Årets danske plader

12/22/2009

Enten er det os der er blevet mere opmærksomme på den danske musikscene det seneste år, eller også ER der virkelig røget en hel del flere gode plader på gaden i det foregående år, end normalt. Derudover har det været meget svært at nå at høre alle de plader der er udkommet, så vores lister er baseret på nogle af de plader der er nået igennem mængderne til vores ører og hjerter. Men det har stadig været meget svært at holde sig indenfor en top 10, og det bliver endnu sværer når vi om en lille uges tid vender tilbage med vores udenlandske top 10’er. Indtil da, kan i herunder tjekke blaa vinyl’s to skribenters bud på hvilke danske plader der har været de bedste i 2009:

ÅRETS DANSKE TOP TI PLADER:

RUNES TOP TI:

10. KITTY WU – SOMEONE WAS HERE

En for undertegnede ventet plade, som heldigvis kom ud til det positive. Deres storby-post-punk elementer klæder i højere grad deres sange, og som altid synes jeg, det er i de stille numre Kitty Wu’s sjæl kommer flottest og tydeligst til udtryk. Pladen er dog stadig fremragende og bandet forbliver at være en af Danmarks bedst bevarede hemmeligheder.

9. THE RAVEONETTES – IN AND OUT OF CONTROL

En geni-streg af Sune Wagner og Sharin Foo, at gå i studiet med Thomas Troelsen. Først var jeg lidt skeptisk overfor samarbejdet, men jeg må sige, at de har fundet en fremragende balance på dette album, mellem tilgængelighed og støj. De høster velfortjent også roser i udlandet, samtidig med at bandet er vokset utrolig meget live (jvf. årets koncerter).

8. BALSTYRKO – JAGTEN PAA NOGET

Gode danske sange med charme. Jeg faldt pladask for pladen, og jeg synes at de leverer et meget interessant verdensbillede via deres lyrik. Blæs B. og Ane T. går fint i spænd, og jeg elsker især musikken når der skal hygges, for eksempel når det sner udenfor.

7. SILVER GLEAMING SOUND MACHINE – ALL TOMORROW’S GARDENS

Kraut-pop af første og øverste skuffe. Nummeret Hawk er fantastisk ørehængende, og hvis man giver dette mini-album tid, så kommer de andre sange også op til overfladen. Det er en solid udgivelse, og den har generelt også høstet mange roser. Det er med rette vil jeg mene, og derfor glæder jeg mig også til at opleve bandet live i det nye år. Hør det for din egen skyld.

6. MEW – NO MORE STORIES ARE TOLD TODAY…

Frengers var fremragende, så røg jeg af på And the Glass Handed Kites, men så røg jeg på igen på No More Stories… De præsterer nogle meget overbevisende og originale ting på denne komplicerede prog-pop-plade, med rytmer der ikke er hverdagskost. Jeg ærgrer mig meget over, at jeg missede deres koncerter for nylig, men jeg vil meget gerne se dette album opført live i 2010.

5. KELLERMENSCH – S.T.

En af de mere personlige overraskelse. Undertegnede havnede ved deres koncert i forbindelse med Spot festivalen, og selvom de ligger uden for min vanlige genre, var jeg meget overbevist af deres dystre kælder-æstetik. Albummet er mindst ligeså optimalt, og deres dynamik i forhold til at have to så forskelligartede forsangere, er et stærkt våben til deres udtryk. Jeg glæder mig til at se hvad de tager det til.

4. CHIMES AND BELLS – INTO PIECES OF WOOD (EP)

Cæcilie Triers vokal i Chimes And Bells spænder meget vidt, fra det dybeste dybe til de højeste fine intense toner. Det meget melankolske og indfangende univers bliver gør Into to Pieces of Wood, til dette års bedste danske EP. P.S. Et fuldlængde album næste gang tak!

3. I GOT YOU ON TAPE – SPINNING FOR THE CAUSE

De er Danmarks bedste rock-band, dog ikke med den klassiske jeg-kan-overtage-verden attitude, men med en tilbagelænet dygtighed, og en sangbog fyldt med favoritter. På Spinning for the Cause udvider IGYOT deres spændvidde og deres bredde, både musikalsk, vokalt og arrangementsmæssigt blandet med deres tilbagelænede stil, bliver en stilsigende måde at give resten af verden muligheden for at tage dem til sig. Suverænt album.

2. BAND ANE – TOO AND FREE

Too And Free kan få legesygheds-stemplet lige på midten af coveret, for der er så mange finurlige ting man opdager ved mange gennemlytninger, og de sporadiske og abrupte elementer går op i en meget høj enhed. Jeg håber virkelig Band Ane får succes med dette album, for det er i en elektronisk klasse for sig.

1. OH NO ONO – EGGS

Oh No Onos Eggs er meget svær at komme uden om. Den har vist en helt ny og meget ambitiøs side af den danske musikscene. Der er efter sigende lagt utrolig mange optage-timer i dette album, samtidig med at numrene på pladen er særdeles forskellige. Oh No Ono viser så mange sider af sig selv, og de viser at bare fordi, man kommer fra et lille land, så kan man godt skyde efter toppen af skyerne, også selv det i dette tilfælde er med æg. Dette årtis danske svar på Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band – fremragende præstation.

RIKKES TOP TI:

10. OH NO ONO – EGGS

Oh No Ono plejer ellers normalt ikke at være iblandt mine favoritter. Primært på grund Malthe Fischers heliumsramte Mickey Mouse stemme. Men Oh No Ono er vokset med opgaven, og selvom Fischers stemme stadig dominerer lydfladen til en vis grad, er det alligevel et imponerende værk de har stykket sammen. Det har uden tvivl været de mange mange optagetimer værd, som de har brugt på dem. Det komiske er, at jeg allerede inden jeg havde hørt pladen, så de tydelige Beatles-referencer (pga. coveret) som min med-skribent allerede har været inde på, men når man hører pladen, er man ikke et sekund i tvivl om hvor inspirationen blandt andet kommer fra.

9. TWINS TWINS – UNTIL DAWN

De kære aalborggensiske drenge, har langt om længe fået udgivet deres langspiller, som desværre er udkommet i næsten ubemærkethed, hvilket er en skam. Pladen indeholder alt det en indie-rock plade af denne kaliber skal indeholde; vokal-harmonier, synthezisers, de skæve taktarter og den energiske indie-guitar (ja, jeg misbruger indie-udtrykket her..beklager!) som vi kender den fra det tidlige Figurines.

8. TURBOWEEKEND – GHOST OF A CHANCE

Turboweekend har i år leveret en dejlig plade der er lidt mere afdæmpet end den første, hvilket har passet mig glimrende. De har stadig deres unikke lyd i behold, den er blot blevet meget mere sammenspillet, end på den første plade. Numre som Holiday, Sweet Jezebel, Trouble Is og Almost There! har i hvert fald været med til at farve min hverdag i løbet af 2009.

7. FACTORY45 – WOULD YOU TAKE OFF THE THINGS THAT YOU LIKE THE BEST?

Hvem havde troet at et dansk indie-rock band i den grad kunne bringe 60’erne til 00’erne på en så elegant og underspillet måde?! Ikke jeg. Faktisk, for at være ærlig, havde jeg svært ved at hoppe på vognen til at starte med. Men efter at have oplevet dem live, såvel akkustisk som med fuldt band, blev jeg endelig overbevist af deres charmerende tilgang til musikken, som mest af alt bringer mig tilbage til en moderne udgave af et hvilket som helst 60’er-pop-band med den pæne facade, men de rå rock’n roll hensigter ligger lige under huden og blinker til dig.

6. CODY – SONGS

Den første gang jeg hørte denne plade, bragte den straks tankerne hen på deres danske kollegaer i Larsen and Furious Jane (især på bandets to første fuldlængdeudspil), fordi deres lyd på så mange måder er så ens. Men efter et par gennemlytninger og fornøjelsen af at opleve dem live, kunne jeg alligevel godt slå sammenligningen til side og nyde musikken som den er – sin egen. Mange har kaldt det en country-folk plade, og det kan da også godt være at det er det, jeg synes blot det er en smuk én af slagsen.

5. THE LIBERTY BALANCE – THE LIBERTY BALANCE

Vi er i lidt samme boldgade som Cody, dog i en noget mere nedbarberet form. Jeg spottede dem på sommerens SPOT festival, og har næsten ikke kunne slippe dem siden. Slet ikke efter jeg fik pladen foræret og endelig fik sat titler på nogle af de fantastisk tunge, men svævende og alligevel forskellige numre som Viva (we all sing), You Hold My Hand og When The Whole World.

