blaa mandag #17

04/27/2010

Den første gang jeg nogensinde stiftede bekendtskab med Figurines, var da de varmede op for Mark Olson, The Creek Dippers feat. Victoria Williams i Voxhall d. 13. marts 2003. Det var en veninde der havde lokket mig til at købe en billet til en værdi af 110 kr + gebyr, og tage turen fra Kolding til Århus, bare for at se opvarmningsbandet. Jeg kan huske at jeg syntes det havde været en lidt småpebret tur, bare for at se et opvarmningsband, for vi blev ikke og så hovednavnet, hvilket vi siden hen har fået høvl for. Jeg husker ikke engang om Figurines var godt eller ej. Men et eller andet indtryk må de have gjort, for jeg har oplevet dem live syv gange siden, ejer samtlige af deres plader og har endda selv stået bag én af koncerterne.

Siden 2003, er de blomstret op igennem tre unikke albums, Shake A Mountain (2003), Skeleton (2005) og When The Deer Wore Blue (2007), fået en del mere opmærksomhed her i DK og nået næsten en hel omgang om kloden. Derudover har bandet igennem tiden skiftet ansigter og form. Først med den nu tidligere bassist, Andreas Toft’s exit i 2006 og siden med den nye bassist Mads Kjærgaard plus udvidelse med Malthe Fischer (Oh No Ono) på tangenter, hvor sidstnævnte siden er skiftet ud med Jens Ramon og Mads Kjærgaard har meldt sin exit. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ved hvor Kristian Volden (trommer) er forsvundet hen, men Figurines anno 2010, består kun af Christian Hjelm (vokal/guitar), Claus Johansen (guitar/trommer) og Jens Ramon (tangenter), hvoraf de to førstnævnte er de eneste oprindelige tilbageværende medlemmer.

De udgiver en EP næste mandag d. 3. maj, som forløber til deres fjerde album der ventes ude til efteråret. EP’en indeholder udover førstesinglen Lucky To Love (som iøvrigt også er titlen på EP’en), covernumrene Television Time (The Mopeds (det svenske 90’er band)) og New Orleans Instrumental No. 1 (R.E.M.), hvoraf førstnævnte cover er det mest iørefaldende og lækreste af de to hvis du spørger mig. Ydermere indeholder den dels en tidligere uudgivet sang Drag The Mood fra indspilningerne til When The Deer Wore Blue og en alternativ version, eller demo om man vil, af Poughkeepsie som er endnu en sang der kommer med på den kommende plade. Vi har her på blaa vinyl været så heldige, at få lov til at dele (streame) den nye single med jer kære læsere, så nyd det:

Figurines er et band der for mig mest har prydet diverse festmiks igennem årene. Og da jeg i sin tid bookede dem til studenterhuset, havde jeg ingen anelse om hvor store de havde vokset sig. Men det gik hurtigt op for mig, da folk gik helt amok og skulderklappene ingen ende vil tage. Jeg var med til deres sidste koncert på deres turné i efteråret, hvor både Mads Kjærgaard og Kristian Volden spillede deres sidste Figurines koncert. Det var en overvældende oplevelse at stå der på balkonen og overvære et udsolgt Lille Vega hylde et band der i en sådan grad havde fortjent det. Det føltes virkelig som om et kapitel lukkede og et nyt startede. Jeg følte virkelig hvor meget jeg egentlig holder af dette band på denne aften og hvor mange minder deres musik har bragt med sig med årene. Og når det så er sagt, vil jeg her slutte indlægget af med én af mine favoritter fra deres seneste album:


I det berømte rampelys

04/23/2010

Der er snart ingen grænser for hvad de vil vise os i TV i dag. Underholdningen får en højere og højere pris når det kommer til privatsfæren. Vi vil være vidne til det hele. Ja…det er ikke nogen nyhed jeg kommer med her, men det slog mig da jeg forleden så dokumentaren Stages om Duné. Det er ikke et band jeg har dyrket synderligt meget på noget tidspunkt, men jeg havde hørt så meget om dokumentaren, at jeg blev nødt til at se den (sådan har jeg det faktisk generelt med musikdokumentarer; altså de behøver ikke at handle om noget musik jeg kan lide i forvejen). Og jeg blev ikke skuffet, snarer tværtimod. Derimod blev jeg en anelse forfærdet over hvor langt ind i privatsfæren de trækker seeren med. Man ser f.eks. starten, kritiske øjeblikke og enden på et kæresteforhold eller to, og oplever på et tidspunkt én af musikerne sidde en stiv nat i München og stortude til kameraet, imens han fortæller om forældrenes skilsmisse og faderens forsøg på selvmord – i detaljer! Jovist har drengen haft brug for at få afløb for de traumatiske hændelser, men måske skulle de – efter min mening – have undladt at tage netop denne sekvens med…for hvad i alverden har den med musikken at gøre?!

Et band som Duné udlever en drøm som mange (bare se X-Factor) higer efter og drømmer om, og klart er der allerede her grobund for at kunne lave en dokumentar. Men man skulle måske efter min mening have ventet nogle år, til de havde flere år, succeser, plader og turnéer på bagen, så der derfor havde været mere indhold der handler om selve musikken og vejen dertil hvor de ville være nået til den tid, i stedet for at handle om musikernes personlige liv. Måske er det også bare mig der er gammeldags, for med Twitter, Facebook, reality-TV og mobilt bredbånd, er grænserne for hvor meget vi ved og får at vide om vores idoler, rykket en hel del. Hvilket får mig til at tænke på den canadiske sociolog Erving Goffman, som netop brugte scenen i én af sine teorier:

Backstage (bag scenen) og frontstage (på scenen). Med disse begreber forstår Goffman handlinger som noget, der i en given situation kan betragtes som frontstage eller backstage. Front stage-aktivitet kan ses som alt det, der bliver foretaget for at opretholde det fælles indtryk i en situation. På denne måde er Back stage-aktivitet alt det, der er uforeneligt med front stage, og som derfor bliver holdt tilbage.

Det vil sige, at hvis man tog udgangspunkt i hans teori, så er store dele af backstage faktisk at finde på frontstage i dag, næsten uanset hvilken situation du befinder dig i, netop på grund af alle de her sociale medier. I Stages findes der stort set intet backstage eftersom vi er vidner til næsten det hele. Sådan en følelse får man i hvert fald når man ser filmen.

Til de af jer som flittigt har fulgt denne blog fra begyndelsen, ville i sikkert vide at jeg skrev bachelor opgave , om netop selvidentitet og modernitet, hvilket filmen om Duné i høj grad tager udgangspunkt i. Det er interessant, men også et yderst skræmmende fænomen synes jeg. Og spørgsmålet om hvor meget af Duné’s karriere er gjort op i selviscenesættelse og reel talent, bliver ved med at spøge i mit baghoved, da jeg synes det ene overskygger det andet mere end det måske burde. Det bliver interessant at se hvor de er endt om 10 år.

Et band det derimod har lykkedes for at producere en vedkommende dokumentar endnu før anden albumudgivelse, er Swan Lee. Jeg genså lige dokumentaren i forgårs, og selvom der er nogle sekvenser som indikerer forholdet imellem Pernille Rosendahl og Tim Christensen, er det stadig holde på et meget perifert niveau. Det er en meget naturlig ting netop i denne dokumentar, dels fordi at Tim i en periode er med i bandet, men også fordi at pladeselskaber og medier både dengang og den dag i dag, fokuserede på lige netop det forhold. Selvom det i sig selv er dybt intetsigende i forhold til musikken…så handler denne dokumentar også meget om at turde tro på sine drømme (musikken i dette tilfælde) og om at den lille grimme ælling bliver til en svane der lærer at stå på egne ben.

Pointen med disse to eksempler, er at man sagtens kan lave en spændende dokumentar i disse virale tider uden at skulle bryde privatsfæren så betydeligt som Stages gør det. Når det så er sagt, er jeg selvfølgelig godt klar over at der er 10 års forskel på lige netop disse to dokumentarer, men for mig har det ingen betydning. En god musikdokumentar har efter min mening 5-10% indhold om personerne bag musikken og de resterende 90% skal handle om musikken.


blaa mandag #16 – kort og godt

04/19/2010

To sange af fantastiske The Posies er, hvad denne blaa mandag består af. En weekend med ekstrem lidt søvn og en skole hvor det spidser lidt til, resulterer i manglende blogging overskud, men disse to sange skulle nu lige findes frem. Det er fra pladen: Frosting On the Beater fra 1993, som er en helt fantastisk plade. Det er lidt i samme omgang som vores omtale om afdøde Alex Chilton, for netop to medlemmer fra The Posies var backingband for Alex Chilton i den sidste tid. Men Frosting On the Beater kan anbefales på det varmeste – Powerpop af første klasse.

Til stream er Coming Right Along og en youtube video med nummeret Solar Sister. Vi lover en mere fyldestgørende mandag næste gang.


blaa vinyl #15: Den femte Beatle

04/12/2010
Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.

Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.

Coveret til dokumentarfilmen fra 2005

Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af  større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.

Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.

En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.

Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.

Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994) og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.

Mp3: Daniel Johnston – True Love Will Find You In The End (Fra Impressionable Youth)

Mp3: Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time (Fra Some Of It Was True!)


The Singer from Nineveh

04/10/2010

Hymns From Nineveh på Voxhall, Foto: David Bust (tyvstjålet fra Gaffas galleri)

“I always had the voice and now I am a singer.
The audience grows silent when I open up my mouth.
I sing the words I’ve written every night before a crowd.
As if I were a poet or some legendary mind.”

– Teitur fra pladen og sangen af samme navn ‘The Singer’

Da undertegnede tirsdag aften i indeværende uge, var tilstede ved en ganske utrolig koncert på Voxhall i Århus, var dette citatet, der faldt mig i tankerne. Et for mange ikke så kendt navn (endnu) indtog scenen, for at varme de spændte sjæle op, der ventede på at høre Jacob Bellens og Anders Mathiasen i deres konstellation som Murder, og det var en ung mand, vi tidligere har omtalt herinde her og her, og som desuden toppede min medskribents liste over danske albums for 2009. Det er selvfølgelig Hymns From Nineveh also known as Jonas Petersen.

Teitur citatet hørte undertegnede opført på et udsolgt Train i forbindelse med The Singer touren, hvor færingen opførte sangen The Singer fuldstændig low-fi kun med sin vokal. Sjældent har noget, kunne få de små hår til at rejse sig så meget, og det var lidt den samme oplevelse, jeg havde med Jonas Petersen og co.

Jonas Petersens fremragende vokal alene legitimerer projektet Hymns From Nineveh mere, end de fleste projekter nogensinde kommer til selv efter mange års hårdt arbejde. Navne som Bon Iver og Bob Dylan er meget nærliggende, men det er alligevel vældig originalt, især via de yderst velgennemtænkte arrangementer og den smilende ærlighed, der ligger i fremførelsen af musikken. Også akkompagneret af de to herrer, Nikolaj Paakjær og Mikael Kjærsgaard (Munich, Kites And Komtes), var et fremragende lavmælt supplement, med dybe kontrasterende vokaler, klokkespil, mundharmonika, fine små perkussive indslag og flygel! Publikum tog desuden vel imod Hymns From Nineveh, og det samme Teitur beskriver i sin tekst, var i høj grad tilfældet ved denne koncert – the audience grew silent.

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har glædet mig mere til at høre opvarmningsbandet end selve hovednavnet, og det er rigtig lang tid siden, at opvarmningsbandet også har levet op til den forventning. Det gjorde Hymns From Nineveh altså i høj grad, selvom Murders nye numre (som de spillede en del af) virkelig lyder fantastisk lovende, og som også var et glædeligt gensyn.

Det er lidt svært at acceptere, at der først kommer et debutalbum til september, men indtil da, må jeg anbefale ep’en fra 2009 Uncomplicated Christmassongs, og også dette radio-interview (Link fra hymns.dk) med to sange fra det kommende album indspillet helt akustisk. Desuden ligger der tre ganske fremragende numre på Hymns From Ninevehs myspace, og Jonas Petersen medvirker desuden på et anbefalelsesværdigt nummer på Mikael Kjærsgaards solo-projekt Kites And Komets – nummeret hedder Rewinding Floors.


Benni Hemm Hemm til SPOT!

04/07/2010

Mit første indlæg her på bloggen handlede sjovt nok om Benni Hemm Hemm, og på denne dejlige solskinsdag hvor solen har skinnet og mit smil ingen ende vil tage, var det blot ekstra opløftende at erfare at Benni Hemm Hemm kommer på dette års SPOT Festival, som jeg i forvejen glæder mig overdrevet meget til. Læs mere om det her og spred musikken og glæden.


blaa mandag #14

04/05/2010

Det er længe siden jeg har rådyrket Nick Drake så meget som jeg har i denne weekend. Der er noget fantastisk tidløst over mandens musik, som jeg har lidt svært ved at beskrive. Den første Nick Drake plade jeg ejede, var Bryter Layter (1970) hvor numre som One Of These Things First og Sunday gjorde størst indtryk. Senere erhvervede jeg mig også Five Leaves Left (1969), hvor Time Has Told Me selvfølgelig blev én af favoritterne, men især også Fruit Tree, The Thoughts of Mary Jane, Cello Song og Saturday Sun har efterladt store fodaftryk i mit musikalske univers igennem tiden. Jeg ejer selvfølgelig også Pink Moon hvis fantastiske pladecover jeg altid har holdt meget af, da det minder mig enormt meget om den første billedkunstner jeg fik mine øjne op for i sin tid, nemlig Salvador Dalí. Af personlige højdepunkter fra den plade kan nævnes Road, Know, Which Will og Free Ride.

Hvis du af én eller anden grund ikke har stiftet bekendtskab med musikken eller manden bag musikken endnu, kan du starte ud med denne dokumentar som jeg faldt over for nogle år siden inde på youtube. God fornøjelse: