Årets udenlandske udgivelser

12/31/2009

Vores danske top 10’er endte ud med næsten hele 20 forskellige bud på hvilke albums der havde gjort indtryk i løbet af 2009. Ganske bemærkelsesværdigt synes vi selv, men også fedt. Med et endnu større udvalg på den udenlandske scene, skal det blive interessant og se om listerne bliver lige så alsidige igen…

De ti bedste udenlandske plader:

Runes ti bud:

10. The Beatles – The Beatles Stereo Box Set

Det er sjældent at genudgivelser for lov at optræde på en årsliste. Dette år bliver der gjort en lille forskel da året her ikke har været ligesom alle andre år. Når bagkataloget fra et band som The Beatles bliver genudgivet i en lydmæssigt meget forbedret form, så er det ikke noget der kan forbigås på denne liste.

9. Fuck Buttons – Tarot Sport

Fuck Buttons er uden tvivl i en klasse for sig selv indenfor deres støjede digitale univers. Med Tarot Sport har de gentaget succesen fra Street Horrrsing. Surf Solar er fremragende og generelt udvider pladen deres univers betydeligt. Musik når der følelserne ikke holdes tilbage.

8. Girls – Album

Helt igennem gennemført indie-album med solide ørehængere, som måske trækker på ældre indie’ske skabeloner, men som er så mange niveauer over hvad vi er vant til.

7. The Pains Of Being Pure At Heart – s.t.

Bandet med det mest fantastiske navn er storleverandører af en forfriskende naiv og insisterende teenage-støj-pop.

6. THE xx – xx

Der er virkelig skruet ned for de store instrumentale arrangementer på xx. Her hersker simplicitet og enkelthed, med den ene begrundelse at der ikke er behov for mere. Musikken formår uden tvivl at formidle og levere interessante, drømmende og ikke mindst utrolige cathcy sange.

5. jj – jj No2

Jj har bedrevet en kort plade, der næsten grænser til ep-længde men med så ufattelig meget charme.

4. Grizzly Bear – Veckatimest

Der findes nogle fantastiske sange på Veckatimest hvor Two Weeks og While We Wait For the Others er nogle af de stærkeste. Grizzly Bear nu med mere tilgængeligt materiale og med en fornemmelse for at skrue et genialt arrangement sammen. Bandet er vokset så uendelig meget siden deres første plader hvoraf Horn Of Plenty har været den mest gennemførte for undertegnede, og det er ligeså meget det faktum der gør denne plade til en bedrift. Grizzly’erne viser at de kan meget mere, og at de er nogen man for alvor skal holde et skarpt øje med.

3. Bon Iver – Blood Bank

Selv dette kun er en ep fra amerikanerens side, så viser den flere sider af den utroligt talentfulde alternative folk-sanger. Det er fire vidt forskellige numre, og selvom han også i dette år har udgivet en plade med konstellationen Volcano Choir, så er det så absolut hans solo-præstationer der er værd at hæfte sig ved. Jeg vil anbefale enhver at tage en lytter til disse himmelske fire numre.

2. The Antlers – Hospice

En utrolig stemningsfuld plade. Selvom emnet er utrolig sørgmodigt (pladens titel siger vist det hele) og vanvittig sentimentalt, så besidder alle numre en nerve der sjældent er set mage. Jeg er stor tilhænger at den utrolig nærværende rumklangs-sovs der er benyttet på vokalen, det er så veldoseret i netop denne sammenhæng at det netop underbygger det patetiske emne. Det er næsten som en film hvor vi følger et skæbnesvangert sygdomsforløb, og hele tiden er lytteren den der ligger øre til den sagte røst, der indlemmer os i en af de hårdere tider i et menneskes liv. Det er bemærkelsesværdigt hvor troværdigt det bliver formidlet og så uden at det bliver en tåreperser.

1. Animal Collective – Merriweather Post Pavillion

Dette er måske ikke den mest originale kåring, da mange andre sider allerede har lovprist denne plade og dens betydning. Jeg læste et sted (som jeg desværre ikke kunne finde), at det var sjovt at det var den alternatives musiks tilbøjelighed til at være mere tilgængelig der bliver lovprist, mens de tilgængelige musikanter bliver lovprist for at være mere alternative. Ja, det er en sjov og relevant betragtning må jeg sige, meld gerne ind hvis i kan huske hvem der har udtalt det, eller er stødt på citatet. Om ikke andet, så er dette album et eksempel på dette, og derudover indeholder det flere af årets absolut bedste numre. My Girls skal nævnes, det skal Brother Sports også, men derfor er alle numre stadig fantastiske. Et vanvittigt nyskabende album (og de er fortsat på deres nyligt udsendte ep Fall Be Kind).