4. BODEBRIXEN – WHATSINSIDESWHATSOUTSIDE

De var også med på min top 5 sidste år, hvor jeg skrev en meget passende begrundelse som egentlig stadig passer. Og ja, vi kan diskutere hvor vidt en remixed plade gælder som en ny udgivelse eller ej, men jeg ser denne her som deres reelle debut, og synes også at den er langt mere sammenspillet end den første. Man kan ikke sidde stille (eller for den sags skyld lade være med at skråle med) fra ende til anden, og det synes jeg er fantastisk. Efter min mening skal der gerne være mindst én plade af denne slags med på enhver top XX liste. Kom så…frem med tambourinerne og dans!

3. SLARAFFENLAND – WE’RE ON YOUR SIDE

Denne plade er fantastisk fordi den har lige dele melankoli og glade toner, blandet sammen på en vidunderlig måde. Jeg har nydt rigtig godt af at cykle rundt i Københavns gader med denne plade i efterårets mange mørke og regnfulde eftermiddage og aftener. Det perfekte soundtrack på én eller anden finurlig måde. Skøn plade!

2. MOURITZ/HØRSLEV PROJEKTET – BLIK, BANG BANG

Det er de færreste dansksprogede albums jeg giver bare den mindste chance. Måske er det pga. Tue West der i sin tid spolerede denne scene godt og grundigt for mig…det er ikke til at sige. Men af de meget få dansksprogede plader jeg har hørt i år, er denne klart den bedste. Den er alsidig rent musikalsk, lige fra de følsomme ballader, over popnumrene og til de mere støjede elementer (sidstnævnte er jeg dog ikke så begejstret for), men mindst lige så meget også pga. lyrikken. Det er alt i alt en dejlig plade, og selvfølgelig skal der også være plads til en plade med modersmålet som hovedingrediensen, når man laver en dansk topliste.

1. HYMNS FROM NINEVEH – UNCOMPLICATED CHRISTMASSONGS

Det kan måske diskuteres hvorvidt en jule-EP kan indtage pladsen som årets bedste plade. Men jeg har ærligt talt også haft svært ved at placere de forskellige plader på deres rette pladser, og denne plade var den eneste hvor det føltes 100% rigtigt med 1. pladsen, mest fordi den er én af de mest lyttede plader i mit diskotek (bibliotek om i vil) den seneste tid, men også fordi at den er fremadsynet. Forstået på den måde, at jeg slet ikke kan vente med at høre Hymns’ rigtige album, som udkommer til august næste år. Dermed ikke sagt at de andre plader på listen ikke kan det samme…jeg har bare ikke oplevet det i sådan en grad med noget rigtig længe…og det må bestemt være et tegn!

Vi kommer med den udenlandske top 10 inden nytår, so stay tuned!
Glædelig jul 🙂

Reklamer

Hvad ligger bag?

09/10/2009

pressefoto

“Come outside and tell us your darkest truth //  You can’t hide from this // you can’t hide from us // this is you // You’re a sinner.”

Sådan forlyder det sig på CODY’s nye album Songs, på nummeret What’s behind (CODY = Come On Die Young). Undertegnede missede desværre CODY’s optræden i DUP-teltet på årets Spot festival (og har da tænkt sig at tage revanche når de igen drager til Århus på Musikcaféen d. 24. oktober, men for en god ordens skyld skal det nævnes, at de også spiller på Newbees Festival d. 24. – 26. sep. på Pakhuset i Århus). For ordene havde allerede spredt sig, at et talentfuld musikorkester af større omfang, skulle være meget interessant og yderst sælsomt at lytte til. Men jeg måtte slå mig til tåls med ordene, indtil, jeg fik tilsendt cd’en…

Men, som sang citatet i toppen også klar giver udtryk for, så cirkulerer tekstuniverset i baggrunden og selvom teksten af og til indeholder optimisme, så er fornemmelsen hele tiden, at der ligger en mørkere betydning lige bag overfladen – hvilket bliver underbygget meget fornuftigt af musikken. Af og til bliver det da også mere direkte længsel og melankolsk, men de formår meget godt at holde det lidt skjult i bagfladerne.

CODY’s musik fungerer nemlig rigtig godt på, især, to områder (og mere skal der ikke til). Sten- og stilsikre arrangementer, samt en vokal der rent faktisk mener det. Først arragementerne. De er egentlig ret simple, strygere, guitar, banjo og harpe, får alle lov til at få den plads de fortjener og det bliver ikke overfyldt eller rodet. Lydbilledet er generelt meget dynamisk, sådan at også vokalen får den vigtige og afgørende plads.

Om ikke andet – er der god plads til detaljen – der er god plads til den melankoli, som trods alt, er at opdrive på Songs. I starten havde jeg lidt svært ved, at skille dem fra de depressive (og fantastiske rockere) Larsen & Furious Jane og fra et andet nyere band The Liberty Balance, samt nyligt omtalte Homesick Hank. Så synes jeg egentlig, at CODY rammer et sted i midten, som ganske rigtig, fortjener en lytterskare – men mest når man sidder i egne tanker og har brug for noget der kan lade ens liv vandre inde bag pandepladen.

CODY – What’s behind (både til stream og download):


Spøgelser med hjemvé

08/26/2009

homesick U. dreng sort

En mp3 fandt sin vej til vores blog e-mail. Den var god – derfor vil jeg gerne dele den med dem der skulle have interesse. Bandet er dansk og hedder Homesick Hank. Det er ikke et nyt band, så det er med en skam i stemmen at jeg må sige at det er første gang jeg stifter bekendtskab med bandet. De virker dog til at have haft en ganske ambitiøs historie. De har blandt andet samarbejdet med Will Oldham aka Bonnie ‘Prince’ Billy på deres andet album fra 2006 – som jeg da i grunden rigtig godt kunne tænke mig at lytte til.

Men tilbage til mp3’en. Den er fra det just udgivede album, med samme navn som mp3’en: Ghosts. Bandet forklarer, at det har været en langvarig, men rigtig spændende proces. Netop fordi de har smidt deres sædvanlige spontane arbejdesmetoder væk og kastet sig over fin- og detaljearbejdet. 30 måneder har det været undervejs, og det kan så sandelig godt høres. Lyden er meget – tæt på. Der hersker en dejlig afslappet intensitet og varme i bandets lydbillede. En ‘blød’ producering der helt og holdent fremhæver de små ting. Vokalmæssigt er det også en fornøjelse at lytte til – Kudre Haans behagelige og afvekslende røst – holder dig – måske ikke i ave, men i hvert fald i beundring og nydelse.

For dem der kender en CS Nielsen, The Liberty Balance eller et bandet Cody – så er vi lidt ovre i samme boldgade. I hvert fald hvis man kigger indenrigs, og bandet henter da også inspiration fra Americana genren, men hvor de selv betegner den Nordicana. Det passer måske meget godt med navnet, for det lyder egentlig som et nordisk band, men måske med en amerikansk hjemvé. Bedøm selv ‘Ghosts’ herunder:


Frihedens balance

06/07/2009

The Liberty Balance

Har man sagt SPOT, har man også sagt Start! I hvert fald hvis man hedder Rikke. I år var min første Start! Festival nogensinde, og selvom jeg kun nåede at opleve det for en enkelt dag (hvor halvdelen blev spenderet bag en bar ved Club 55 scenen), så er jeg helt sikkert klar på at snuppe begge festivaler igen næste år.

Anyways, nok om festivaler fra min side. Nu gælder det en musikanbefaling. Bandet som tog mig med storm, først på SPOT og igen i går aftes på Start!, hedder The Liberty Balance, som, hvis man endelig skal sammenligne dem med nogen, minder en del om Murder. Hovedkræfterne bag er singer/songwriteren, Mike H og multi-instrumentalisten Albert Raft, som live er i fint selskab med Henriette Groth og Jakob Falgren (Le Fiasko m.fl.), hvor de alle fire sidder ned, og spiller på henholdsvis klarinet, banjo, guitarer, bass og bratch, hvilket går rigtig godt i spænd med Mike H’s lækre sprøde stemme. En rigtig smuk og laid back oplevelse, som kan anbefales på det varmeste!

Ofte er det sådan med sådanne nedbarberede, men smukke oplevelser, at musikken på pladen er en stor skuffelse, fordi der enten er mere slagtøj eller andre forstyrrende elementer og at den er for overproduceret. Men det er rent faktisk ikke tilfældet med The Liberty Balance’s debutplade, idet slagtøjet er holdt på sit laveste og klaveret, samt alle de andre små ting som sav, violin, cello og diverse blæserinstrumenter m.m. derimod giver numrene mere fylde, og gør at pladen bliver en endnu større oplevelse.

Så gør dig selv den tjeneste, og tjek dem ud her og nyd numre som den José Gonzalske ‘Burn My Brand‘ og den fængende ‘Viva (We All Sing)‘.


Spot Festival: Tivoli for voksne

05/25/2009

Bodebrixen

SPOT festival er vel overstået. Og sikke en festival! Der var fart over feltet, både med at få hørt en masse musik, deltage i seminarer og møde en masse mennesker (velkendte som nye ansigter).

Torsdag:
Åbningsarrangementet i musikhuset –
Ave med symfoniorkester
Oh Land med symfoniorkester
When Saints Go Machine med strygere.

Sidstnævnte var jævnt kedeligt, jeg afskrev dem faktisk allerede på SPOT sidste år, men blev nødt til at blive hængende i år, da min medskribent herinde fra skulle anmelde alle tre koncerter. Så jeg gik desværre glip af Yann Tiersen…men har også hørt at det var umuligt at komme ind anyways. De første to navne var tilgengæld smukke oplevelser!

Fredag:
Bodebrixen (billedet)
The Asteroids Galaxy Tour
Are We Brothers
The William Blakes
The Olympics
Alloy Alloy
Mellemblond
Snake and Jet’s Amazing Bullit Band
Turboweekend
Marybell Katastrophy
The Floor Is Made Of Lava

Lørdag:
Music For Modern Man
Maria Timm
Chin & The Ragga Pack
A Kid Hereafter Special Edition
Rumpistol
Must Go Radio
The Liberty Balance
Skammens Vogn
I Was A King
Mixtune For Cully
Tim Christensen
Oh No Ono

Det er selvfølgelig langt fra alle navne jeg har set fra start til slut, men dem jeg så hele showcases med, var Bodebrixen, The William Blakes, The Floor Is Made Of Lava, Mixtune For Cully og Oh No Ono. Nogle har jeg ikke set det hele af, fordi der var andre navne eller ting der skulle nåes midt i det hele, eller også fordi navnet ikke rigtig imponerede. Men sådan er det på SPOT…det er et Tivoli for voksne. Du får dit armbånd på den første dag, og så kan du ellers rende rundt som et lille barn fra forlystelse til forlystelse de næste par dage. Det er en fantastisk ting. 2 hele dage propfyldt med musik. Alle steder du drejer hovedet henimod, er der fyldt med musik. Ikke bare på scenen, men også når du passerer forbi diverse stande og folk der snakker. Musik musik musik. Et sandt paradis!

Jeg ved ikke om der var et musikalsk højdepunkt for mig i år. Dermed ikke sagt at alt det jeg har set var dårligt, tværtimod…højdepunkterne har bare for mit vedkommende været mere at finde på den personlige front, hvor der har været nogle grænser og lignende der er blevet flyttet og sådan. Se lidt reportager og interviews her.

Jeg nåede kun at deltage i to seminarer, men det var tilgengæld også to meget lærerige seminarer på hver deres måde. Det ene var Hvad nu spillemand ?, som primært kom til at omhandle problematikken omkring institutionaliseringen af de danske spillesteder, kriseramte spillesteder og vilkårene for det danske vækstlag og den dur. Ganske interessant. Det andet var nærmere et foredrag af Teitur’s manager Christian Ulf-Hansen, som fortalte om hans ti år sammen med Teitur og hvilken rutschebane tur det havde været. Det var superspændende og gav en meget dybere indsigt i Teitur’s karriere, end jeg nogensinde har haft i nogen anden musikers karriere.

Her er en rimlig komisk sang som han skrev på et tidspunkt, da han havde problemer med at få visum til USA, hvor han skulle på tour med Tina Dickow og Tobias Fröberg. De blev nødt til at starte touren uden ham, men han fik, som i kan høre i videoen, langt om længe sit visa af omveje: