blaa mandag #25

06/28/2010


Rune er taget på Roskilde, så jeg er alene på skansen og skal prøve og se om jeg kan udfylde det tomrum han efterlader sig her på bloggen. Jeg fortsætter i samme spor som i sidste uge, for sommeren har jo fået virkelig kul på siden. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, er der bare et eller andet med mig, sommer og 60’er plader/musik, hvilket jeg her vil uddybe med at præsentere jer for følgende 60’er plader (ja okay, den ene er fra 1970, men den er i mine ører fra 60erne!). Det drejer sig om den velkendte Loaded af The Velvet Underground (1970):

Hvor især numre som Sweet Jane, Oh! Sweet Nuthin’, Rock & Roll og Who Loves The Sun, efterhånden har fået min indre sol frem en del år. Især sidstnævnte sang har gjort underværker. Lyt her:
Who Loves The Sun af The Velvet Underground (åbner i grooveshark!)

Det er en plade der bliver taget frem år efter år, og rålyttet til hele sommeren igennem!

En anden plade der kommer igen år efter år, er en plade som knap så mange kender til. Det er en plade som jeg for efterhånden en del år siden, fik anbefalet af Chris Bear (trommeslager i Grizzly Bear), og som den sommer blev et soundtrack lig med den hedebølge der var ovre os (sikkert én ligesom den der er på vej nu). Det drejer sig om J.K. & co.’s eneste plade med den meget passende titel, Suddenly One Summer (1968):

Den er skrevet og indspillet af Jay Kaye, der dengang kun var 15 år gammel (!), og selvfølgelig akkompagneret af en producer, en arrangør og en række session-musikere. Pladen fik i sin tid en smule omtale i diverse undergrundsradioer, og Jay Kaye samlede et band, så de kunne komme ud og optræde med pladen i baggagen, men successen udeblev, og bandet gik i opløsning i slutningen af 60’erne. Det var derfor en godt gemt skat fra 60’erne, der i 2001 blev genudgivet af det amerikanske pladeselskab Sundazed records (også kaldet Beat Rocket) på både CD og vinyl.

Numre som Christine, Little Children og The Times er blandt mine favoritter. Men især Fly er et imponerende samsurium af loopende trommer og en generel fed sommervibe…Jeg vidste f.eks. intet bedre den sommer, end at vågne op i mit telt på Roskilde Festival og vågne til det nummer imens jeg lå og stirrede ud på den blå himmel. Lyt selv med her og se den meget passende video til:

Når det så er sagt, mener jeg dog at man helst skal høre pladen som ét samlet værk og ellers bare læne sig tilbage, nyde den varme sol og tænke gode tanker.

Reklamer

En tid til at dø

07/15/2009

The Dodos har æren af at have spillet én af de 3 bedste koncerter på Roskilde Festival i år, for mit vedkommende. Så det var en glædelig overraskelse, da jeg i går opdagede at de udgiver deres tredje album lige om lidt! Det har fået den makabre titel Time To Die og kan streames helt kvit og frit her. Det kan anbefales på det ypperste.

The Dodos


Roskilde for pokker

07/05/2009

Håkan Hellström

Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…

Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.

Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.

Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.

The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.

Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.

Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.

Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.

Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.

Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.


Hvis jeg skulle på Roskilde…

06/15/2009

Hvis jeg havde haft tid og råd til at komme på Roskilde Festival i år, er der faktisk efterhånden en hel del navne jeg godt kunne tænke mig at se. Eller det er i hvert fald det indtryk jeg har fået efterhånden som årets navne er tikket ind. Så jeg har sat mig for at lave en oversigt herinde, som forhåbenligt kan være inspirerende for jer derude, som skal afsted:

…And You Will Know Us By The Trail Of Dead
Nick Cave and The Bad Seeds
Cut Off Your Hands
The Dodos
Pete Doherty
Fleet Foxes

Friendly Fires
Håkan Hellström
I’m From Barcelona
Micachu & The Shapes
M. Ward

The Pains Of Being Pure At Heart
Rumpistol
Mikael Simpson & Sølvstorm
Shugo Tokumaru
The Whitest Boy Alive

Yeah Yeah Yeahs

Dem jeg har markeret med fed skrift, er dem jeg er allermest ked af at gå glip af, og som jeg på det kraftigste anbefaler jer der skal afsted, at tjekke ud.

Jeg har været på Roskilde Festival 3 gange i mit liv, og næste hver gang har det været min filosofi, at prioritere de udenlandske navne højst. At der så alligevel har sneget sig et par danske ind på denne liste, hænger sammen med at jeg mener at Rumpistol ville være en speciel oplevelse på Roskilde. Hvad angår Mikael Simpson & Sølvstorm, så var det faktisk på min første Roskilde Festival tilbage i 2003, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette navn kl. lort natten til lørdag (tror jeg det var), og da det er længe siden jeg sidst har oplevet ham live, kunne det være sjovt at opleve ham live på denne festival igen. Som en slags tradition om man vil.

