Frihedens balance

06/07/2009

The Liberty Balance

Har man sagt SPOT, har man også sagt Start! I hvert fald hvis man hedder Rikke. I år var min første Start! Festival nogensinde, og selvom jeg kun nåede at opleve det for en enkelt dag (hvor halvdelen blev spenderet bag en bar ved Club 55 scenen), så er jeg helt sikkert klar på at snuppe begge festivaler igen næste år.

Anyways, nok om festivaler fra min side. Nu gælder det en musikanbefaling. Bandet som tog mig med storm, først på SPOT og igen i går aftes på Start!, hedder The Liberty Balance, som, hvis man endelig skal sammenligne dem med nogen, minder en del om Murder. Hovedkræfterne bag er singer/songwriteren, Mike H og multi-instrumentalisten Albert Raft, som live er i fint selskab med Henriette Groth og Jakob Falgren (Le Fiasko m.fl.), hvor de alle fire sidder ned, og spiller på henholdsvis klarinet, banjo, guitarer, bass og bratch, hvilket går rigtig godt i spænd med Mike H’s lækre sprøde stemme. En rigtig smuk og laid back oplevelse, som kan anbefales på det varmeste!

Ofte er det sådan med sådanne nedbarberede, men smukke oplevelser, at musikken på pladen er en stor skuffelse, fordi der enten er mere slagtøj eller andre forstyrrende elementer og at den er for overproduceret. Men det er rent faktisk ikke tilfældet med The Liberty Balance’s debutplade, idet slagtøjet er holdt på sit laveste og klaveret, samt alle de andre små ting som sav, violin, cello og diverse blæserinstrumenter m.m. derimod giver numrene mere fylde, og gør at pladen bliver en endnu større oplevelse.

Så gør dig selv den tjeneste, og tjek dem ud her og nyd numre som den José Gonzalske ‘Burn My Brand‘ og den fængende ‘Viva (We All Sing)‘.

Reklamer

Spot Festival: Live-scenens status

05/29/2009

Undertegnede deltager i debat på SPOT

Det er et emne der bliver diskuteret på mange forskellige planer for tiden. Læs, læs, læs og læs.

De har alle forskellige synsvinkler og indgangsvinkler på det, men i bund og grund omhandler de alle mere eller mindre det samme emne: krisen i livebranchen. Som jeg også har været inde på tidligere herinde. Det er efter min mening en meget interessant debat, som jeg følger meget tæt, idet jeg selv på en måde er en del af livebranchen og såsandelig ikke har tænkt mig at forlade den lige forløbig.

Derfor var det et/en yderst interessant seminar/paneldebat jeg deltog i på SPOT i sidste weekend (billedet). Musikparlamentet stod bag Hvad nu spillemand? som selvfølgelig bragte flere interessante synsvinkler på banen. Blandt andet blev der snakket en del om at diverse spillesteder i Danmark har så travlt med at udvide deres kapacitet, at de glemmer at gøre plads til vækstlaget, som netop ikke kræver så store scener, hvilket selvfølgelig er en stor skam. Men til det kunne jeg kommentere at vi gør noget ved her i Kolding, i og med at Godset som regionalt spillested har fået indarbejdet i deres seneste aftale med kunstrådets musikudvalg, at kunne lave koncerter ud af huset for de bands der endnu ikke kan fylde Godsets ellers så fine store lokale med plads til ca. 700 stående publikummer, så disse bands kan få lov til at spille i rammer der er mere passende til deres forløbige niveau. Til det blev der kommenteret at man måske hellere skulle koncentrere sig om at afprøve nye spændende og anderledes omgivelser at afvikle koncerter i fra gang til gang. For er de eksisterende spillesteder i Danmark efterhånden så institutionaliserede, at der bliver stillet for mange krav og at der er for mange udgifter til, at det efterhånden kan betale sig overhovedet at lave koncerter ? At kunne satse på alle de mindre navne indimellem de få store ?

Jesper Bay som jeg har linket til ovenfor, er inde på at der skal nedsættes en gruppe der undersøger livescenen til bunds, så der kan findes nogle konkrete løsninger, til livescenens nuværende problemer. Men jeg tror ikke på at det alene kan gøre det…for som det også blev nævnt mange gange på debatten til SPOT, har vi at gøre med et ‘mangehovedet uhyre’, da der er mange instanser og sider af sagen, der skal tages hensyn til hele tiden. Sagt på en mindre billedlig måde, det er en kompliceret sag, ligesom med så mange andre ting i musikbranchen. Men det er der heller ikke noget at sige til, da vi jo har at gøre med ‘åbne værker’ for at citere Umberto Eco, der i et essay fra 1962 forsøger at finde et konkret svar på hvordan man eksempelvis sætter et stykke musik – ‘det åbne værk’ eller det uhåndgribelige so to say – i bås.

Anyways, ligesom Umberto Eco, har jeg heller ikke noget endegyldigt svar på denne debat, men det var heller ikke meningen med indlægget, som blot skulle gøre opmærksom på nogle af debattens mange aktører. Det var meget grænseoverskridende at rejse mig op og få sagt min mening til debatten på SPOT, men det gav god feedback og er helt klart nok ikke sidste gang man har hørt min røst til sådanne debatter. Især ikke i denne debat!