alle de filosofiske tankegange med.

Soundtracket er mindst lige så fantastisk. Det er den unge amerikanske talentfulde komponist Nico Muhly som står bag.

Nico Muhly fortæller her om at lave soundtracket til ‘The Reader‘ og man får et par gode bider med:

Edit: Ved nærmere eftertanke, er det da lidt pudsigt at begge film har at gøre med kærlighedsforhold/affærer imellem den unge dreng og den ældre kvinde. Hehe. Men gode er de.


Hverdagens små tilståelser

07/16/2009

Teitur og Nico Muhly

Det er sikkert mig der har været langsom i opfattelsen, da den såkaldte Confessions Tour blev skudt igang for 1 år siden, hvor tre kunstnere kom på idéen inspireret af YouTube, der går ud på at de skulle skrive sange til nogle udvalgte YouTube videoer. Ganske glimrende idé.
Nu er Confessions Tour del 2 så sparket igang af ingen ringere end Teitur og Nico Muhly. Hvilket godt kunne gå hen og blive ret så fantastisk. Følg det hele her. Og se introduktionsvideoen herunder: