Roskilde Festival 2010 – Prologen

07/08/2010

Det var ikke kun solen der fik publikum til at smile på Pavillion-scenen fra søndag til onsdag. Foto: Rune Schlosser

Så er årets Roskilde festival 2010 overstået, og på diverse sider er koncerterne blevet gjort op for i meget stor stil. Derfor vil jeg fatte mig i korthed, da man kan finde de fleste anmeldelser udført meget sobert, og sikkert også mens de var præsente ved de anmeldere, der har været tilstede. Jeg må erklære mig enig, i de fleste anmeldelser jeg har læst, mindre enig i nogen andre og fuldstændig uenig i enkelte tilfælde. Det har dog været en uge med musikalske indsprøjtninger, der gav forskellige følelsesmæssige og musikalske afkast. Den vil for vores vedkommende være delt op i to-tre indlæg, startende med de navne undertegnede var vidne til ved årets camping dage, som blandt andet var: Kandy Kolered Tangerine, Mescalin, Baby, Sleep Party People, Chimes And Bells, IGNUG med flere.

Smuk rock til den alternative side

Kandy Kolered Tangerine. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Kandy Kolered Tangerine var en af de mest positive overraskelser i opvarmningsdagene, nærmere betegnet søndag eftermiddag. Deres virkelig gennemførte støv/americana rock var virkelig til at tage og føle på. I enkelte anmeldelser fik de en del kritik, men jeg må sige at på trods af deres lyd, som i høj grad er omsiggribende på de fleste numre, så havde de en nerve og en umiddelbarhed, som jeg er ret overbevist om også holder på længere sigt. Jeg har i hvert fald givet både Babylove og Flow, de to numre der er vedlagt herunder, et grundigt lyt, og de vokser virkelig på en. I forbindelse med Spot hørte jeg flere anbefalinger af bandet, men bedre sent end aldrig. Det er horisontalt, støjet, skramlet og melodisk – jeg må anbefale dem videre på det allerkraftigste.

Bandet kan bl.a. opleves den 26/8 i år på Musikcaféen i Århus.

Se et klip fra koncerten her.

Kandy Kolered Tangerine – Babylove (Single Edit):

Kandy Kolored Tangerine – Flow:

Retro-rock med sukker på

Mescalin, Baby. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Karrierekanon-vinderne Mescalin, Baby, gjorde så sandelig også en god figur mandag eftermiddag. Hvis man har dyrket diverse retro-rock bands som The Blue Van eller hvad vi ellers har på den danske scene, så kan man helt sikkert også godt lide Mescalin, Baby. Det spiller  vanvittig dansabelt, medrivende og i kraft af forsanger Marc Facchini-Madsen, har de en stærk tovtrækker til de bagerste rækker af publikum. Bandet har også på speak-prægede passager som det blandt andet høres hos den velbevarede hemmelighed fra 1970 Sixto Rodriguez (om det konkret har været en inspiration ved undertegnede dog ikke). Her på blaa vinyl er vi glade for rock med stort R, og på Roskilde leverede Mescalin, Baby en solid præstation med netop det.

Se et klip fra koncerten her.

Mescalin, Baby – There’s A Home For You Somewhere (Else)

Indadvendt melodisk shoegaze

SSP. Foto: Christian Hjorth

Sleep Party Peoples indadvendte, shoegaze, dream-pop er en helt anden stemning. Undertegnede så/lyttede udenfor Pavillion-teltet og nød det i allerhøjeste grad. SSP er blevet hypet meget det sidste halve års tid, derfor er det nok ikke nogen stor overraskelse, at vi nævner dem, men Brian Batz’ projekt er virkelig et af årets favoritter. De spillede godt, og det passede godt til den afslappede stemning på Pavillion, men undertegnede vil til enhver tid foretrække de vippende kaninhoveder på en skummel Musikcafé i Århus (som bliver en realitet den 1/10 i år sammen med Shout Wellington Airforce!). Udover at koncerten var dragende, så se eventuelt bandets fremragende indspilninger (og andres) i forbindelse med The Copenhagen X-Sessions.

Sleep Party People – The Dwarf And The Horse (Fra vores kollegaer på regnsky)

Vidunderlige samklange

Chimes And Bells. Foto: Lærke Posselt

Vi har før kastet props efter Chimes And Bells her på bloggen. De skuffede ikke på Roskilde. Deres inderlige art-rock med Cæcilie Trier i front og Jannis NM på back-up er (stadig) en vidunderlig kombination. De to vokalers klang er en sand fryd for øret, og de spillede tilmed nogle nye numre  (et af dem også på tidligere omtalte X-sessions). De spillede overbevisende ,og folk var virkelig betaget, men jeg har det på samme måde med Chimes And Bells, som jeg har det med Sleep Party People. De skal helst ses ekstrem intimt. En af de plader jeg har de største forventninger til i 2010.

Se et af de nye numre her (og lyt til et par gamle):

Se desuden et klip fra koncerten her.

Chimes And Bells – Stand Still:

Chimes And Bells – Golden Sweater:

IGNUG = IGNITE

IGNUG. Foto: Rasmus Weng Karlsen

Eftersom jeg både havde hørt SSP og Chimes And Bells før Roskilde, var den anden af de to største live-oplevelser i de indledende dage (udovover KKT) IGNUG. De vandt også årets Karrierekanon, og det er så sandelig ikke uberettiget. Det er et yderst kvalificeret live-band. De tog mig ganske enkelt med mine støvede festival shorts nede om anklerne. Ruby Renaissance er bandets front-persona, mens bandet giver den for fulde gardiner med deres dansable og finurlige electro-pop. Bandet besad også en forfriske selvtillid, da de indtog scenen, og de virkede som om, at det vitterligt er på en scene, de høre hjemme. Enhver der får lejligheden til at opleve bandet live, bør ikke lade chancen gå forbi. Professionelt og meget gennemført. Vokalmæssigt er Ruby R. eminent, mens han slægter enkelte kendte vokaler på. Jeg er ret sikker på, at han stod forrest i båsen ,da den sidste kunstner lukkede Orange scene – så har jeg vidst ikke sagt for meget.

Det anbefales på det kraftigste at man ser følgende klip fra koncerten her (mine html-kode egenskaber er skrantende).

Link til IGNUGs MySpace.

Bolsjeposen blandes

Udover de nævnte orkestre, overværede undertegnede også 80’er electro-pop bandet Kill Screen Music og minimal-techno talentet Eim Ick. Begge konstellationer gjorde en ganske udmærket figur. Fidus-pokalen vil dog helt sikkert gå til den lovende Eim Ick, mens Kill Screen Music klart gjorde sig bemærket med en vilje og en professionel attitude, men dog med noget der lugter langt væk af kommerciel elektro-pop, der skal udfylde hullet for Nephew mens de holder pause (Traffic er dog et catchy nummer). Velspillet musik, gammel lyd, der snerter Bono og andre fra samme skuffe på. Interessant og spændende er det dog for Kill Screen Music, at de har fået job på Roskilde med kun fem jobs i bagagen – lær venligst andre bands opskriften. Eim Ick skal opleves igen under rette club-lignende forhold.

Se flere klip fra campingdagene på Pavillion her og søg på “Roskilde Festival 2010 Live Concerts”(Roskilde Festivalens eget fremragende initiativ). Jeg har været elendig til at embedde Arkenas videoer.

Næste etape kommer snart…

Reklamer

Klokkerne der ringer

09/07/2009

Ja, du kan godt stille spørgsmålstegn ved aktualiteten på dette indlæg. Gør det gerne. Men det er aldrig for sent til en anbefaling, når det omhandler noget tidsløst musik (bandet er  blandt andet tidligere omtalt på den gode blog organgrinder). D. 27. august spillede Chimes & Bells på Musikcaféen i Århus. Det var satsning fra min side. Jeg vidste at Jannis fra Choir Of Young Believers ville være der, ergo, måtte der være en form for kvalitet ved bandet. Jeg vidste, at de for nylig er blevet signet til et prominent engelsk selskab. Der måtte altså være noget om snakken. Og snakken kan glædeligt fortsætte, for jeg var sandelig overbevist. Cæcilie Trier (forsanger i Chimes & Bells) og Choir-Jannis'(her i dobbelt betydning da han også synger kor) vokaler var det mest positive ved koncerten, og de supplerer simpelthen hinanden så godt. Vel doseret og vel leveret. Cæcilie Triers dybere lag af stemmebåndet er især en udpræget fornøjelse at lytte til. Sangenes kvalitet kan heller ikke betvivles, især nummeret Stand Still (som jeg har støvet en mp3 op af) BØR høres. Men der er flere hvor de kommer fra og EP’en er billig på iTunes. Dermed er det sagt, ingen undskyldning for at få lidt til efterårsvejret der efterhånden er indtrådt. Check det ud, det er virkelig godt musik.

Chimes & Bells på MySpace

Chimes & Bells – Stand Still