blaa vinyl #15: Den femte Beatle

04/12/2010
Det er ikke svært at gætte, hvem der er en af de store inspirationskilder for Daniel Johnston.

Når autenticitet ikke er det, man stræber efter, fordi det er det, man er – plain and simple. Det er meget kort fortalt historien og forklaringen bag Daniel Johnstons store kultstatus hos rigtig mange store musikere. Vi snakker Sonic Youth, Nirvana (heraf Kurt Cobain i høj grad), Mark Linkous (må han hvile i fred) med flere. Grunden til denne autenticitets-aura omkring Daniel Johnston er i høj grad på grund af en sygdom, der paradoksalt nok både er hans forbandelse og hans musikalske velsignelse. Han har i hele sin karriere været manio-depressiv, som det ikke altid har været nemt at kontrollere. Hvilket man kan se meget mere om i en yderst anbefalelsesværdig dokumentarfilm fra 2005: The Devil And Daniel Johnston. Men det er Daniel Johnston talen falder på denne 15. mandag i året.

Coveret til dokumentarfilmen fra 2005

Daniel Johnstons depressive tilstand har betydet, at hans altid meget lavmælte og simple sange har været meget forskellige og ofte svingende i kvalitet. Generelt balancerer hans musik på en hårfin grænse mellem absolut genialitet og en naivistisk ligegyldighed. De er ofte akkompagneret af hans selvlærte guitarspil, et simpelt klaverspil og psykedeliske eksperimenter. Der er også eksempler på, at Daniel Johnston bliver akkompagnement af  større bands, for eksempel det hollandske band BEAM, der har været med på hans to danske koncerter på henholdsvis Vega og Voxhall.

Logoet og t-shirten der bidrog til en voksende hype omkring Daniel Johnston.

En af grundende til at Daniel Johnstons karriere begyndte at tage fart var, da Kurt Cobain ved rigtig mange offentlige begivenheder optrådte i en t-shirt med Daniel Johnstons logo fra albummet Hi, How Are You (blandt andet ved den legendariske optræden til MTV VMA i 1992). Det betød naturligvis, at rigtig mange blev interesseret i, at finde ud af hvem denne Daniel Johnston var.

Daniel Johnston havde indtil 1990 kun udgivet musik på bånd, som han selv optog og selv fabrikerede. Da efterspørgslen steg, kom han på Atlantic Records, det samarbejde holdt dog ikke længe, blandt andet på grund af et lavt salg. Daniel Johnstons sange er centreret omkring et tegneserieunivers, som han også besidder et utrolig charmerende talent for.

Undertegnede var tilstede i går søndag på Voxhall til en aften i selskab med Daniel Johnston. Først blev The Devil and Daniel Johnston fremvist, mens mandens tegninger kunne ses i det medbragte uddrag af de utallige tegninger, han har fabrikeret. Aftenen sluttede af med en fantastisk koncert, hvor Daniel Johnston blev akkompagneret af det vanvittig dygtige orkester BEAM. Den koncert understregede blot for undertegnede, hvor oprigtig et menneske han er på en scene. Med hans mimik og nervøsitet der sidder så langt ude på tøjet, og hans små finurlige kommentarer, der gør, at man ikke kan andet end at blive grebet af hans fantastiske univers og i særdeleshed hans tekster.

Der er ikke nogen tvivl om at jeg vil anbefale Daniel Johnston på det varmeste. Derfor har jeg vedlagt et fantastisk gribende videoklip fra slutscenen fra den omtalte dokumentarfilm, og desuden to fremragende numre, til at starte med hvis man er Daniel Johnston jomfrulytter. Start desuden med pladerne: 1990 (1990), Hi, How Are You (1983), FUN (1994) og hans seneste reelle solo-udspil skal efter sigende også være et lyt værd – den hedder Is And Always Was, men 1990 er nu min personlige favorit, og det har jeg tidligere omtalt her.

Mp3: Daniel Johnston – True Love Will Find You In The End (Fra Impressionable Youth)

Mp3: Daniel Johnston – Some Things Last A Long Time (Fra Some Of It Was True!)


The Singer from Nineveh

04/10/2010

Hymns From Nineveh på Voxhall, Foto: David Bust (tyvstjålet fra Gaffas galleri)

“I always had the voice and now I am a singer.
The audience grows silent when I open up my mouth.
I sing the words I’ve written every night before a crowd.
As if I were a poet or some legendary mind.”

– Teitur fra pladen og sangen af samme navn ‘The Singer’

Da undertegnede tirsdag aften i indeværende uge, var tilstede ved en ganske utrolig koncert på Voxhall i Århus, var dette citatet, der faldt mig i tankerne. Et for mange ikke så kendt navn (endnu) indtog scenen, for at varme de spændte sjæle op, der ventede på at høre Jacob Bellens og Anders Mathiasen i deres konstellation som Murder, og det var en ung mand, vi tidligere har omtalt herinde her og her, og som desuden toppede min medskribents liste over danske albums for 2009. Det er selvfølgelig Hymns From Nineveh also known as Jonas Petersen.

Teitur citatet hørte undertegnede opført på et udsolgt Train i forbindelse med The Singer touren, hvor færingen opførte sangen The Singer fuldstændig low-fi kun med sin vokal. Sjældent har noget, kunne få de små hår til at rejse sig så meget, og det var lidt den samme oplevelse, jeg havde med Jonas Petersen og co.

Jonas Petersens fremragende vokal alene legitimerer projektet Hymns From Nineveh mere, end de fleste projekter nogensinde kommer til selv efter mange års hårdt arbejde. Navne som Bon Iver og Bob Dylan er meget nærliggende, men det er alligevel vældig originalt, især via de yderst velgennemtænkte arrangementer og den smilende ærlighed, der ligger i fremførelsen af musikken. Også akkompagneret af de to herrer, Nikolaj Paakjær og Mikael Kjærsgaard (Munich, Kites And Komtes), var et fremragende lavmælt supplement, med dybe kontrasterende vokaler, klokkespil, mundharmonika, fine små perkussive indslag og flygel! Publikum tog desuden vel imod Hymns From Nineveh, og det samme Teitur beskriver i sin tekst, var i høj grad tilfældet ved denne koncert – the audience grew silent.

Det er ved at være et stykke tid siden, at jeg har glædet mig mere til at høre opvarmningsbandet end selve hovednavnet, og det er rigtig lang tid siden, at opvarmningsbandet også har levet op til den forventning. Det gjorde Hymns From Nineveh altså i høj grad, selvom Murders nye numre (som de spillede en del af) virkelig lyder fantastisk lovende, og som også var et glædeligt gensyn.

Det er lidt svært at acceptere, at der først kommer et debutalbum til september, men indtil da, må jeg anbefale ep’en fra 2009 Uncomplicated Christmassongs, og også dette radio-interview (Link fra hymns.dk) med to sange fra det kommende album indspillet helt akustisk. Desuden ligger der tre ganske fremragende numre på Hymns From Ninevehs myspace, og Jonas Petersen medvirker desuden på et anbefalelsesværdigt nummer på Mikael Kjærsgaards solo-projekt Kites And Komets – nummeret hedder Rewinding Floors.


Årets koncerter

12/04/2009


Nogle koncerter gør et særligt indtryk, andre er glemt ligeså snart musikerne forlader scenen og andre igen er midt imellem. Min medskribent og jeg har som de selverklærede musikelskere vi nu engang er, sat os ned og funderet over hvilke koncerter der har efterladt størst indtryk i det forgangne år, og er kommet frem til 5 hver. Vi har forsøgt ikke at favorisere de mest præsente koncerter selvom det er svært.

Rikke’s top 5:

1. The Whale Watching Tour / Bedroom Society @ Nye Rødder Festival 12. november
– Den smukkeste koncert jeg længe har været til. Jeg kendte kun Sam Amidon’s og Nico Muhly’s værker, men synes alligevel at sammensætningen af de forskellige værker fungerede rigtig godt og fik det til at lyde som én stor og smuk flade. Helgi Jónssons stemmepragt oveni var det absolutte prik over i’et. Jeg måtte tage mig selv flere gange i at forsvinde helt ind i musikken.

2. The Whitest Boy Alive @ Train 24. april
– Der er nogle koncerter hvor du bare ikke kan stå stille, og giver den alt hvad liv og remmer kan tage. Det er efterhånden sjældent at jeg får min adrenalin så højt op, at jeg glemmer alt omkring mig, som jeg gjorde ved denne koncert. Beskrivelsen her er et meget godt billede på hvad der skete, og hvorfor denne koncert ligger så højt på årets top 5.

3. Loney, Dear @ Voxhall 6. april
– En meget rørende og smuk koncert. Får stadig en lille klump i halsen hver gang jeg hører Emil Svanängen’s røst i mine ører. Jeg skrev også et indlæg herinde kort tid efter koncerten.

4. Grizzly Bear @ Store Vega 24. november
– Denne koncert var én af de koncerter jeg havde glædet mig allermest til i dette efterår. Jeg var rigtig spændt på at se de søde bjørne folde sig ud på en stor scene som Store Vega’s, med tanken om at jeg bare for 3 år siden oplevede dem i så intime rammer som Pitstop’s lille scene. De er blevet stjerner siden, og det kunne mærkes i omgivelserne, men musikken led ikke det mindste under det…tværtimod – den er derimod blomstret op og har skabt sit eget lille univers. Atmosfæren inde i det udsolgte Store Vega var ubeskriveligt fantastisk, og jeg kunne ikke gøre andet end at stor-smile og prise mig lykkelig over at jeg for én gangs skyld have lyttet til min fætter for 3 år siden. Jeg kan ikke vente til de kommer til DK igen.

5. Malcolm Middleton @ Lille Vega 1. oktober
– Endelig fik jeg set ham, og han var absolut også ét af årets højdepunkter. Jeg må indrømme at jeg var en kende nervøs for at skulle opleve denne pessimistiske mand i levende live, men han viste sig at være en vældig munter mand, der kom med et par tørre jokes i løbet af koncerten. Man skal bare ikke takke ham for en sjov koncert, for det ER virkelig ikke for sjov at han er så pessimistisk…også selvom det er med en vis selvironi indblandet, som følgende sætning fra én af mine yndlingssange med ham, så direkte udtrykker: “I’m dishonest and dirty, I just don’t have a life. and I’ll never amount to anything, I’ll never achieve anything, I’ll never be good at anything… and my songs are shite.” (‘The Devil and The Angel’).

Rune’s top 5:

1. Medium Rare Sessions: Josh Rouse + Loop Girl + C.V. Jørgensen (Med The DeSoto Caucus som husorkester) @ Voxhall 1. september
Under dette års festuge fik jeg mig en af de der aha oplevelser, hvor man lige pludselig finder sig selv et sted under indflydelse af en fantastisk musik man ikke kendte, men som lige på sekundet rammer dig. Jeg ved ikke hvad den generelle holdning er til C.V. Jørgensen og hans tekst-univers, men tirsdag aften (den anden af C.V. Jørgensens tre ‘come-back’ koncerter) i festugen overbeviste han i hvert fald undertegnede. Mange ad numrene var fra 1994 pladen Sjælland (som jeg gik lige ud og købte bagefter – tak for fiffet Klaus Mors!), og som er et must for enhver dansk musikelsker med en trang til eftertænksom dansk lyrik. Josh Rouse (som jeg egentlig tog derned for at se) og Loop Girl var også gode sammen med The DeSoto Caucus, men der var ingen tvivl om hvem der trak læsset. Paradoksalt nok var jeg ved at gå efter Josh Rouse, som var den første, men jeg er nu i grunden godt tilfreds med at jeg blev hængende.

2. Kings Of Leon + White Lies @ Forum 7. juli

Jeg er ikke en af dem der har været en fast fan siden Kings Of Leon var garage-rockundergrund. Jeg hoppede først på vognen da singlen Knocked-Up udkom fra bandets forrige album og sidenhen på Only by the Night, der er skoleeksemplet på, hvordan en stadion-rock plade skal stykkes sammen i vore dage. Derfor havde jeg blot stadion-rock forventninger til den koncert jeg skulle ind og se (og så selvfølgelig fordi jeg også så dem i februar i KB Hallen), og det var virkelig også hvad der blev serveret, for et udsolgt forum der var 100 % modtagelige. Opvarmningen var desuden en ganske udemærket oplevelse, men for h…….hvor var det rock-star koncert af første klasse. Jeg vil ikke sige mere….får jeg først begyndt kan jeg ikke stoppe….Men Closer er sgu da et fedt stadion-rock nummer! Prøv lige og hør de trommer!

3. Whitest Boy Alive / Kings Of Convenience @ Train 24.april / 5.oktober

Jeg har valgt at tage begge koncerter, fordi det nok er blevet to projekter jeg holder lige dele af. Og begge Århus koncerter var formidable. Hele blaa vinyl var repræsenteret til Whitest Boy Alive, som med det solide opvarmningsband The New Wine serverede en vanvittig festligt koncert. Kings Of Convenience var utrolig smukt og i lyset af deres seneste album Declaration of Independence kunne de næsten heller ikke fejle – Renegades fra det album er nok et af de flotteste numre i genren.

4. The Raveonettes @ Voxhall 1. december
Jeg har haft min første Raveonettes koncert til gode, indtil i tirsdags, hvor jeg var så heldig at overvære dem på deres In And Out Of Control-tour. De er i topform. Jeg må sige, at jeg var overrasket over hvor solidt og overbevisende et udtryk de kan levere. Heart of Stone, Gone Forever, Break Up Girls og selvfølgelig Bang!, var overraskende fede i live sammenhæng. Og de gamle travere: Aly Walk With Me, Lust og Attack of the Ghost Riders – skal uden tvivl se dem igen.

5. Fuck Buttons @ Voxhall 11. oktober
Jeg havde virkelig set frem til at se Fuck Buttons da de gæstede Voxhall i år. Med Tarot Sport ude og Street Horrrsing i bagagen var der virkelig grobund for en allerhelvedes tung koncert – og det blev det. Jeg har anmeldt koncerten her.


Støttekoncert på onsdag

10/19/2009

cola-freaksEn af de mere interessante pressemeddelelser dukkede op:

På onsdag er der støttekoncert for de tvangsudviste irakere på Voxhall i Århus.

Rie Ljungmann fra Kirkeasyl siger:

”Sagen om de tvangsudviste irakere har berørt mange mennesker, mange har været frustrerede og kede af det. Nu er det blevet tid til også at være glade og begejstrede for, at vi er så mange, der støtter irakerne. Koncerten skal minde alle om, at det nytter at stå sammen og blive ved med at presse regeringen til at tage ansvar.”

En række musikere har indvilliget i at lægge navn til foretagendet, og line-up er som følger:

Bliglad

Singvogel

Kiss Kiss Kiss

Cola Freaks (På billedet)

Mimas

Hermed en opfordring om at tage ind og høre god og spændende musik, samt at købe lidt merchandise til fordel for irakernes sag.

Generelt har det været utrolig positivt at se hvor meget den danske musikscene bakker op omkring lignende projekter. Der har været en række lignende initiativer i København, og det er derfor dejligt at se, at de århusianske musikere også vil vise deres støtte og sympati.

Musik har altså stadig en betydning, når det kommer til politiske foretagender. Men kom og hjælp med at bevise det på onsdag, hvor samlebøsserne vil være inde for rækkevidde. Godt initiativ.


Cabaret iført polkaprikker

10/11/2009

spinning-for-the-causePå mandag den 12. oktober rammer I Got You On Tapes nye skæringer de danske pladebutikker (selvom bandet holdte en officiel release party i lørdags).

Pladen hedder Spinning for the Cause, og det er de alternative rockeres tredje studiealbum, som på fin vis lever op til de forventninger IGYOT’s tidligere lyttere har måtte håbe på.

Spinning for the Cause består af ti nye sange, som har været undervejs siden deres anden plade 2. Med nummeret Polkadots viste bandet allerede i februar i 2008, da IGYOT gæstede Voxhall, hvad vi kunne forvente af et nyt album. Det var allerede dengang et fantastisk nummer, og i indspillet form er det så sandelig heller ikke blevet dårligere.

Bandet er allerede, i en anden anmeldelse, blevet rost for deres underspillethed, og det er ganske forståeligt. For den, og så de fire gutters tekniske overlegenhed er afgørende hos I Got You On Tape.

De vælger at spille enkelt, ligesom fodboldspillere kan vælge at spille enkelt og stadig lave mål – og det resulterer i at numrene oser af et overskud, og det kan høres lige højt i begge sider af høretelefonerne. Det er enkelt, men ikke let.

Polkadots er værd at fremhæve (hør den nederst på siden). Nummeret bliver stilfærdigt bygget op af et lydmalende synth-arpeggio, der bliver suppleret af Jacob Bellens, som med sin varme og monotone stemme fuldender udtrykket til bravur. Klaver og korstemmer pynter yderligere, men udtrykket kan stå alene med de to omtalte elementer nummeret starter med.

Startnummeret Cabaret er et utrolig udtryksfuldt nummer, hvor tungsindigheden for alvor gør sit indtog. Dybe og høje toner bliver skingert fremmanet af den dygtige guitarist Jacob Funch og af bassist Jeppe Skovbakke. Mens Rune Kielsgaard gør sit, for at nummeret rent rytmisk bliver tilbage.

Talk About The Treadmill har to guitarstemmer der fletter sig ind, ud, og med hinanden hele nummeret igennem. Musikken understreger fint teksten, og igen er kvaliteten i top. Et af de stærkeste numre på Spinning for the Cause.

Beggars And Bangers, Wedding Song og albummets titelmelodi er alle højdepunkter, hvor teknisk overskud, kvalitativ sangskrivning og en utrolig malerisk stemning bliver penslet ud på lydfladerne. Jeg kunne fortsætte superlativerne, men pointen er vidst understreget: Bandet skuffer ikke, tværtom rykker de et hak op i det musikalske hierarki på den danske musikscene.

IGYOT fortsætter deres tilbagelænede enkeltstående æstetik på hele pladen, og der er faktisk ikke nogen svipsere undervejs. Det er med Spinning for the Cause, som med de fleste andre plader af bandet, der skal mere end én gennemlytning til, for at numrene for alvor bider på. Men ligeså snart guitartonerne og vokalen får lov til at massere dine øregange i længere tid, bliver det vanedannende – så er du forberedt. En plade vel over gennemsnittet.

Værd at anbefale er derfor bandets koncerter i Århus og København med flere, henholdsvis den 7. november på Musikcaféen og den 12. november på Vega.

Se resten af bandets tour-datoer her.

Og hør Polkadots her:

Og Talk About The Treadmill her:


Reklame: Gratis Musik Aarhus Release på fredag

08/22/2009

Musikaarhusinvitation

Så er det atter blevet tid til atter et Musik Aarhus arrangement på Voxhall. Som medskribent på magasinet, kan jeg kun opfordre til at deltage, alle detaljer fremgår af den digitale flyer ovenfor. Der er lagt op til en rigtig god (og alsidig) aften. Der er i hvert fald både hip hop (Boom Quips), alternativ rock (Coco Moon) og indie (Kiss Kiss Kiss) repræsenteret. Det bliver herligt!

Hvis i ikke kender de forskellige kunstnere, er der en uddybning på facebook eventen.

Det er forresten også det første arrangement på Voxhall efter en gevaldig ombygning – det bliver fedt!


Roskilde kvaler – men efterårsplaner

07/02/2009

RTEmagicC_961cfd6ad1.jpgJa nu er Roskilde Festivalen godt nok over de fleste, men for os der prioriterede og nu kan sidde med en bitter smag, bliver vi jo nødt til at kigge fremad. Tidligere på denne aften sad min medskribent og jeg og diskuterede kommende koncerter i efteråret. Det viser sig, at der trods sørgelige nyheder om, den forhåbentlig sidste nedjustering af den rytmiske musik i dette årtusind, er et fremragende program på den anden side af torden-varmen og solskinnet på de regionale spillesteder. Der er både gode nyheder til københavnerne og til århusianerne

I København er der både Roskilde navne (som eneboere der ikke skal på Roskilde kan indhente): The Pains Of Being Pure At Heart (Vega d. 2. august), Vampire Weekend (Vega d. 13. august), Deerhunter (Vega d. 16. august), Grizzly Bear (Vega d. 24. november) en lille frækkert ind imellem er Kings Of Convenience (Vega d. 6. oktober), som jeg personligt ser utroligt meget frem til at høre mere fra. Generelt er det Vega der (som ofte) har et rigtig stærkt program. Sunset Rubdown på Loppen d. 6. september kunne også lokke.

Kigger vi på skansen omkring det århusianske er der også kvalitet at spore:

Musikcaféen byder blandt andet på:

  • Chimes & Bells, d. 27. august (Store dele af Choir of Young Believers)
  • Marybell Katastrophy, d. 11. september (Som altid med deres blandede besætninger)
  • Cody + flere, d. 10. oktober (der lyder som et utrolig spændende alternativ på den mere afdæmpede side af musikken)
  • Taxi Taxi!, d. 28. oktober (De svenske tvillinger der synger som din bedste drøm)

Det (til den tid) nyrenoverede Voxhall har prominente navne i kikkerten:

  • MusikAarhus Release #2 Edition: Kiss Kiss Kiss + Coco Moon + Boom Quips, d. 28. august (Magasin release event med gratis adgang og i øvrigt første arrangement i den renoverede bygning)
  • 2012: Micachu & the Shapes, d. 3. september (Århus Festuge hvor der arrangeres en minifestival)
  • Malcolm Middleton d. 30. september
  • Death To Frank Ziyanak + Loop Girl + Hank Robot, d. 1. oktober (Fremragende bands hele aftenen, Maria Timm og Kim Kix i de sidste to)

Dette indlæg er altså ment som et lille positivt blik ud i fremtiden for dem, der som jeg selv, var ved at rive min skatteregninger i stykker og smide dem på bålet med Carina Christensen snittet som en lille træfigur. For dem, der styrer de regionale spillesteders penge, gør det ikke nemt for de ildsjæle der holder gang i små lige-holde-sig-gående scener vi har tilbage. Må Stengade 30 venligst være den allersidste i af disse henrettelser.