Det er faktisk en ret lang liste, som ville retfærdiggøre billetprisen alene, i og med at det ville koste mig rundt regnet 100 kr pr. band, og dermed gøre det værd for mig at tage afsted. Men så er der transport og mad + drikke oveni og alt det der. Så det går desværre ikke.

Herunder er videoer med nogle af de foretrukne navne…

Shugo Tokumaru – ‘Parachute‘:

M. Ward – ‘Hold Time‘:

Micachu & The Shapes – ‘Golden Phone‘:


Roskilde offentliggør plakaten for 2009

04/30/2009
Roskilde Festvalens plakat 2009

Roskilde Festvalens plakat 2009

Ja så er der efterhånden ved at være styr på Roskilde Festivalens program anno 2009. Siden offentliggørelsen af de første navne, har diskussionen (som sædvanlig) stået på, om Roskilde Festivalen lever op til sit eget gode ry. Det af og til kræsne publikum på Roskilde Festivalen, har jo som ofte en mening om det rammer lige præcis dem i år. Men (som sædvanlig) vil jeg argumentere for at dyrskuepladsens musikbookere har ramt ganske fint (og ganske bredt).

For ikke nok med at der er (meget) store amerikanske navne, så er der så sandelig også de sædvanlige (i visse kredse) ukendte orkestre hvor man kan få stillet sin nysgerrighed og få udvidet sin musikalske horisont. Det synes jeg Roskilde festivalen normalt har været vanvittig gode til, og har masser af gange formået at få orkestre året før de rent faktisk er slået igennem. Den bedrift lever de fortsat op til.

Ligemeget hvor ens genre-mæssige præference ligger, så er der noget for enhver smag. Ikke nok med at de er blevet forsvaret af en af de mest betydningsfulde musiksider pitchfork, så hiver roskilde også nogle af de største amerikanske navne indenfor. Jeg nævner i flæng: Kanye West, Lil’ Wayne, Nine Inch Nails, Slipknot…. og fra andre lande er niveauet ligeså højt.

Til det ville nogen nok svare, at Roskilde sælger ud, at de er mainstream, at de ikke vedligeholder deres alternative præferencer. Men umiddelbart er det et utrolig intelligent valg, for det er netop det der gør dem alternative i denne sammenhæng, at de tør drage mainstream hip-hop mastodonter side om side – og at selvom det af mange måske var at foretrække – ikke blot bliver en gentagelse af tidligere koncerter eller optrædender.

Altså bliver programmet utrolig spændende i år, og alle med bare den mindste smule musikalske nysgerrighed må føle, at der er ufattelig meget at se på netop dette års Roskilde. Så er det bare lige det der med at få råd til det 🙂


Forårets koncerter

02/11/2009


© Kim Erlandsen

Der er 2 koncerter jeg personligt ser meget frem til her i foråret. Den ene ved jeg slet ikke hvad jeg skal forvente mig af, andet end at jeg glæder mig til at se hvad den byder på. Og den anden går jeg allerede og danser til ved tanken om at skulle afsted. De foregår begge i Århus i april måned, henholdsvis mandag d. 6. april og fredag d. 24. april.

D. 6. april er det den svenske Emil Svanängen der står bag Loney, Dear der skal betræde scenen i Voxhall’s kolde betonklods og forhåbenligt sprede noget varme og lidt smil.

Der er tale om svensk indiepop der på én gang er glad og melankolsk, tilsat nogle meget sigende tekster. Jeg ved ikke om man skal glæde sig over at det er en forårskoncert, istedet for en efterårskoncert. Eller om vejret fortsætter i det grå indtil denne dag, så det havde været lige meget om det var den ene eller den anden årstid? – Jeg glæder mig i hvert fald til en aften i selskab med god musik fra start til slut!

Fredag d. 24. april skal danseskoene kridtes inden det norsk-tyske band med vores alle sammens yndlingsnørd, Erlend Øye (også kendt for den mere dæmpede akustiske duo Kings Of Convenience) i spidsen, fylder Train med dejligt monotont indiepop. Jeg taler selvfølgelig om The Whitest Boy Alive, hvis overraskende danseglæde dansede sig ind i mit hjerte på en regnvåd lørdag på Roskilde Festival i 2007 og leverede hvad der i mine øjne og ører var den bedste koncert på festivalen det år (sammen med Grizzly Bear‘s ej at forglemme)! Folk dansede løs flere meter udenfor Odeon’s teltdug og stemningen var ubeskrivelig fed, selvom man stod og sank ned i mudder til anklerne. Jeg tør næsten ikke forestille mig hvor fedt det bliver til en indendørs koncert. Det bliver sikkert Odeon gange 10. Men nu skal jeg vel også passe på med at skrue for højt op på forventningerne… Jeg kan i hvert fald på det højeste anbefale dig, kære læser, at gå herind og lytte til deres nye single ‘Island‘, og se så om du kan sidde stille.