Ømme fødder og udmattelsens sørgmodighed

05/23/2010

Måske ikke den mest positive overskrift på et indlæg omhandlende den netop overståede SPOT Festival, som undertegnede havde en rigtig god en af. Jeg forlod pladsen for sidste gang i år i en taxa for snart to timer siden med tårer i øjnene og en kæmpe klump i halsen. Måneders forberedelser og resultaterne af disse var blevet leveret og afsluttet. På blot to dage. Mange håndtryk, indtryk og visitkort er blevet delt ud i løbet af to meget hektiske dage og aftener. Pladsen imellem Musikhuset og Ridehuset er vadet tyndt og fødderne dunker nu af smerte. Men alle minderne er bevaret og hjertet er fyldt til renden af kærlighed og kærligheden til musikken. Det er en dejlig fornemmelse der rumler i min mave, når jeg tænker tilbage på torsdag, fredag og lørdag. En fornemmelse af at have opnået netop alle de ting jeg kom for og mere til.

Egentlig oplevede jeg ikke så meget musik i år, men nåede da lige at få Slaraffenklang med i torsdags, hvilket var en smuk og underholdende oplevelse. Jeg kan godt lide at man kan mærke den der venskabelige ping-pong med et blink i øjet eller tre, som de to bands kører imellem hinanden. Både imellem numrene såvel som når musikken spiller og der bliver eksperimenteret på livet løs. Jeg glæder mig faktisk til allerede at opleve dem for tredje gang på torsdag d. 27. maj i Pumpehuset, hvor de skal spille dobbeltkoncert med Marybell Katastrophy og de søde Regnskyer kommer og vender plader (mere info fåes her).

Fredag nåede jeg på trods af travlhed forbi Label Love showcasen for at se Benni Hemm Hemm, hvilket var en fantastisk rar oplevelse. Akkompagneret med tre blæsere og velsignet med lækker lyd i et mørkt og tyst Archauz, var det ikke til at tage fejl af hvem der stod på scenen. Benni Hemm Hemm leverede et hyggeligt og velspillet lille set, og som det så ofte er på SPOT, var det lige kort nok. Så jeg håber at han kommer tilbage til Danmark meget snart og spiller en hel koncert med et størrer band.

Derudover nåede jeg forbi SPOT’s nye scene Pick-Up scenen, fredag aften for at se Twins Twins give den gas. Og det skal jeg da lige love for at de fik gjort! De leverede et tight og energisk set, som umuligt kan have skuffet nogen blandt det talrige fremmøde. Drengene kan roligt være stolte. Senere fik jeg fornøjelsen af at skulle være stand-in for ét af pladeselskaberne i DUP-boden og kunne derfra høre Alcoholic Faith Mission udføre en særdeles fremragende koncert nede i den anden ende af Ridehuset.

Lørdag mistede jeg hurtigt overblikket, og endte derfor kun at opleve snapshots af Betting On The Mouse, Sleep Party People, The Sad Lovers, Hunch Bettors, Marie-Louise Munck og Tremolo Beer Gut. Der var ellers sat ringe rundt om en masse andre navne + spændende seminarer, men prioriterede på starten af dagen nogle andre ting, og da jeg fik tid for mig selv igen, havde jeg mistet overblikket og tog blot tingene som de kom.

Én ting lod jeg dog ikke gå min næse (ører) forbi, og det var SPOT efterfesten nede på Studenterhuset hvor bl.a. Bodebrixen spillede op til dans, smil og sang, i selskab med en masse farverige balloner og intense regnbyger af glitrende konfetti. Det var én stor fest med det efterhånden meget velspillende band, og det gik lige i mit blod og smilebånd og fuldendte den fantastiske SPOT Festival, for mit vedkommende, på den bedst tænkelige måde.

Reklamer

SPOT Festival og DUP

05/16/2010

Hvis i synes her har været lidt stille i nogle halvlange perioder på det sidste, har vi en god forklaring. Rune har dels travlt med eksamen og en nedbrudt computer, og undertegnede har været (og er stadig) i praktik hos DUP (Danske Uafhængige Pladeselskaber), som har indebåret en masse travlhed og meget lidt overskud til at skrive indlæg her. I må dels af samme grund desværre undværre det ugentlige blaa mandag indlæg i morgen. Men det overlever i nok når nu jeg skriver det her indlæg i aften.

De af jer der har været på SPOT før, har sikkert stiftet bekendtskab med det såkaldte DUP-telt, som har været at finde på pladsen de sidste par år (er usikker på hvor mange år det egentlig har været der, da jeg først stiftede bekendtskab med det for 2-3 år siden). Dette telt er i år rykket ind i Ridehuset, og har fået hele 2 scener og meget bedre udstyr til at afvikle det hele (wow!). Udover DUP, vil også ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere) og P3 være repræsenteret i det store gamle hus. Jeg har i forbindelse med min praktik arbejdet på højtryk for at få det puslespil, der hedder afvikling til at gå op, samtidig med at jeg har skulle koordinere i forhold til DUP-boden, som også vil være at finde i Ridehuset i nærheden af den ene af scenerne. Som noget nyt i år, er det de forskellige tilmeldte pladeselskaber selv der står bag disken i boden og sælger plader. Man kan møde folk fra bl.a. A:Larm, Cope Records, Lolita Industri, Merger, Pony/Rec, Playground m.fl.

På de to scener vil man kunne opleve følgende bands:
Fredag:
ORA bands:
kl. 14:00: Vampire Blow
kl. 15:00: The Lovin’ Flickknives
kl. 16:00: Pløk
kl. 17:00: Wrong Side of Vegas

DUP bands:
kl. 18:00: Magnus Fra Gaarden
kl. 19:30: Claes Cem
kl. 21:00: Alcoholic Faith Mission
kl. 22:30: The New Heartaches
kl. 00:00: Dansk Fløde
kl. 01:00: I Got You On Tape

Lørdag:
kl. 12:00: DUP/Bandbase listening session

ORA bands:
kl. 14:00: Pinkunoizu
kl. 15:00: Bel Esprit

kl. 15:30: P3 Karrierekanonen

DUP bands:
kl. 16:40: Sleep Party People
kl. 18:00: The Sad Lovers
kl. 19:30: The Tremolo Beer Gut
kl. 21:00: 4Fod

kl. 21:40: P3 sessions

kl. 00:30: Supershine

Jeg har haft for travlt til at tjekke de navne ud, som jeg ikke kender på ovenstående liste, så vil derfor ikke anbefale nogen frem for andre. Men det skal nok blive interessant at opleve dem alle i løbet af de to dage. Jeg håber vi ses!