blaa vinyl #15: Den femte Beatle

Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.

Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.

Coveret til dokumentarfilmen fra 2005

Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af  større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.

Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.

En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.

Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.

Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994) og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.

Mp3: Daniel Johnston – True Love Will Find You In The End (Fra Impressionable Youth)

Mp3: Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time (Fra Some Of It Was True!)

Årets udenlandske udgivelser

Vores danske top 10’er endte ud med næsten hele 20 forskellige bud på hvilke albums der havde gjort indtryk i løbet af 2009. Ganske bemærkelsesværdigt synes vi selv, men også fedt. Med et endnu større udvalg på den udenlandske scene, skal det blive interessant og se om listerne bliver lige så alsidige igen…

De ti bedste udenlandske plader:

Runes ti bud:

10. The Beatles – The Beatles Stereo Box Set

Det er sjældent at genudgivelser for lov at optræde på en årsliste. Dette år bliver der gjort en lille forskel da året her ikke har været ligesom alle andre år. Når bagkataloget fra et band som The Beatles bliver genudgivet i en lydmæssigt meget forbedret form, så er det ikke noget der kan forbigås på denne liste.

9. Fuck Buttons – Tarot Sport

Fuck Buttons er uden tvivl i en klasse for sig selv indenfor deres støjede digitale univers. Med Tarot Sport har de gentaget succesen fra Street Horrrsing. Surf Solar er fremragende og generelt udvider pladen deres univers betydeligt. Musik når der følelserne ikke holdes tilbage.

8. Girls – Album

Helt igennem gennemført indie-album med solide ørehængere, som måske trækker på ældre indie’ske skabeloner, men som er så mange niveauer over hvad vi er vant til.

7. The Pains Of Being Pure At Heart – s.t.

Bandet med det mest fantastiske navn er storleverandører af en forfriskende naiv og insisterende teenage-støj-pop.

6. THE xx – xx

Der er virkelig skruet ned for de store instrumentale arrangementer på xx. Her hersker simplicitet og enkelthed, med den ene begrundelse at der ikke er behov for mere. Musikken formår uden tvivl at formidle og levere interessante, drømmende og ikke mindst utrolige cathcy sange.

5. jj – jj N^o2

Jj har bedrevet en kort plade, der næsten grænser til ep-længde men med så ufattelig meget charme.

4. Grizzly Bear – Veckatimest

Der findes nogle fantastiske sange på Veckatimest hvor Two Weeks og While We Wait For the Others er nogle af de stærkeste. Grizzly Bear nu med mere tilgængeligt materiale og med en fornemmelse for at skrue et genialt arrangement sammen. Bandet er vokset så uendelig meget siden deres første plader hvoraf Horn Of Plenty har været den mest gennemførte for undertegnede, og det er ligeså meget det faktum der gør denne plade til en bedrift. Grizzly’erne viser at de kan meget mere, og at de er nogen man for alvor skal holde et skarpt øje med.

3. Bon Iver – Blood Bank

Selv dette kun er en ep fra amerikanerens side, så viser den flere sider af den utroligt talentfulde alternative folk-sanger. Det er fire vidt forskellige numre, og selvom han også i dette år har udgivet en plade med konstellationen Volcano Choir, så er det så absolut hans solo-præstationer der er værd at hæfte sig ved. Jeg vil anbefale enhver at tage en lytter til disse himmelske fire numre.

2. The Antlers – Hospice

En utrolig stemningsfuld plade. Selvom emnet er utrolig sørgmodigt (pladens titel siger vist det hele) og vanvittig sentimentalt, så besidder alle numre en nerve der sjældent er set mage. Jeg er stor tilhænger at den utrolig nærværende rumklangs-sovs der er benyttet på vokalen, det er så veldoseret i netop denne sammenhæng at det netop underbygger det patetiske emne. Det er næsten som en film hvor vi følger et skæbnesvangert sygdomsforløb, og hele tiden er lytteren den der ligger øre til den sagte røst, der indlemmer os i en af de hårdere tider i et menneskes liv. Det er bemærkelsesværdigt hvor troværdigt det bliver formidlet og så uden at det bliver en tåreperser.

1. Animal Collective – Merriweather Post Pavillion

Dette er måske ikke den mest originale kåring, da mange andre sider allerede har lovprist denne plade og dens betydning. Jeg læste et sted (som jeg desværre ikke kunne finde), at det var sjovt at det var den alternatives musiks tilbøjelighed til at være mere tilgængelig der bliver lovprist, mens de tilgængelige musikanter bliver lovprist for at være mere alternative. Ja, det er en sjov og relevant betragtning må jeg sige, meld gerne ind hvis i kan huske hvem der har udtalt det, eller er stødt på citatet. Om ikke andet, så er dette album et eksempel på dette, og derudover indeholder det flere af årets absolut bedste numre. My Girls skal nævnes, det skal Brother Sports også, men derfor er alle numre stadig fantastiske. Et vanvittigt nyskabende album (og de er fortsat på deres nyligt udsendte ep Fall Be Kind).

Rikkes 10 bud:

10. The Clientele – Bonfires On The Heath

The Clientele har deres egen unikke lyd, og de holder fast i den. Deres monotone charme har i hvert fald grebet fat i mig endnu engang. Jeg bliver nødt til at opleve dem live i 2010!

9. Bowerbirds – Upper Air

Bowerbirds har, ligesom The Clientele, deres egen lyd som næsten ikke er til at så for. Jeg forbinder af en eller anden mærkværdig grund, Bowerbirds med varme og hygge, og det er bestemt også hvad man får, uanset om man sætter Hymns for a Dark Horse (2007) eller Upper Air fra i år på pladespilleren. Selvom det kunne lyde som om at de er en kende ensformet, skal det lige siges at jeg bestemt ikke keder mig i selskab med deres varme og hyggelige lyd. Mmm.

8. Camera Obscura- My Maudlin Career

Det her er et band jeg uden tvivl har dyrket alt alt for lidt. De har hele tiden ligget lige der rundt om hjørnet og luret, men det er først i år jeg har fået taget mig sammen. Og efter at have oplevet en rigtig dejlig koncert med dem på Loppen, sprang jeg langt om længe på vognen, og jeg har ikke set tilbage ét eneste øjeblik siden. Jeg ved ikke hvad der er med den her plade, men jeg vil ikke give slip.

7. Isbells – Isbells

Der var dem (inkl. min medskribent) der sidste år faldt hovedkulds for Justin Vernons skrøbelige stemme og kårede For Emma, Forever Ago som årets bedste plade over hele linjen. Som i sikkert allerede har gættet, var jeg meget svær at overbevise på den front, og er det stadig tildels. Det komiske er så, at jeg ved et tilfælde faldt over denne her plade kort før jul og holdt af den lige fra start, også selvom forsanger, Gaetan Vandewoude’s stemme og pladen i det hele taget, langt hen ad vejen minder mest af alt, om alt det der netop kendetegner Bon Iver. Et nummer som Without a Doubt med sætningen “I can’t change the world with melodies, but I’ll try“, var nok til at jeg var solgt til stanglakrids. Pladen kan anbefales på det kraftigste! (edit: også hvis du er til Fleet Foxes)

6. M. Ward – Hold Time

Jeg blev først introduceret for denne charmerende sangskriver i år, og startede ud med pladen Post-War fra 2006, som er en lille perle der gik direkte ind under min hud. Da Hold Time så udkom, var jeg helt solgt. Numre som Never Had Nobody Like You og Hold Time gik rent ind i mit univers, så derfor er denne plade meget svær at komme udenom for mit vedkommende.

5. Grizzly Bear – Veckatimest

Jeg har fulgt dem i årevis som morgendagens stjerner og pludselig er de det. 2009 har været Grizzly Bear’s år, uden tvivl. Og jeg finder det alligevel underligt at de pludselig er så eftertragtede, men forstår det på den anden side godt når jeg lægger ører til deres lille mesterværk af en plade. Jeg husker tydeligt den dag jeg købte den med hjem og var helt betaget af både vinyl, cover-art og musik i timevis. Det er smukt,

4. The Antlers – Hospice

Skrøbelig storladenhed er vist de rette ord at bruge om denne plade. Den går lige i hjertet på én og skal med andre ord, egentlig slet ikke beskrives med ord. Den skal høres!

3. The Whitest Boy Alive – Rules

Hvordan kan man begå én af årets bedste koncerter uden også at befinde sig blandt årets bedste plader?! The Whitest Boy Alive har gjort det igen! De har lavet en plade man både kan dvæle ved, skråle og danse til, og jeg elsker det. Gravity ramte mig lige i hjertekulen og blev hængende i månedsvis. Faktisk fristes jeg til at sige at det nummer må være mit dette års soundtrack, hvis man kun måtte vælge 1 nummer. Numre som Keep a Secret, Courage og Island kan når som helst få mig på dansegulvet.

2. Múm – Sing A-Long To Songs You Don’t Know

Múm plejer at lave plader jeg kan svæve til drømmeland med i ørerne. Dvs. plader jeg sjældent satte på i dagtimerne medmindre der stod en dejlig middagslur på menúen. Det skal ikke menes som en dårlig ting, men derimod en måde at sige på at múm som regel ikke laver plader man kan synge eller danse til. Det mærkat har de droppet denne gang, og lavet en dejlig lille plade proppet med små pop-perler som man både kan danse til og synge med på, hvis man lyster, men også pop-perler der stadig indeholder denne visse “múm-sfære”. Det er det jeg holder rigtig meget af ved denne plade, som selvfølgelig sættes på mest i dagtimerne.

1. Loney, Dear – Dear John

Et soundtrack til den perfekte nattefrost gåtur ned ad mindernes veje. Emil S. er blandt mine yndlingsmusikere, og på trods af dance-hentydningerne på dette album, har han igen igen igen ramt plet lige der hvor det svier allermest bittersødt. En dejlig fornemmelse.

Godt Nytår! 🙂

PS: Vi ved der sikkert mangler en del plader, men størstedelen af begrundelsen til hvorfor de ikke er kommet med på listerne, er ganske enkelt at vi ikke har haft tid til at høre dem endnu…

Regnvejrsmusik

Sidste uge har været en presset af slagsen, hvor flere koncerter og en Københavnertur (jeg er Århusianer), har betydet et meget lavt aktivitetsniveau herinde. Vil dog lige smide en god gammeldags kending, som ingen kan lytte til for tit. Det er selvfølgelig den oplagte Rain med The Beatles.

B-siden (sammen med Paperback Writer) til Revovler albummet, kan dog findes på Past Masters. Selv var jeg ikke bekendt med nummeret før for nogle måneder siden, men sikke en mangel i mit musikalske kendskab. Sangen er smuk, og det er jo en fantastisk producering samt en insisterende ørehænger.

Godt det regner.

NUL NOSTALGI TAK

Den 9/9 – 2009 blev samtlige The Beatles plader udgivet som et boks-sæt med titlen The Stereo/Mono Box Set, i en ny lydmæssigt forbedret udgave. Anmelderne roser samlingen til skyerne – men det er svært at se uden om de mange personlige præferencer der træder ind i vurderingerne. Nostalgien i sig selv, er vel ikke et kvalitetskriterium?

Jeg har lært det med tiden: The Beatles var 1960’ernes helt store popmaskine. De spyttede hit på hit ud af højtalerne, og solgte albums i mængder aldrig set mage. The Beatles tjente godt, og i den første halvdel af 60’er årtiet var det flere albums, om året der nåede ud til ivrige fans og flittige musikkøbere. Den sidste del af årtiet blev The Beatles mere fokuseret på det rent indspilningsmæssige, og der kom ikke ligeså mange plader, men til gengæld var det, mere eksperimenterende plader der kom ud af det, uden at populariteten faldt. Anmelderne kunne lide det de hørte – det er alt sammen historie.

Hvad sker der så 40 år efter, når alle pladerne bliver genudgivet på cd i en mono og i en stereo med forbedret lyd? Anmelderne lovpriser boksen, og omtaler det som popmusikkens ’hellige gral’. Men er det på de rigtige præmisser?

Marketingsfolkene bag musikere er ofte meget fokuserede på at knytte en historie eller en begivenhed til det produkt, anmelderne skal bedømme. Anmeldere får  pressemeddelelser som de lapper det i sig. Det er min påstand som ivrig læser af den danske musikpresse. Og når der så kommer en plade, hvor der pludselig er 40 års historie at labbe i sig og bruge til nye anmeldelser, så bliver anmelderne fuldstændig eksede. Især når rigtig mange på redaktionerne er vokset op med The Beatles til deres første pilsner og har fået The Beatles ind i deres bevidsthed, som en del af deres musikalske opdragelse. Det fik jeg også, men på baggrund af mine forældres hyggelige tilgang til musikken som baggrundsmusik. Lige med undtagelse af Simon & Garfunkel, som jeg har lært, at man per definition, skal skråle med på, men det er anden sag. Jeg er naturligvis klar over, at jeg i mine udmeldinger generaliserer og at der ganske givet, er journalister, der ikke kun forholder sig til pressemeddelelser. Jeg har set flere eksempler på gode anmeldere, der skriver sig udenom pressepakken. Men de er savnet.

Nyhedspressen bruger i flæng jubilæer, fødselsdage, årsdage og andet, som undskyldninger for at skrive en relevant artikel om en given kunstner. Derfor er en genudgivelse, en ren gave til kulturjournalisten og anmelderen, der kan gnide sig i sine hænder og begynde at øse ud af fakta, minder og oplevelser. Ellers kan det være svært, at anmelde 16 cd’er og en dvd til deadline, hvis ikke der er en forhåndsviden og det skal der jo være hos en anmelder.

Et eksmpel er Politikens anmeldelse af The Stereo Box, som er  overvejende nostalgisk og historisk beskrevet og Torben Bille giver den samlede boks fem ud af seks hjerter. Men anmelderen misser en detalje i idéen med en genudgivelsen – lydforbedringen, som ikke er den eneste, men en af de vigtigste aspekter. Pladen er jo, i sin spæde barndom, blevet anmeldt i sin samtid. Hvordan fortjener en genudgivelse så mere, end blot en dom på lyden, som lyd og ikke som et historisk element. Ikke om det betød meget for Torben Billes ungdom og hans høje støvler eller hans trang til et eller andet med det modsatte køn:

”(…)da jeg var 14, ønskede jeg mig kun to ting af livet – at gennembryde Jyttes vatforede panserværns-bh med mandelist og rom & Jolly Cola, og at kunne passe et par af de kortskaftede, sorte med høj hæl, annoncerne kaldte Beatles-støvler.”

Nostalgien driver ned af computerskærmen. Torben Bille berører godt nok også, de musikalske elementer, samt bandets almene betydning. Og generelt er det en underholdende anmeldelse. Det er ved bedømmelsen og kriterierne jeg har en indvending. Torben Bille er vokset op med dette band, og har et forhold til de gamle udgivelser, på den led er det forståeligt, at han anmelder dem. Men når dommen skal falde, så får genudgivelserne en fordel, som ingen nutidig kunstner kan hamle op med.

Hvis nutidige anmeldelser bliver sidestillet med poppens mastodonter, med de kriterier anmelderne forholder sig til, så er det svært at opnå nogen form for anerkendelse. Det retrospektive betydningselement, skal ikke have lov til at tage styring og vurdere nye kunstnere, på lige fod med kunstnere fra fortiden. Så kan 60’er generationen jo sætte pladerne op på en pedistal, som de aldrig kommer ned fra. Paul, John, Ringo og George er jo sådan set allerede blevet kanoniseret, det er ikke derfor vi skal have anmeldelserne. Dem skal vi have, fordi nyere digital teknologi har forbedret den ellers kolde lyd, som de lydmæssigt urørte cd’er fra 1987 bar præg af.

Per Reinholdt Nielsen omtaler The Beatles’ betydning og kvaliteter, i sin anmeldelse. Men han summerer op til sidst i Weekendavisens anmeldelse af The Stereo Box Set:

”Med denne autoritative boks, der i højere grad end de første cd-overførsler fra 1987 har kombineret digital klarhed med vinylens varme, rasles der igen med rockens kronjuveler i flot afpudsede og funklende udgaver.”

Derfor, en generel efterlysning efter: Eftertænksomhed, når nostalgien kommer til at råde over stjerner, hjerter, hatte eller andre smagsdømmende symboler. Som anmelder, skal man kunne erkende, at man anmelder ud fra et nostalgisk synspunkt. Dermed kan de begrænsninger, anmelderens følelser for kunstneren skaber, komme frem i på linjerne, og ikke kun mellem linjerne.

Men Liverpool drengene har vist sig, at gribe fat i flere generationer. Mine forældre var bumsebefængte teenagere da bandet brød igennem for dem, og de brød igennem for mig, da jeg stadig lå og læste Anders And blade i mine forældres sofa – det er ren nostalgi. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvor meget de betød for 60’er generationen og popkulturen i det hele taget, men det er også noget jeg har lært med tiden.

Jeg beklager at der desværre ikke er et tilgængeligt link til Per Reinholdts anmeldelse.

Den Store Stjerne – Big Star

Hm ja… Jeg vil rigtig gerne fremhæve et band der ikke altid har fået den tiltænkte opmærksomhed, og fået anerkendt den indflydelse dette band har haft på 90/00’ernes indie bands. Bandets navn er Big Star og de startede allerede i 1971, men desværre uden den helt store succes, dette var især på grund af en række tekniske problemer.

Bandets debut ‘#1 Record’, blev nemlig offer for en kæmpe distributions brøler, hvor det nystartede pladeselskabet Ardent kiksede fatalt i udgivelsen af albummet, og det nåede faktisk aldrig ud til butikkerne. På trods af nogle fantastiske numre og vokalharmoniske elementer især med henvisning til bands som: The Kinks, The Byrds, The Beatles, The Who og mange flere.

Der var interne stridigheder i bandet, da bandets to mest fremtrædende figurer Alex Chilton og Chris Bell, der primært stod for sangskrivningen. Kontroversen gik især ud på hvorvidt bandet skulle satse på, at spille live eller bruge tiden i studiet. Og det var primært Alex Chilton der løb med al opmærksomheden, da han var kendt fra tidligere bands. Det kulminerer da Chris Bell i 1972 forlader bandet, og Alex Chilton selv står i spidsen for Big Star.

I 1974 udgiver de album nummer to, ‘Radio City’ hvor de numre bandet havde størst succes med. Især September Gurls, og I’m In Love With A Girl. Men Alex Chiltons aggressioner over for en pladeindustri der har svigtet igennem en årrække, gør at han er meget selvdestruktiv overfor sit eget materiale. På bandets tredje album ‘Third/Sister Lovers’, der først udkommer næsten 5 år efter indspilningerne, er det især tydeligt, at der bliver lavet bevidste forsøg på selvsabotage. ‘Third/Sister Lovers’ bliver dog ikke nødvendigvis ringere af den grund. Klassikere der især er kendt for cover versioner af især Jeff Buckley der har kopieret ‘Kangaroo’ og Placebo med et ‘Holocaust’ cover. Pladen er en sand diamant og generelt er Big Star en sand pose gulv, hvor man kan blive ved med at hive den smukkeste, mest genneførte Powerpop op ad hatten. Deres indflydelse til indie og popmusikken kommer op på kant med meget store kunstnere, og er i følge allmusic.com, kun overgået af Velvet Underground.

Her er lige nogle numre der kunne støves op:

(Jeg undskylder for de mange Youtube-klip i halvdårlig kvalitet)

Sigende albumcovers

Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:

Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!

The Good ol’ Albion

Jeg genopdagede et band i morges da jeg satte mig op på min cykel, og ikke var i humør til hverken M. Ward, Loney Dear eller noget som helst andet, som ellers har været i varm rotation på det seneste. Bandet jeg genopdagede, er – som de fleste nok allerede havde gættet på enten titel eller billede eller begge dele – de engelske The Libertines. Et band der siges at have revolutioneret den engelske musikscene i starten af dette nye århundrede. De nye Beatles om man vil (ikke at jeg er af helt samme opfattelse, men…), da der kørte lidt samme intensitet imellem bandets to hovedpersoner, Peter Doherty og Carlos Barât, som startede ud som et godt broderligt venskab og endte i svigt, misforståelser og stofmisbrug. En konflikt som pressen udnyttede til fulde, og dermed spolerede hele eventyret om The Libertines for nytilkommere, så de fremstod som den typiske lev-stærkt-dø-ung rock’n’roll kliché, der overskyggede den musikalitet og det band de i virkeligheden var – et band der bare elskede at spille for deres fans, som de også holdt af at forkæle med bl.a. intime koncerter i diverse lejligheder rundt omkring i London og lignende, inden det store mediecirkus og stofmisbruget gjorde kål på det vel at mærke.

Jeg var selv én af disse nytilkommere, da jeg i 2006 langt om længe hoppede på vognen, på trods af at min veninde forsøgte at få mig til at lytte til dem allerede i 2002-2003 stykker, men lyttede jeg?! På dette tidspunkt (2006) var de gået i opløsning for længst, så jeg oplevede dem desværre aldrig live da de var på deres højeste. Det tætteste jeg har været på at opleve dem live, var da Carl og hans nu daværende band, Dirty Pretty Things, optrådte med ‘I Get Along‘ i Pumpehuset i november sidste år. Hvilken oplevelse!

Heldigvis findes der en rigtig god bog – ‘The Libertines – Bound Together‘, der fremstiller et sandfærdigt billede af bandet både før, under og efter. Den er flot illustreret og fantastisk spændende læsning (ja..næsten en slags mini-Beatles-Anthology!). Den har til og med en hjemmeside, og kan på det varmeste anbefales!

Dette nummer var førstesinglen til deres andet og selvbetitlede album fra 2004. Det er ellers ikke min favorit med dem…men et meget sigende nummer for det humør jeg var i i morges…

…mit favoritnummer derimod, er det følgende, som var 3. single fra deres debutalbum, ‘Up The Bracket‘ fra 2002 (singlen er fra 2003):