Årets koncerter

12/04/2009


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.


Den hvideste dreng i levende live

04/25/2009

Erlend Øye

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst levede mig så meget ind i musikken til en koncert, at jeg helt glemte at lægge mærke til hvad der rent faktisk foregik på scenen og rundt omkring mig. Jeg levede bogstaveligt talt i min egen lille dansende bobbel da The Whitest Boy Alive, i går gav den gas så det baskede på Trains scene i Århus. Min krop er i dag banket gul og blå, hvilket vel kun må være et tegn på hvor god koncerten var. Jeg startede på 7. række eller noget i den dur da aftenens hovednavn trådte ind på scenen, og endte kort tid efter allerforrest, lige foran den aller hvideste af dem alle, nemlig Erlend Øye himself. Sikke en fest! Der blev givet slip på alt hvad der var at give slip på, ja selv min ene øreprop røg ad helveds til.

Stemningen var helt særlig. Og det er da én af de få ting jeg kan huske…for da jeg i dag gik en tur i det solbeskinnede Århus med min medskribent og fætter og gennemgik vores oplevelser fra koncerten i går, gik det op for mig hvor lidt jeg egentlig havde opfanget, hvilket var lidt skræmmende, men samtidig siger noget om hvor fjern jeg har været i musikken. Det er utroligt hvad musik kan gøre ved dig. Indrømmet at der var noget alkohol indblandet, men det var ikke det alene der gjorde udslaget. Rune har skrevet en meget sigende anmeldelse af koncerten her og Gaffa’s er heller ikke dårlig. Især Rune’s indledende sætning giver et meget godt billede af hvilket humør størstedelen af de godt 700 publikummer var i:

”You can’t compare this to anything man” lyder ordene fra en meget feststemt gæst der med de bedste intentioner giver mig, et særdeles ’vådt’ knus, jeg takker ham naturligvis og nikker (…)…

Det er rart når anmeldere kan minde én om hvad der egentlig skete, og i hvilken rækkefølge det skete, når ens eget minde og indtryk er yderst sløret og rodet, men i det mindste meget positivt. Ved nærmere eftertanke, tror jeg selv jeg var ofre for et eller to styks af de der ‘våde’ knus…det var nu meget hyggeligt. Kærlighed (og fest og glade dage) til folket som man siger…mere af det tak!


Forårets koncerter

02/11/2009


© Kim Erlandsen

Der er 2 koncerter jeg personligt ser meget frem til her i foråret. Den ene ved jeg slet ikke hvad jeg skal forvente mig af, andet end at jeg glæder mig til at se hvad den byder på. Og den anden går jeg allerede og danser til ved tanken om at skulle afsted. De foregår begge i Århus i april måned, henholdsvis mandag d. 6. april og fredag d. 24. april.

D. 6. april er det den svenske Emil Svanängen der står bag Loney, Dear der skal betræde scenen i Voxhall’s kolde betonklods og forhåbenligt sprede noget varme og lidt smil.

Der er tale om svensk indiepop der på én gang er glad og melankolsk, tilsat nogle meget sigende tekster. Jeg ved ikke om man skal glæde sig over at det er en forårskoncert, istedet for en efterårskoncert. Eller om vejret fortsætter i det grå indtil denne dag, så det havde været lige meget om det var den ene eller den anden årstid? – Jeg glæder mig i hvert fald til en aften i selskab med god musik fra start til slut!

Fredag d. 24. april skal danseskoene kridtes inden det norsk-tyske band med vores alle sammens yndlingsnørd, Erlend Øye (også kendt for den mere dæmpede akustiske duo Kings Of Convenience) i spidsen, fylder Train med dejligt monotont indiepop. Jeg taler selvfølgelig om The Whitest Boy Alive, hvis overraskende danseglæde dansede sig ind i mit hjerte på en regnvåd lørdag på Roskilde Festival i 2007 og leverede hvad der i mine øjne og ører var den bedste koncert på festivalen det år (sammen med Grizzly Bear‘s ej at forglemme)! Folk dansede løs flere meter udenfor Odeon’s teltdug og stemningen var ubeskrivelig fed, selvom man stod og sank ned i mudder til anklerne. Jeg tør næsten ikke forestille mig hvor fedt det bliver til en indendørs koncert. Det bliver sikkert Odeon gange 10. Men nu skal jeg vel også passe på med at skrue for højt op på forventningerne… Jeg kan i hvert fald på det højeste anbefale dig, kære læser, at gå herind og lytte til deres nye single ‘Island‘, og se så om du kan sidde stille.