Rikkes 10 bud:

10. The Clientele – Bonfires On The Heath

The Clientele har deres egen unikke lyd, og de holder fast i den. Deres monotone charme har i hvert fald grebet fat i mig endnu engang. Jeg bliver nødt til at opleve dem live i 2010!

9. Bowerbirds – Upper Air

Bowerbirds har, ligesom The Clientele, deres egen lyd som næsten ikke er til at så for. Jeg forbinder af en eller anden mærkværdig grund, Bowerbirds med varme og hygge, og det er bestemt også hvad man får, uanset om man sætter Hymns for a Dark Horse (2007) eller Upper Air fra i år på pladespilleren. Selvom det kunne lyde som om at de er en kende ensformet, skal det lige siges at jeg bestemt ikke keder mig i selskab med deres varme og hyggelige lyd. Mmm.

8. Camera Obscura- My Maudlin Career

Det her er et band jeg uden tvivl har dyrket alt alt for lidt. De har hele tiden ligget lige der rundt om hjørnet og luret, men det er først i år jeg har fået taget mig sammen. Og efter at have oplevet en rigtig dejlig koncert med dem på Loppen, sprang jeg langt om længe på vognen, og jeg har ikke set tilbage ét eneste øjeblik siden. Jeg ved ikke hvad der er med den her plade, men jeg vil ikke give slip.

7. Isbells – Isbells

Der var dem (inkl. min medskribent) der sidste år faldt hovedkulds for Justin Vernons skrøbelige stemme og kårede For Emma, Forever Ago som årets bedste plade over hele linjen. Som i sikkert allerede har gættet, var jeg meget svær at overbevise på den front, og er det stadig tildels. Det komiske er så, at jeg ved et tilfælde faldt over denne her plade kort før jul og holdt af den lige fra start, også selvom forsanger, Gaetan Vandewoude’s stemme og pladen i det hele taget, langt hen ad vejen minder mest af alt, om alt det der netop kendetegner Bon Iver. Et nummer som Without a Doubt med sætningen “I can’t change the world with melodies, but I’ll try“, var nok til at jeg var solgt til stanglakrids. Pladen kan anbefales på det kraftigste! (edit: også hvis du er til Fleet Foxes)

6. M. Ward – Hold Time

Jeg blev først introduceret for denne charmerende sangskriver i år, og startede ud med pladen Post-War fra 2006, som er en lille perle der gik direkte ind under min hud. Da Hold Time så udkom, var jeg helt solgt. Numre som Never Had Nobody Like You og Hold Time gik rent ind i mit univers, så derfor er denne plade meget svær at komme udenom for mit vedkommende.

5. Grizzly Bear – Veckatimest

Jeg har fulgt dem i årevis som morgendagens stjerner og pludselig er de det. 2009 har været Grizzly Bear’s år, uden tvivl. Og jeg finder det alligevel underligt at de pludselig er så eftertragtede, men forstår det på den anden side godt når jeg lægger ører til deres lille mesterværk af en plade. Jeg husker tydeligt den dag jeg købte den med hjem og var helt betaget af både vinyl, cover-art og musik i timevis. Det er smukt,

4. The Antlers – Hospice

Skrøbelig storladenhed er vist de rette ord at bruge om denne plade. Den går lige i hjertet på én og skal med andre ord, egentlig slet ikke beskrives med ord. Den skal høres!

3. The Whitest Boy Alive – Rules

Hvordan kan man begå én af årets bedste koncerter uden også at befinde sig blandt årets bedste plader?! The Whitest Boy Alive har gjort det igen! De har lavet en plade man både kan dvæle ved, skråle og danse til, og jeg elsker det. Gravity ramte mig lige i hjertekulen og blev hængende i månedsvis. Faktisk fristes jeg til at sige at det nummer må være mit dette års soundtrack, hvis man kun måtte vælge 1 nummer. Numre som Keep a Secret, Courage og Island kan når som helst få mig på dansegulvet.

2. Múm – Sing A-Long To Songs You Don’t Know

Múm plejer at lave plader jeg kan svæve til drømmeland med i ørerne. Dvs. plader jeg sjældent satte på i dagtimerne medmindre der stod en dejlig middagslur på menúen. Det skal ikke menes som en dårlig ting, men derimod en måde at sige på at múm som regel ikke laver plader man kan synge eller danse til. Det mærkat har de droppet denne gang, og lavet en dejlig lille plade proppet med små pop-perler som man både kan danse til og synge med på, hvis man lyster, men også pop-perler der stadig indeholder denne visse “múm-sfære”. Det er det jeg holder rigtig meget af ved denne plade, som selvfølgelig sættes på mest i dagtimerne.

1. Loney, Dear – Dear John

Et soundtrack til den perfekte nattefrost gåtur ned ad mindernes veje. Emil S. er blandt mine yndlingsmusikere, og på trods af dance-hentydningerne på dette album, har han igen igen igen ramt plet lige der hvor det svier allermest bittersødt. En dejlig fornemmelse.

Godt Nytår! 🙂

PS: Vi ved der sikkert mangler en del plader, men størstedelen af begrundelsen til hvorfor de ikke er kommet med på listerne, er ganske enkelt at vi ikke har haft tid til at høre dem endnu…

Reklamer

Mr. Tambourine Man

08/04/2009

Northern Portrait
© Danielle Mandix

Jeg undskylder den manglende opdatering af bloggen her, men det skyldes blot travlhed.

Travlheden har dog også indeholdt lidt musik, selvfølgelig har den det. I søndags havnede jeg for eksempel til koncert i min nye hjemby med de amerikanske forvoksede teenagers i The Pains Of Being Pure At Heart (som min medskribent tidligere har skrevet om herinde). Men det var dog for én gangs skyld ikke så meget hovednavnet jeg kom for at se, men derimod opvarmningsnavnet (i dette tilfælde var der dog 2 opvarmningsnavne, men jeg syntes ikke om det første, så nævner derfor kun det andet), de danske og meget oversete og -hørte, Northern Portrait.

Jeg havde kun tjekket dem ud på Myspace én gang for længe længe siden, men det havde ikke helt ramt mig (er ikke så god til at tjekke navne ud igennem Myspace). Men jeg havde derimod hørt en del om hvordan de er live, og så derfor frem til at opleve dem. Det var en rigtig fin koncert. Forsangeren havde en fed stemme og gjorde flittigt brug af tambourinen. Faktisk så meget, at jeg helt glemte at lægge mærke til de andre 4 mand på scenen. Hehe. Faktisk var det deres første koncert i Danmark nogensinde, hvilket er ret komisk når nu det er deres hjemland, og publikum var ret vilde med dem. Jeg ser frem til at deres første album udkommer (forhåbenligt på vinyl) og til at opleve dem live endnu engang.

Min medblogger inde på Hits In The Car, har skrevet et par fine indlæg om koncerten og har til og med lagt et par numre med Northern Portrait op til download, så hvis du er blevet nysgerrig, så gå endelig derind og læs Stützer’s ord og hent numrene. Det kan anbefales!


Roskilde for pokker

07/05/2009

Håkan Hellström

Jeg kunne alligevel ikke leve med tanken om at skulle sidde og glo i min lejlighed hele weekenden med det skønne vejr, og vide at en stor del af min omgangskreds hyggede sig ovre på Roskilde Festival og så en masse fed musik. Så jeg erhvervede mig i går, på trods af den pebrede billetpris, en endagsbillet og tog på en vild 24 timers udflugt dedikeret til Roskilde Festival. Hvilken tur…

Varmen var tæt på ulidelig da jeg langt om længe var ankommet og havde fået mit armbånd på, så dagen blev startet i venskabeligt selskab med en iskold papvin i skyggen. Hvorefter vi tog hul på dagens koncerter. Min oprindelige plan havde været at den skulle starte med …And You Will Know Us By The Trail Of Dead, men så fik jeg at vide at det nok ville være en god idé at møde op på Yourspace ved Pavilion på samme tid som koncerten ville starte, til en debat om musikblogs. Meeen, så fik jeg en sms fra en gammel kær ven, som gerne ville se Tim Christensen med mig, og eftersom jeg på trods af at have set Tim utallige gange, aldrig har oplevet ham på Roskilde, samt at musikken har en vis effekt på mig og det faktum at vinen var gået godt og grundigt i blodet, kunne jeg alligevel ikke dy mig, og planerne blev lavet om. Sikke en hyggelig eftermiddagsstund. Selvom jeg ikke kunne se scenen særlig godt, var det nu en dejlig oplevelse.

Herefter gik turen over til den eneste koncert jeg havde på mit program, som foregik på Orange Scene. Vi satte os til rette på den golde jord med en øl, og knipsede med til den gæve svensker, Håkan Hellström. Det var én af de bedste koncerter jeg længe har oplevet på Orange (hvis vi lige ser bort fra Muse og Flaming Lips for nogle år siden). Dejligt festligt og passende til det skønne vejr.

Arena kaldte igen, denne gang var det det meget omtalte band Elbow, der trådte på scenen. Jeg må være ærlig at sige at jeg på dette tidspunkt havde fået så hatten passede, og havde derfor lidt svært ved at holde koncentrationen. Men jeg synes heller ikke at Elbow passede ind på en scene af Arena’s størrelse. De ville have været meget bedre tjent med en mindre og mere intim scene. Når det så er sagt, fik jeg dog et godt indtryk af musikken.

The Dodos indtog Pavilion scenen, og hvilken koncert. Jeg kunne slet ikke stå stille. Der er en vis charme over den scene. Den har den perfekte størrelse. Min veninde og jeg kunne ikke lade være med at gå og smånynne på vores vej over til Astoria, hvor Micachu & The Shapes var gået igang med en koncert, som jeg havde set meget frem til, men som jeg dog måtte gå skuffende fra efter en række numre. Jeg kunne slet ikke forholde mig til deres støjende flade, som jeg havde forventet ville være mere legende end den fremstod.

Det var tid til en musikalsk pause. Alkoholens eftervirkning havde sat sine spor og en led hovedpine tvang mig til at sidde en stund ved Odeon, imens mørket lagde sig over festivalen.

Jeg havde dog ikke givet helt op, og traskede et par timer efter ned imod Pavilion endnu engang og rockede lidt med på The Pains Of Being Pure At Heart‘s teenage-rock. Det var cool. Men med tanken om at skulle holde hele natten, var det tid til en lille powernap, og meget passende fandt jeg en ledig hængekøje lige ved Pavilion og nød Roskilde lidt bag lukkede øjenlåg, og irriterede mig lidt over Black Dice‘s meget ensformigede udtryk, som var der gået hak i pladen.

Omkring kl. 2:30, tog jeg mig sammen igen og gik tilbage til Odeon for at nyde nogle numre af Mikael Simpson & Sølvstorm. Det var en hyggelig affære. Det er tydeligt at han har udviklet sig en hel del i både fremtoning og musikalsk udtryk siden jeg tilbage i 2003 en ligeledes sen nattetime blev hevet væk fra Coldplay på Orange, for at opdage Mikael Simpson & Sølvstorm i en lettere usikker udgave på Pavilion, som dengang lå der hvor Astoria ligger i dag.

Men jeg var nødsaget til at forlade koncerten til fordel for Pavilion endnu engang. Denne gang drejede det sig om de psykedeliske Dragontears med Lorenzo Woodrose i front. Mine øjenlåg var blevet rigtig tunge på dette tidspunkt, og en hel dag i støv, var begyndt at kunne mærkes godt og grundigt. Det var sjovt at opleve at blive sendt på sådan en tidsrejse, for man kunne snildt forestille sig at man befandt sig på én af de første Roskilde Festivaller for cirka 30 år siden, hvis man brugte sin fantasi og levede sig ind i musikken. Den var lige en anelse for syret til min smag, men jeg holdte ud for jeg skulle underholdes så længe som muligt, da DSB ikke kører med så mange tog imellem 2 og 6 om natten.

Klokken 4:30 var der ikke mere tilbage. Folk sev lige så stille ud af festival pladsen, og bassen fra diverse fester rundt omkring bulrede i baggrunden imens jeg lige så stille traskede ind imod stationen. Det blev mere og mere stille og mere og mere mennesketomt. De 24 timer var ved at rinde ud, og min mavefornemmelse omkring det hele var god. Roskilde er nu noget særligt.


Roskilde kvaler – men efterårsplaner

07/02/2009

RTEmagicC_961cfd6ad1.jpgJa nu er Roskilde Festivalen godt nok over de fleste, men for os der prioriterede og nu kan sidde med en bitter smag, bliver vi jo nødt til at kigge fremad. Tidligere på denne aften sad min medskribent og jeg og diskuterede kommende koncerter i efteråret. Det viser sig, at der trods sørgelige nyheder om, den forhåbentlig sidste nedjustering af den rytmiske musik i dette årtusind, er et fremragende program på den anden side af torden-varmen og solskinnet på de regionale spillesteder. Der er både gode nyheder til københavnerne og til århusianerne

I København er der både Roskilde navne (som eneboere der ikke skal på Roskilde kan indhente): The Pains Of Being Pure At Heart (Vega d. 2. august), Vampire Weekend (Vega d. 13. august), Deerhunter (Vega d. 16. august), Grizzly Bear (Vega d. 24. november) en lille frækkert ind imellem er Kings Of Convenience (Vega d. 6. oktober), som jeg personligt ser utroligt meget frem til at høre mere fra. Generelt er det Vega der (som ofte) har et rigtig stærkt program. Sunset Rubdown på Loppen d. 6. september kunne også lokke.

Kigger vi på skansen omkring det århusianske er der også kvalitet at spore:

Musikcaféen byder blandt andet på:

  • Chimes & Bells, d. 27. august (Store dele af Choir of Young Believers)
  • Marybell Katastrophy, d. 11. september (Som altid med deres blandede besætninger)
  • Cody + flere, d. 10. oktober (der lyder som et utrolig spændende alternativ på den mere afdæmpede side af musikken)
  • Taxi Taxi!, d. 28. oktober (De svenske tvillinger der synger som din bedste drøm)

Det (til den tid) nyrenoverede Voxhall har prominente navne i kikkerten:

  • MusikAarhus Release #2 Edition: Kiss Kiss Kiss + Coco Moon + Boom Quips, d. 28. august (Magasin release event med gratis adgang og i øvrigt første arrangement i den renoverede bygning)
  • 2012: Micachu & the Shapes, d. 3. september (Århus Festuge hvor der arrangeres en minifestival)
  • Malcolm Middleton d. 30. september
  • Death To Frank Ziyanak + Loop Girl + Hank Robot, d. 1. oktober (Fremragende bands hele aftenen, Maria Timm og Kim Kix i de sidste to)

Dette indlæg er altså ment som et lille positivt blik ud i fremtiden for dem, der som jeg selv, var ved at rive min skatteregninger i stykker og smide dem på bålet med Carina Christensen snittet som en lille træfigur. For dem, der styrer de regionale spillesteders penge, gør det ikke nemt for de ildsjæle der holder gang i små lige-holde-sig-gående scener vi har tilbage. Må Stengade 30 venligst være den allersidste i af disse henrettelser.


Hvis jeg skulle på Roskilde…

06/15/2009

Hvis jeg havde haft tid og råd til at komme på Roskilde Festival i år, er der faktisk efterhånden en hel del navne jeg godt kunne tænke mig at se. Eller det er i hvert fald det indtryk jeg har fået efterhånden som årets navne er tikket ind. Så jeg har sat mig for at lave en oversigt herinde, som forhåbenligt kan være inspirerende for jer derude, som skal afsted:

…And You Will Know Us By The Trail Of Dead
Nick Cave and The Bad Seeds
Cut Off Your Hands
The Dodos
Pete Doherty
Fleet Foxes

Friendly Fires
Håkan Hellström
I’m From Barcelona
Micachu & The Shapes
M. Ward

The Pains Of Being Pure At Heart
Rumpistol
Mikael Simpson & Sølvstorm
Shugo Tokumaru
The Whitest Boy Alive

Yeah Yeah Yeahs

Dem jeg har markeret med fed skrift, er dem jeg er allermest ked af at gå glip af, og som jeg på det kraftigste anbefaler jer der skal afsted, at tjekke ud.

Jeg har været på Roskilde Festival 3 gange i mit liv, og næste hver gang har det været min filosofi, at prioritere de udenlandske navne højst. At der så alligevel har sneget sig et par danske ind på denne liste, hænger sammen med at jeg mener at Rumpistol ville være en speciel oplevelse på Roskilde. Hvad angår Mikael Simpson & Sølvstorm, så var det faktisk på min første Roskilde Festival tilbage i 2003, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med dette navn kl. lort natten til lørdag (tror jeg det var), og da det er længe siden jeg sidst har oplevet ham live, kunne det være sjovt at opleve ham live på denne festival igen. Som en slags tradition om man vil.

Det er faktisk en ret lang liste, som ville retfærdiggøre billetprisen alene, i og med at det ville koste mig rundt regnet 100 kr pr. band, og dermed gøre det værd for mig at tage afsted. Men så er der transport og mad + drikke oveni og alt det der. Så det går desværre ikke.

Herunder er videoer med nogle af de foretrukne navne…

Shugo Tokumaru – ‘Parachute‘:

M. Ward – ‘Hold Time‘:

Micachu & The Shapes – ‘Golden Phone‘:


The Pains of Being Pure At Heart

03/03/2009

Jeg vil gerne anbefale dette band på det kraftigste. Har man hørt My Bloody Valentine og kunne lide det, samtidig med, at man kan lide at høre lidt god gedin teen-pop. Ja så er dette her lige nøjagtig noget for dig. For føj for den hvor er det godt. Ligesom sine storebrødre i My Bloody Valentine, så tager det lidt tid at vænne sig til stilen, men det er noget tid du ikke fortryder. Lade os håbe at vejen snart kan føres forbi DK.

Lyt til et af deres fedeste numre her:

The Pains of Being Pure at Heart – This Love is Fucking Right