Det sødeste nedfald

07/14/2010

Efter længere tids overvejelse pga. en pebret billetpris, tog jeg mig endelig sammen, og hoppede på cyklen. For første gang længe, oplevede jeg at cykle ned mod Vega med sommerfugle i maven. Med den historie jeg har med Regina Spektors musik, var det svært at vide hvad jeg skulle/kunne forvente…

Det kan godt være at jeg er ved at være for gammel til at rende til koncerter, eller også er jeg for tilvænnet med forhånds-/insiderviden. Men aftenens koncert lod vente på sig. Der stod kl. 20 på billetten, jeg var der på slaget, men hun lod vente på sig og kom ikke på scenen før kl. 20:37 (!). Allerede her var jeg jævnt irriteret over at skulle stå i næsten 40 minutter og vente på en forsinket kunstner. Jeg blødte dog hurtigt lidt op, da hun startede settet ud med den sang der havde rumsteret inde i mit hoved lige op til koncerten, smukt fremført på flygel, violin og trommer, mere skulle der ikke til:

Men det holdt ikke længe, da det ikke virkede som om Spektor overhovedet var i stødet til at spille koncert. Hun spillede de første 5-6 numre næsten uden pause, og virkede meget fraværende på trods af komplimenter og tilråb fra publikum. Man kunne se at hun var smigret, men kunne ikke rigtig andet end at fremstamme et genert “thank you guys”, inden hun gik videre til næste nummer. Jeg begyndte at undre mig over om hun enten er ekstremt genert eller meget koncentreret når musikken spiller…Men taget hendes gode ry i mente, tvivlede jeg alligevel stærkt på at det var nogen af delene.

Det skulle så vise sig, at min tvivl kom mig til gode, da der faktisk var en grund til den manglende publikumskontakt og smertende mine, da Spektor langt om længe midt i settet åbner op og fortæller at de oprindeligt skulle have været 4 på scenen, men at cellisten, Dan, desværre var afgået ved døden for nyligt, hvilket havde gjort denne tour en overvældende én af slagsen. Dan efterlod en ung kone og et lille barn. Man kunne nu tydeligt mærke på Spektor, der med knækkende stemme og nervøse træk måtte kæmpe for at komme ud med budskabet, at hun langt fra var okay med situationen. Hun forlod derefter scenen sammen med trommeslageren, hvorefter violinisten tog over og fortalte lidt mere om Dan og hans yndlingssang (fik aldrig fat i hvilken én det var og kunne ikke nikke genkendende til den), som han derefter gav sig til at synge akkompagneret på elguitar.

Efter dette nummer forlod også han scenen, og Spektor kom tilbage efter godt 1 minuts stående klapsalver. Stadig tydeligt rystet…men hun satte sig ved flyglet og fortsatte ufortrødent koncerten solo. Publikum var blevet stille, meget stille og lyttende, hvilket undertegnede satte stor pris på. Setlisten indeholdt lige dele fra hendes seneste plade Far (2009) og Begin To Hope (2006) + sikkert nogle andre sange fra hendes bagkatalog, som undertegnede endnu ikke er så bekendt med. Men denne sidste halvdel af settet indeholdt hele to af de numre jeg havde håbet allermest hun ville spille, nemlig Samson og Summer In The City, som begge blev fremført på smukkeste vis. Kl. 21:40, næsten præcis 1 time efter at hun langt om længe var kommet på scenen, havde hun spillet sidste nummer, takkede af og forlod scenen for ikke at vende tilbage, uanset om publikum blev stående og klappede efter ekstranummer…

Jeg har det lidt ambivalent med denne koncert, da rammerne omkring den spolerede en stor del af oplevelsen for mig. Dels forsinkelsen og derpå det efter min mening alt for korte set, taget hendes halvstore bagkatalog i betragtning og ikke mindst billetprisen. Plus hendes fravær… Men bortset fra alt det, var koncerten, når musikken spillede, perfekt!


Årets koncerter

12/04/2009


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.


Cabaret iført polkaprikker

10/11/2009

spinning-for-the-causePå mandag den 12. oktober rammer I Got You On Tapes nye skæringer de danske pladebutikker (selvom bandet holdte en officiel release party i lørdags).

Pladen hedder Spinning for the Cause, og det er de alternative rockeres tredje studiealbum, som på fin vis lever op til de forventninger IGYOT’s tidligere lyttere har måtte håbe på.

Spinning for the Cause består af ti nye sange, som har været undervejs siden deres anden plade 2. Med nummeret Polkadots viste bandet allerede i februar i 2008, da IGYOT gæstede Voxhall, hvad vi kunne forvente af et nyt album. Det var allerede dengang et fantastisk nummer, og i indspillet form er det så sandelig heller ikke blevet dårligere.

Bandet er allerede, i en anden anmeldelse, blevet rost for deres underspillethed, og det er ganske forståeligt. For den, og så de fire gutters tekniske overlegenhed er afgørende hos I Got You On Tape.

De vælger at spille enkelt, ligesom fodboldspillere kan vælge at spille enkelt og stadig lave mål – og det resulterer i at numrene oser af et overskud, og det kan høres lige højt i begge sider af høretelefonerne. Det er enkelt, men ikke let.

Polkadots er værd at fremhæve (hør den nederst på siden). Nummeret bliver stilfærdigt bygget op af et lydmalende synth-arpeggio, der bliver suppleret af Jacob Bellens, som med sin varme og monotone stemme fuldender udtrykket til bravur. Klaver og korstemmer pynter yderligere, men udtrykket kan stå alene med de to omtalte elementer nummeret starter med.

Startnummeret Cabaret er et utrolig udtryksfuldt nummer, hvor tungsindigheden for alvor gør sit indtog. Dybe og høje toner bliver skingert fremmanet af den dygtige guitarist Jacob Funch og af bassist Jeppe Skovbakke. Mens Rune Kielsgaard gør sit, for at nummeret rent rytmisk bliver tilbage.

Talk About The Treadmill har to guitarstemmer der fletter sig ind, ud, og med hinanden hele nummeret igennem. Musikken understreger fint teksten, og igen er kvaliteten i top. Et af de stærkeste numre på Spinning for the Cause.

Beggars And Bangers, Wedding Song og albummets titelmelodi er alle højdepunkter, hvor teknisk overskud, kvalitativ sangskrivning og en utrolig malerisk stemning bliver penslet ud på lydfladerne. Jeg kunne fortsætte superlativerne, men pointen er vidst understreget: Bandet skuffer ikke, tværtom rykker de et hak op i det musikalske hierarki på den danske musikscene.

IGYOT fortsætter deres tilbagelænede enkeltstående æstetik på hele pladen, og der er faktisk ikke nogen svipsere undervejs. Det er med Spinning for the Cause, som med de fleste andre plader af bandet, der skal mere end én gennemlytning til, for at numrene for alvor bider på. Men ligeså snart guitartonerne og vokalen får lov til at massere dine øregange i længere tid, bliver det vanedannende – så er du forberedt. En plade vel over gennemsnittet.

Værd at anbefale er derfor bandets koncerter i Århus og København med flere, henholdsvis den 7. november på Musikcaféen og den 12. november på Vega.

Se resten af bandets tour-datoer her.

Og hør Polkadots her:

Og Talk About The Treadmill her:


Roskilde kvaler – men efterårsplaner

07/02/2009

RTEmagicC_961cfd6ad1.jpgJa nu er Roskilde Festivalen godt nok over de fleste, men for os der prioriterede og nu kan sidde med en bitter smag, bliver vi jo nødt til at kigge fremad. Tidligere på denne aften sad min medskribent og jeg og diskuterede kommende koncerter i efteråret. Det viser sig, at der trods sørgelige nyheder om, den forhåbentlig sidste nedjustering af den rytmiske musik i dette årtusind, er et fremragende program på den anden side af torden-varmen og solskinnet på de regionale spillesteder. Der er både gode nyheder til københavnerne og til århusianerne

I København er der både Roskilde navne (som eneboere der ikke skal på Roskilde kan indhente): The Pains Of Being Pure At Heart (Vega d. 2. august), Vampire Weekend (Vega d. 13. august), Deerhunter (Vega d. 16. august), Grizzly Bear (Vega d. 24. november) en lille frækkert ind imellem er Kings Of Convenience (Vega d. 6. oktober), som jeg personligt ser utroligt meget frem til at høre mere fra. Generelt er det Vega der (som ofte) har et rigtig stærkt program. Sunset Rubdown på Loppen d. 6. september kunne også lokke.

Kigger vi på skansen omkring det århusianske er der også kvalitet at spore:

Musikcaféen byder blandt andet på:

  • Chimes & Bells, d. 27. august (Store dele af Choir of Young Believers)
  • Marybell Katastrophy, d. 11. september (Som altid med deres blandede besætninger)
  • Cody + flere, d. 10. oktober (der lyder som et utrolig spændende alternativ på den mere afdæmpede side af musikken)
  • Taxi Taxi!, d. 28. oktober (De svenske tvillinger der synger som din bedste drøm)

Det (til den tid) nyrenoverede Voxhall har prominente navne i kikkerten:

  • MusikAarhus Release #2 Edition: Kiss Kiss Kiss + Coco Moon + Boom Quips, d. 28. august (Magasin release event med gratis adgang og i øvrigt første arrangement i den renoverede bygning)
  • 2012: Micachu & the Shapes, d. 3. september (Århus Festuge hvor der arrangeres en minifestival)
  • Malcolm Middleton d. 30. september
  • Death To Frank Ziyanak + Loop Girl + Hank Robot, d. 1. oktober (Fremragende bands hele aftenen, Maria Timm og Kim Kix i de sidste to)

Dette indlæg er altså ment som et lille positivt blik ud i fremtiden for dem, der som jeg selv, var ved at rive min skatteregninger i stykker og smide dem på bålet med Carina Christensen snittet som en lille træfigur. For dem, der styrer de regionale spillesteders penge, gør det ikke nemt for de ildsjæle der holder gang i små lige-holde-sig-gående scener vi har tilbage. Må Stengade 30 venligst være den allersidste i af disse henrettelser.


Københavnske spillesteder og krisepakker

05/04/2009


Jeg har før nævnt det herinde, og nu siger jeg det igen, efter at have læst denne nyhed. Jeg sagde sidst, at de københavnske spillesteder burde kigge deres jyske kollegaer over skulderen og gøre brug af mere frivillig arbejdskraft, men efter at have snakket om emnet med en kender af det københavnske musikermiljø, har jeg fundet ud af at det ikke er så lige til. Modsat Kolding, er der jo langt mere konkurrence i København, så hvis ét spillested skulle til at gøre brug af frivillig arbejdskraft, så ville de blive klandret for at have flere penge til rådighed til at afholde koncerter osv. Så derfor vil det kun kunne lade sig gøre at tage den jyske model i brug, hvis alle spillestederne bliver enige om at springe ud i det. Men det sker jo nok ikke sådan lige, selvom det godt kunne lyde på Vega’s direktør, Peter Sand, som om at de er klar til at lave ændringer på trods af hjælpepakker:

Jeg savner i den grad, at der er en direkte dialog mellem de implicerede parter, hvor man går ind og kigger på, hvordan det her kunne ændres. Det er lidt for banalt bare at komme med en check og så betragte problemerne som værende løst.


Er det virkelig så galt ?

03/02/2009

Vega og Voxhall
Det er jo ikke nogen hemmelighed at Danmarks nuværende regering fra starten har været rigtig dårlige til at dele resourcerne ud på bl.a. kulturområdet. Først med den katastrofale duksedreng Brian Mikkelsen, der ikke engang kunne finde ud af at udtale sit “favorit band” Swan Lee’s navn ordentligt, og nu med den mindst lige så kedelige og konservative Carina Christensen, som godt nok har en Cand.negot. i baghånden. Den skulle forestille at klæde den studerende på med 50% økonomi og 50% sprog og kultur, i form af fag som Historie og samfundsforhold, Kulturhistorie, Mundtlig kommunikation, Interkulturel kommunikation, Forhandlingstræning og grammatik og så en række økonomiske fag som er irrelevante for dette indlæg. Så er det jeg sidder og tænker – som studerende på universitetet og en næsten gennemført bachelorgrad – det kan da godt være at alle de her fag lyder ih og åh så fancy…men de klæder dig sgu ikke på til at kunne gå ud og tage 100% stilling til alt hvad der rører sig i kulturen! Og det viser Carina Christensens seneste kedelige udspil sørgeligt nok, holder stik – hun har nemlig afvist spillesteder.dk’s appel til kulturministeriet om en nødpakke på 10 millioner kroner. Det er så hvad det er, ingen overraskelse. Men det er jo også så nemt at skyde skylden på politikerne…

Der er efterfølgende dukket nogle artikler op om, at de jyske spillesteder altså lever i bedste velgående. Det er da også bemærkelsesværdigt, at hver gang der har været en artikel om et lukningstruet spillested, så har der været tale om et københavnsk spillested. Senest har man måttet fyre to medarbejdere på Vega. Her kommer min undring så ind i billedet, da jeg efter lidt research er kommet frem til at netop Vega f.eks. har ca. 235 timelønnede ansatte og 15 fuldtidsansatte, og sammenligner man det med eksempelvis Godset (der har været så heldige at få det største tilskud tildelt fra Kunstrådets Musikudvalg i forbindelse med udnævnelsen af regionalt spillested i perioden 2009-2012, bl.a. fordi de afholder ca. 12-14 koncerter ude af huset, på enten Pitstop eller Klostret) eller Voxhall der begge steder kører rundt med 5-6 fuldtidsansatte og en masse frivillige hænder til bar, garderobe, dør, afvikling, håndtering af lys og stagehands m.m. Jeg er godt klar over at Vega har en kapacitet der er tre-fire gange så stor som de jyske eksempler, og at de derfor også har brug for det flere hænder. Men hvis nu de 235 timelønnede ansatte var frivillige, så ville deres udgifter jo ikke være så mange, og deres krise ville ikke være så stor, at de ville blive nødt til at gå til kulturministeriet og bede om hjælp. Jeg har desværre ikke kunne finde frem til om nogle af de andre kriseramte spillesteder kører samme politik som Vega uden frivillige, så kan derfor ikke generalisere og sige at alle de københavnske spillesteder burde følge den jyske model. Men måske Vega burde kigge sine jyske kollegaer over skuldrene og følge deres eksempel. Måske billetpriserne dermed også kunne sænkes i samme ombæring, hvis de gjorde brug af frivillige hænder istedet for timelønnede ? – Jeg dagdrømmer vist nu. Men hallo! Det er jo logik for burhøns at skære ned på de timelønnede.