Lidt fra godteposen

…eller hvad man nu kan kalde den. Jeg tænkte at det var tid til et indlæg med lidt forskellige inputs og nyheder fra nær og fjern.

De føromtalte sprøde svenskere i Forest & Crispian har ikke ligget på den lade side det sidste års tid siden deres sidste pladeudgivelse. Da de udover at have turneret i Danmark, Norge og Sverige, også har fundet tid til at indspille deres tredje album, i et gammelt teater i Malmö, som med titlen Morgenlands rammer gaden i sensommeren/efteråret i år.

Førstesinglen, den meget catchy og meget Forest & Crispianske Let The Best Band Win, kan høres herunder, og vi her på blaa vinyl er meget stolte af at være nogle af de allerførste til at præsentere det. Giv det et lyt:
Forest & Crispian – Let The Best Band Win by blaavinyl

Efterklang lejren har gang i nogle sjove remix udgaver af sange fra deres seneste plade Magic Chairs fra i år. Indtil videre har de teamet op med Turboweekend og Oh No Ono, som de har byttet numre med og så har lavet hver deres remix af de pågældende numre. Umiddelbart synes jeg bytteren med Oh No Ono er forløbet bedst for begge parter, hvor jeg synes at Efterklang selv endte ud med det bedste resultat i Turboweekend runden. Men det kan i selv være med til at vurdere, for alle 4 numre kan både streames og downloades (GRATIS!) her og her. Hvem deres næste remix projekt er med, er endnu hemmeligt, men jeg kan hilse og sige at det bliver rigtig interessant og knap så forudsigeligt som med de to foregående navne!

Og lige her til sidst lidt mere remix og lidt om blaa vinyl yndlingene i Bodebrixen. Der har været stille omkring dem de sidste par måneder (med undtagelse af deres optræden til én af de mange SPOT efterfester), men i sidste uge dukkede følgende nye nummer op i en remix udgave (remixet af Oli Horton, som bandet i starten af dette år besøgte i hans studie). Et nummer der bringer mig gode minder fra den ovennævnte meget festlige og farverige koncert til SPOT efterfesten i Studenterhuset i maj måned. Nummeret hedder I Was Sad & You Were Lonely, og det kan høres her:

Der er forlyden om at bandet så småt er igang med at arbejde på en EP, men det hører vi sikkert mere om når eller hvis det bliver aktuelt…

blaa mandag #25

Rune er taget på Roskilde, så jeg er alene på skansen og skal prøve og se om jeg kan udfylde det tomrum han efterlader sig her på bloggen. Jeg fortsætter i samme spor som i sidste uge, for sommeren har jo fået virkelig kul på siden. Som jeg nævnte i mit sidste indlæg, er der bare et eller andet med mig, sommer og 60’er plader/musik, hvilket jeg her vil uddybe med at præsentere jer for følgende 60’er plader (ja okay, den ene er fra 1970, men den er i mine ører fra 60erne!). Det drejer sig om den velkendte Loaded af The Velvet Underground (1970):

Hvor især numre som Sweet Jane, Oh! Sweet Nuthin’, Rock & Roll og Who Loves The Sun, efterhånden har fået min indre sol frem en del år. Især sidstnævnte sang har gjort underværker. Lyt her:
Who Loves The Sun af The Velvet Underground (åbner i grooveshark!)

Det er en plade der bliver taget frem år efter år, og rålyttet til hele sommeren igennem!

En anden plade der kommer igen år efter år, er en plade som knap så mange kender til. Det er en plade som jeg for efterhånden en del år siden, fik anbefalet af Chris Bear (trommeslager i Grizzly Bear), og som den sommer blev et soundtrack lig med den hedebølge der var ovre os (sikkert én ligesom den der er på vej nu). Det drejer sig om J.K. & co.’s eneste plade med den meget passende titel, Suddenly One Summer (1968):

Den er skrevet og indspillet af Jay Kaye, der dengang kun var 15 år gammel (!), og selvfølgelig akkompagneret af en producer, en arrangør og en række session-musikere. Pladen fik i sin tid en smule omtale i diverse undergrundsradioer, og Jay Kaye samlede et band, så de kunne komme ud og optræde med pladen i baggagen, men successen udeblev, og bandet gik i opløsning i slutningen af 60’erne. Det var derfor en godt gemt skat fra 60’erne, der i 2001 blev genudgivet af det amerikanske pladeselskab Sundazed records (også kaldet Beat Rocket) på både CD og vinyl.

Numre som Christine, Little Children og The Times er blandt mine favoritter. Men især Fly er et imponerende samsurium af loopende trommer og en generel fed sommervibe…Jeg vidste f.eks. intet bedre den sommer, end at vågne op i mit telt på Roskilde Festival og vågne til det nummer imens jeg lå og stirrede ud på den blå himmel. Lyt selv med her og se den meget passende video til:

Når det så er sagt, mener jeg dog at man helst skal høre pladen som ét samlet værk og ellers bare læne sig tilbage, nyde den varme sol og tænke gode tanker.

blaa mandag #24

Okay okay, det var i går det var mandag aka blaa mandag. Men endnu engang er eksamenslæsning (Rune) og generel travlhed (mig), kommet i vejen. Dette skal dog ikke snyde jer for det fireogtyvende blaa mandag indlæg, som denne gang kommer til at handle om mit sommer-soundtrack.

Med sommeren ovre os, finder jeg det meget nærliggende at nævne den plade som nok vil komme til at tage flest sving-om’ere i min pladespiller henover sommeren. Det drejer sig om 68’er klassikeren Odessey and Oracle af The Zombies. Med højdepunkter som A Rose For Emily, Care of Cell 44 og Time of the Season er det ikke til at forstå at jeg har kendt til pladen i så mange år, og først nu har fået den ind i min samling. Det siges at være én af de bedste 60’er plader, men som så mange andre af sin art, var den lidt forud for sin tid, da den udkom i 1968 og blev i sine første to leveår stort set ignoreret i England, udkom med nød og næppe i USA, men blev også her overset, indtil næsten 2 år senere hvor singlen Time of the Season (som sjovt nok også er sidste nummer på pladen) langt om længe toppede hitlisterne. Det er nok deres mest velkendte sang, som også siges at være en såkaldt white soul (også kaldet blå-øjet soul) klassiker.

Det var dog ikke den sang jeg i sin tid hørte da jeg stiftede bekendtskab med bandet. A Rose For Emily og She’s Not There (deres hitsingle fra 1964. Lyt herunder) var de første numre jeg nogensinde hørte med The Zombies (kendte godt Time of the Season, men var ikke klar over at det var dem der var bag), og det var kærlighed ved første lyt. Men med så mange andre kunstnere, fik jeg mig aldrig taget sammen til at tjekke dem nærmere ud, og med årene er der dukket flere og flere dejlige numre op. Så da jeg stødte på pladen for nylig, måtte jeg bare eje den.

Jeg ved ikke hvad der er med mig og musik fra 60’erne når det kommer til sommer, sådan har det bare været en del år nu. Tænk sig at vågne op til følgende sang hver morgen:

Så er det lige før man overlever en typisk dansk sommer hvor solen ikke altid er lige god til at kigge frem, ikke sandt?!

Mp3: The Zombies – Time of the Season (fra Winnie Cooper)

Gode indtryk

Som sædvanlig ryger vi først på musikken forlængst efter, at den har været igennem hype-maskinen. Vi beklager, hvis aktualitet er succeskriteriet for dig kære læser, men det er ikke altid vores stærke side. I hvert fald når det kommer til dette band, der bringer en fantastisk islandsk sommervarme, denne gang er det dog ikke en vulkan, men orkesteret Hjaltalín, der bærer skylden (se bare det fantastiske pressebillede).

Jeg kan forstå, at bandet blev rost for deres debutalbum fra 2008. Der stiftede undertegnede dog ikke bekendtskab med dem. Der skulle en mp3-teaser til, fra det islandske kollektivs kommende album Terminal. Et album, der efter nummeret Sweet Impressions at lyde, melder om en solid gennemarbejdet pop, kamufleret i alskens perkussion,  el-spade, strygere, falset, royalistisk kvindekor og klassiske tankegange. Der er flere danske eksempler på samme hybrid, men i denne omgang må man sige, at islændingene har deres helt egen solide og vitterligt meget optimistiske tilgang.

Det er elskværdigt, når folk tør føre deres stil helt ud uden at følge vante konventioner. Især hvis det er noget, der kan bidrage til at bringe den (meget diskuterede) grænse mellem rytmisk og klassisk musik tættere på hinanden. Der er sket meget i de sidste par år, men det er glædeligt, at der stadig kommer fremragende bud på kvalitative kombinationer.

Vi ser i hvert fald frem til udgivelsen den 13. august i år, lad os håbe det bringer dem forbi DK – det lyder som højsvævende oplevelse.

Mp3: Hjaltalín – Sweet Impressions

Gratis tredobbelt koncert i aften

I aften, lørdag den 19. juni klokken 20.00, er der et interessant indspark af en koncert på Konservatoriet i Århus eller nærmere betegnet Rytmisk Sal på Musikhuset i Århus. Det er et yderst interessant line-up af elektroniske musikere, der alle nu, på papiret, kan kalde sig netop det. Det er nemlig en afgangseksamen for de tre musikere fra DIEM, der nok i de fleste tilfælde lyder genkendelige. Det er nemlig Band Ane, Jonas Olesen og Heidi Mortenson.

Egentlig er det en lodret fejl, at der ikke er kommet en anbefaling af Band Ane før nu, som er den af de tre kunstnere, undertegnede er mest bekendt med. Hun er hvor tids moderne svar på en Else Marie Pade, og det er ikke blot på grund af de kønsmæssige og genremæssige konventioner. Ane Østergaard tør nemlig også tage sin hybrid af field-recordings, computer-programming m.m., et skridt videre. Fra noget til tider følelsesmæssigt eftertænksomt til noget mere udadvendt og humoristisk. Dem der ikke har hørt hendes seneste skive Anish Music Too And Free bør ikke tøve. Det er vitterligt en af de mest kvalitative elektroniske plader, jeg har hørt i lang tid (selvom vi også har nogle mere laptop-prægede kunstnere, der gør det godt).

Her er en favorit fra hendes debut-plade Anish Music:

Jeg kan desværre ikke henvise til mp3’er til stream fra den nye plade, da der desværre ikke medfølger mp3-download til vinylen. En uheldig fejl der heldigvis er en dalende tendens. Men en anbefaling til at tage til en interessant elektronisk oplevelse sådan en lørdag aften. Og check endelig Band Anes seneste ud, som i øvrigt er et dobbelt album, så der er ekstra meget for pengene.

Er man mere til det udendørs, så kan man jo passende besøge Vennelyst Parken i eftermiddag og årets Sommer Chillout event eller tage ned på Tangkrogen, og se alle de etablerede fyre den af før/efterlandskampen.

Tæt på kanten

Yes: Rick Wakeman, Jon Anderson, Alan White, Steve Howe og Chris Squire.

Mandagens indlæg gav en ganske forudsigelig gisning om hvad mit næste indlæg skulle dreje sig om. Det er der hermed en opfølgning på nu. Året var 1972 og bandet var Yes. Prog-Rock af allerførsteklasse. Et album der gik i top fem på begge sider af atlanten efter udgivelsen. En fin bedrift, men albummets kvalitet taget i betragtning, ikke ufortjent. Det er et formidabelt album. Der er så mange facetter i de tre (!) numre lange album. Det er et vidunderligt vanvid i et sammensurium af mange stemninger og mange genrer. Det er vitterligt prog-rock når det er bedst. Jeg kender ikke selv et sidestykke der lever op til denne legendariske plader, og det er trods mit forholdsvis korte kendskab til netop denne plade.

Jeg er mest til I Get Up delen af første del, samt hele And You and I på anden del. Et helt fantastisk stemningsfuldt nummer. Lydflader og ængstelig forventning. Lad dig dog ikke narre af min prog-rock label, for indimellem på de længerevarende numre er der nogle fantastiske sfæriske flader, som hele den islandske melodisk-post-rock bølge har lært af.

En beklagelse til læseren over at der ikke er noget tilgængeligt musik, men tag og køb vinylen, det fortryder du sandelig ikke (Jeg var selv heldig at finde den i Stardust). Jeg kan henvise til mit tidligere indlæg og dette ekstra youtube klip. God lyttelyst.

Godset i billeder

Som nogle af jer sikkert ved, så var jeg såkaldt husfotograf på det regionale spillested, Godset i Kolding fra august 2007 til januar 2009. Det resulterede i mindst 75 koncerter af vidt forskellige arter, samt en masse forskellige udtryk og vinkler (så kan i selv begynde at regne på hvor mange billeder det nåede at blive til). Jeg har smidt et udvalg fra samtlige koncerter op her.

Men i får også lige et særligt udvalg herunder (som jeg stik imod mine princippet om, ikke at pille ved billederne, har pillet ved alligevel. Men det er også kun fordi jeg har en stor forkærlighed for S/H koncertbilleder):

blaa mandag #23

To numre der går lidt i takt med dagens afgørende fodboldkamp og undertegnedes nuværende eksamenssituation. Som sædvanlig følger en uddybning senere på ugen, nærmere betegnet onsdag. Nyd venligst disse numre, de er hårde at komme igennem første gang, men du gør dig selv en gevaldig tjeneste, for anden gang åbner nummerets kvaliteter sig.

Yes – Close to the Edge (1972):

Blogger udenfor sin komfortzone

Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk

Titlen siger vidst det hele. Denne blogger er ude på dybt vand. Soul – næ nu har man da aldrig. Det er vidst ikke noget for mig (udover Northern Soul naturligvis og andre efterdønninger – bevares), i hvert fald ikke før nu. En lille hurtig anbefaler til genrenysgerrige individer der, ligesom denne blogger, har brug for en musikalsk overspringshandling. Sagen er den, at nummeret der ligger til download allernederst i dette indlæg, har kørt i medium-rotation på undertegnedes playliste. Medium må siges at være over gennemsnittet, når det kommer til soul’ede indslag. Lige præcis det omtalte nummer, er måske det mindst soul’ede af kunstneren, så derfor kunne jeg godt tænke mig at stifte ordentlig bekendtskab med Coco Maja Hastrup og Robin Hannibal, som også spiller i Boom Clap Bachelors.

Jeg er bekendt med at Gaffa for nylig har postet dette nummer, men det, der egentlig satte min nysgerrighed i gang omkring Quadron var efter at have hørt musikken i filmen Se min kjole af Hella Joof fra 2009. Hvad er det for en behagelig stemme, der går igen? Det var tanken. Det fandt undertegnede så hurtigt ud af ved rulleteksten. Endnu en kunstner man burde have checket ud ved dette års Spot.

Quadron på Pickup scenen på Spot 2010 - Foto af Frederik Arhøj fra Gaffa.dk

Nå, det viste sig, at jeg kender ‘radio-nummeret’ Slippin’, som egentlig også er ret tjekket, større kendskab har jeg desværre ikke endnu til duoen. Jeg vil indtil videre sende anbefalingen videre af det omtalte nummer Slippin’ samt cover versionen af Herfra Hvor Vi Står (Skousen & Ingemann), som er fremført som en yderst smagfuld duet med Silas Bjerregaard fra Turboweekend. Ganske bemærkelsesværdig bedrift da nummeret måske er en smule fortærsket i mange sammenhænge. Det er denne version ikke.

Sommervarmen der ramte landet før weekenden, er smittet af på undertegnede, siden der pludselig skal anbefales glad sommer-soul. Nuvel charmerende og lækkert det er det. Den omtalte film kan forresten også anbefales på det varmeste, selvom temaet er af en mere trist og knap så sommerlig karakter.

Hvem vil med mig til Quadron koncert næste gang de er i Århus?

Download Quadron – Herfra Hvor Vi Står (Med Silas Bjerregaard)

Hør Slippin’ her:

Quadron på MySpace.

blaa mandag #22

Jeg har været inde på manden bag denne musik et par gange før herinde. Og nu er turen kommet til ham endnu engang i form af et blaa mandag indlæg. Ed Harcourt har på mange fronter været med på mit livs soundtrack siden jeg stødte på ham i 2002, og musikken har fulgt mig i både op og nedture. Det er måske også derfor han er den kunstner jeg ifølge min last.fm har lyttet mest til nogensinde.

Ed Harcourt udgiver på fredag sit femte studiealbum, med den korte og ret præcise titel Lustre. Siden sidste album, er Ed blevet gift og er blevet far, og det kan godt fornemmes imellem linjerne i flere sange på pladen. Man bliver helt glad på hans vegne, og feel-good viben smitter i den grad af på lytteren igennem musikken, uden at det bliver en festplade. Hvis i forstår? Den første gang jeg hørte pladen, må jeg indrømme at jeg var en anelse skeptisk, fordi jeg ikke syntes han var rykket nogen steder. Og det støvede og skramlende udtryk som især var kendetegnende for hans debut-EP Maplewood (1), første album Here Be Monsters (2) og tredje album The Beautiful Lie (5), var ikke rigtig at høre, istedet lød det som ethvert andet gennemsnitligt singer-songwriter album. Men efter at have hørt det igennem en del gange mere, er dette indtryk blevet ændret, især efter at have opdaget den dejligt støvede mellotron, som er det gennemgående instrument i nummeret Haywired, som i kan høre herunder:

Ed Harcourt – Haywired by blaavinyl

Jeg er endt med at blive ret glad for pladen, og ville ønske den udkom på vinyl, som nogle af hans forhenværende plader gjorde. Så den kan blive en del af samlingen (se nedenfor (mine 7″ er ikke inkluderet i billedet)), som efterhånden er ret stor:

1. Maplewood (EP) (2000)
2. Here Be Monsters (2001)
3. From Every Sphere (2003)
4. Strangers (2004)
5. The Beautiful Lie (2006)

Tjek resten af albummet ud her og giv især ovennævnte nummer + nummeret Lachrymosity et ekstra lyt. Det kan anbefales på det varmeste.