blaa mandag #22

06/07/2010

Jeg har været inde på manden bag denne musik et par gange før herinde. Og nu er turen kommet til ham endnu engang i form af et blaa mandag indlæg. Ed Harcourt har på mange fronter været med på mit livs soundtrack siden jeg stødte på ham i 2002, og musikken har fulgt mig i både op og nedture. Det er måske også derfor han er den kunstner jeg ifølge min last.fm har lyttet mest til nogensinde.

Ed Harcourt udgiver på fredag sit femte studiealbum, med den korte og ret præcise titel Lustre. Siden sidste album, er Ed blevet gift og er blevet far, og det kan godt fornemmes imellem linjerne i flere sange på pladen. Man bliver helt glad på hans vegne, og feel-good viben smitter i den grad af på lytteren igennem musikken, uden at det bliver en festplade. Hvis i forstår? Den første gang jeg hørte pladen, må jeg indrømme at jeg var en anelse skeptisk, fordi jeg ikke syntes han var rykket nogen steder. Og det støvede og skramlende udtryk som især var kendetegnende for hans debut-EP Maplewood (1), første album Here Be Monsters (2) og tredje album The Beautiful Lie (5), var ikke rigtig at høre, istedet lød det som ethvert andet gennemsnitligt singer-songwriter album. Men efter at have hørt det igennem en del gange mere, er dette indtryk blevet ændret, især efter at have opdaget den dejligt støvede mellotron, som er det gennemgående instrument i nummeret Haywired, som i kan høre herunder:

Ed Harcourt – Haywired by blaavinyl

Jeg er endt med at blive ret glad for pladen, og ville ønske den udkom på vinyl, som nogle af hans forhenværende plader gjorde. Så den kan blive en del af samlingen (se nedenfor (mine 7″ er ikke inkluderet i billedet)), som efterhånden er ret stor:

1. Maplewood (EP) (2000)
2. Here Be Monsters (2001)
3. From Every Sphere (2003)
4. Strangers (2004)
5. The Beautiful Lie (2006)

Tjek resten af albummet ud her og giv især ovennævnte nummer + nummeret Lachrymosity et ekstra lyt. Det kan anbefales på det varmeste.

Reklamer

Mit efterårs-lydspor

10/18/2009

Ed Harcourt

Hver sin årstid, hver sin musik og så alligevel ikke. Men en plade der gentagende gange har fyldt mine øregange med fryd på det seneste, er Múm’s seneste udspil Sing Along To Songs You Don’t Know, som er en plade der er fyldt med sådan en dejlig sødme, at man faktisk kan høre den næsten uanset hvilket humør man er i. Og det er faktisk et ganske forfriskende og fornyet Múm i mine ører, da det normalt er deres plader jeg plejer at sætte på hvis jeg har brug for hjælp til at svæve ind i drømmeland (ment på den positive måde). Nu kan man næsten danse til musikken, hvis det er det man lyster. Om ikke andet er det alt i alt en dejlig plade, som indeholder lidt af det hele…

Mærk sødmen på smukkeste vis i coveret her: Múm – If I Were A Fish (via regnsky.dk)

Eller sæt lidt gang i dansefødderne her: Múm – The Smell Of Today Is Sweet Like Breastmilk in the Wind (via regnsky.dk)

Et lydspor indeholder gerne noget nyt, men også noget velkendt og gammelt. Ham her vender faktisk tilbage til mig hvert efterår, og har gjort det lige siden jeg stødte på ham engang tilbage i 2002. Hans navn er Ed Harcourt (billedet), og han er én af de få kunstnere i min musiksamling som jeg på mange måder har helt for mig selv, på trods af alle de plader han har udgivet igennem årene, men også én af de få, som har formået at bevare pladsen som én af mine absolutte yndlingskunstnere. Det er forskelligt fra år til år, hvilken plade jeg falder over, men i år er det endt med følgende, fordi jeg for nyligt kom til at tænke på at det snart er årsdag for dette…

For en række år siden mødte jeg en fyr på Knuds i Kolding, og vi fandt hurtigt ud af at vores store fælles passion rent musiksmagsmæssigt, var Ed Harcourt (hvilket er en sjældenhed i en by som Kolding!). Vi blev egentlig aldrig rigtig venner, men sådan gode bekendte, der rendte ind i hinanden i ny og næ. Han arbejdede i Stereo Studio, så jeg var da selvfølgelig forbi da Ed’s daværende nyeste plade ‘Strangers‘ kom på gaden. Det var en mørk og kold efterårsdag så vidt jeg husker, og tæt på lukketid, så butikken var mennesketom, hvilket gav os mulighed for at snakke om en artikel der var med Ed i ét af de her gratis musikaviser som fandtes dengang. Han havde endnu ikke haft tid til at høre pladen, så jeg fik ham til at sætte den på imens jeg vandrede rundt i butikken og sang lidt med.
Det var sidste gang jeg så ham. To uger før Ed’s koncert i Lille Vega det år, fandt jeg ud af at han var død. Ret pludseligt. Og derfor fik pladen en meget særlig betydning for mig, hvilket den på sin vis stadig har den dag i dag.

Her er ét af numrene fra pladen…


Sigende albumcovers

04/21/2009

Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:

Akron/Family - Love Is Simple
Nick Drake - Pink Moon
Gorky's Zygotic Mynci - How I Long To Feel That Summer In My Heart
Ed Harcourt - The Beautiful Lie
Muse - Absolution
Cocorosie - Noahs Ark
Bob Dylan - Bringing It All Back Home
Pink Floyd - Dark Side Of The Moon
The Flaming Lips - Yoshimi Battles The Pink Robots
Led Zeppelin - Led Zeppelin III
The Beatles - Sgt. Pepper's Loney Hearts Club Band
Lou Reed - Transformer
Love - Forever Changes
David Bowie - Aladdin Sane
John Lennon - Walls and Bridges

Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!


Rocky racoon

04/10/2009

Nu vi er ved de tossede britere, så kan jeg da lige vise jer den mest tossede lille promo-film jeg nogensinde har set. Den skulle forestille at promovere én af mine yndlings-singer/songwriters debutalbum ‘Here Be Monsters‘ fra 2001…see for yourself and enjoy: