blaa mandag #17

Den første gang jeg nogensinde stiftede bekendtskab med Figurines, var da de varmede op for Mark Olson, The Creek Dippers feat. Victoria Williams i Voxhall d. 13. marts 2003. Det var en veninde der havde lokket mig til at købe en billet til en værdi af 110 kr + gebyr, og tage turen fra Kolding til Århus, bare for at se opvarmningsbandet. Jeg kan huske at jeg syntes det havde været en lidt småpebret tur, bare for at se et opvarmningsband, for vi blev ikke og så hovednavnet, hvilket vi siden hen har fået høvl for. Jeg husker ikke engang om Figurines var godt eller ej. Men et eller andet indtryk må de have gjort, for jeg har oplevet dem live syv gange siden, ejer samtlige af deres plader og har endda selv stået bag én af koncerterne.

Siden 2003, er de blomstret op igennem tre unikke albums, Shake A Mountain (2003), Skeleton (2005) og When The Deer Wore Blue (2007), fået en del mere opmærksomhed her i DK og nået næsten en hel omgang om kloden. Derudover har bandet igennem tiden skiftet ansigter og form. Først med den nu tidligere bassist, Andreas Toft’s exit i 2006 og siden med den nye bassist Mads Kjærgaard plus udvidelse med Malthe Fischer (Oh No Ono) på tangenter, hvor sidstnævnte siden er skiftet ud med Jens Ramon og Mads Kjærgaard har meldt sin exit. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke ved hvor Kristian Volden (trommer) er forsvundet hen, men Figurines anno 2010, består kun af Christian Hjelm (vokal/guitar), Claus Johansen (guitar/trommer) og Jens Ramon (tangenter), hvoraf de to førstnævnte er de eneste oprindelige tilbageværende medlemmer.

De udgiver en EP næste mandag d. 3. maj, som forløber til deres fjerde album der ventes ude til efteråret. EP’en indeholder udover førstesinglen Lucky To Love (som iøvrigt også er titlen på EP’en), covernumrene Television Time (The Mopeds (det svenske 90’er band)) og New Orleans Instrumental No. 1 (R.E.M.), hvoraf førstnævnte cover er det mest iørefaldende og lækreste af de to hvis du spørger mig. Ydermere indeholder den dels en tidligere uudgivet sang Drag The Mood fra indspilningerne til When The Deer Wore Blue og en alternativ version, eller demo om man vil, af Poughkeepsie som er endnu en sang der kommer med på den kommende plade. Vi har her på blaa vinyl været så heldige, at få lov til at dele (streame) den nye single med jer kære læsere, så nyd det:

Figurines er et band der for mig mest har prydet diverse festmiks igennem årene. Og da jeg i sin tid bookede dem til studenterhuset, havde jeg ingen anelse om hvor store de havde vokset sig. Men det gik hurtigt op for mig, da folk gik helt amok og skulderklappene ingen ende vil tage. Jeg var med til deres sidste koncert på deres turné i efteråret, hvor både Mads Kjærgaard og Kristian Volden spillede deres sidste Figurines koncert. Det var en overvældende oplevelse at stå der på balkonen og overvære et udsolgt Lille Vega hylde et band der i en sådan grad havde fortjent det. Det føltes virkelig som om et kapitel lukkede og et nyt startede. Jeg følte virkelig hvor meget jeg egentlig holder af dette band på denne aften og hvor mange minder deres musik har bragt med sig med årene. Og når det så er sagt, vil jeg her slutte indlægget af med én af mine favoritter fra deres seneste album:

blaa mandag #8 – den glade spillemand

Det er ikke tit jeg tager til en koncert næsten udelukkende pga. opvarmningen. Sidst det skete, var da Figurines varmede op for Mark Olson and The Creek Dippers feat. Victoria Williams tilbage i 2003. I tirsdags skete det så igen, da jeg mandag aften opdagede at den kære Josh Ritter skulle varme op for The Swell Season, blev jeg desperat og forsøgte straks at anskaffe mig en billet til den udsolgte koncert. Som i kan se i mit indlæg fra i onsdags, lykkedes det mig heldigvis. Og selvom jeg ankom lidt sent, nåede jeg alligevel at få halvdelen af opvarmningen med…og hvilken opvarmning! Hvis der er en musiker der kan bringe et smil på dine læber, også selvom du står aller aller bagerst…så er det Josh Ritter!

Den første gang jeg hørte og for den sags skyld oplevede ham, var da han varmede op for Damien Rice på Lille Vega i 2004, og faktisk viste sig at være bedre end hovednavnet. Det er yderst sjældent et supportnavn kan efterlade sådan et indtryk! Det der overbeviste mig var den måde han fremførte sangene på, hans udstråling og den måde han præsenterede sig selv: “Hi, I’m Josh from MoscOW in IdaHO!”

Men især den måde han viste sin glæde over at have fået lov til at spille for et udsolgt Lille Vega, som support for Damien Rice. Han ikke bare sagde det flere gange, han viste det også i sit kropssprog, som smilede helt ud til fingerspidserne. Flere gange nærmest sang han grinende! Min veninde tog det ikke så positivt efter at have oplevet ham i tirsdags, da hendes kommentar var, at man skulle tro han havde fået en overdosis lykkepiller som barn, hvilket vel også er en meget passende beskrivelse, men hvem siger også at man ikke må være så glad når man optræder?

Jeg har set ham 3 gange mere siden, og fundet ud af at han simpelthen er sådan generelt, når han optræder live. Det er et eller andet sted virkelig livsbekræftende, for hvor tit ser man ikke en musiker stå på en scene og sige at vedkommende er rigtig glad for at være der, men kropssproget siger noget andet?! Det kommer vel så også an på hvilken slags musik vedkommende skal repræsentere, men Josh Ritter’s musik er nu heller ikke just festmusik.

En anden ting jeg også tydeligt husker fra den koncert, var da han pillede forstærkerstikket ud af sin guitar og gik væk fra mikrofonen, ud på scenekanten, bad folk om at holde 1 minuts stilhed og dedikerede derefter den næste sang til den netop afdøde Johnny Cash. Det var gåsehudsfremkaldende! Og for første gang den aften var publikum musestille. Det var et fantastisk bevis på at et supportnavn sagtens kan få publikum i sin hule hånd.

Jeg siger som regel at man først og fremmest skal opleve ham i levende live før man dømmer hans musik, som mest af alt lyder som Bob Dylan der møder Johnny Cash. Selvfølgelig skal man helst starte fra begyndelsen når det kommer til Josh Ritter, da han ligesom ét af sine forbilleder går fra det akustiske til det mere elektriske udtryk på sit fjerde album, hvilket jeg ikke har brudt mig alt for meget om. Det fungerer fint live dog, men på plade bliver det en kende kedeligt. Så er han mere spændende i sit akustiske element på plade, som jeg vil introducere jer for nedenfor. Først får i lige hans diskografi i hans studiealbum:

1. Josh Ritter (2000)
2. Golden Age of Radio (2001)
3. Hello Starling (2003)
4. The Animal Years (2006)
5. The Historical Conquests of Josh Ritter (2007)

Han dedikerede denne sang (som er fra Hello Starling) til en vis George Bush anden gang jeg så ham, læg godt mærke til omkvædet:

Fælles Studiestart 2009

For 3. år i træk, er jeg med i Fælles Studiestartudvalget i Klostret. Det er en en-dags festival, som Kultur- og Fritidsforvaltningen i Kolding Kommune har afholdt for de nye studerende fra de videregående uddannelser, i september de sidste 7 år. I 2007 blev jeg kastet ind i projektet 2 måneder før det skulle løbe af stablen, fordi de stod og manglede nogle passende bands, og da de vidste jeg kendte nogle stykker, blev jeg sat til at hyre 2 styks. Det endte ud med følgende flyer og program (det er vist ikke så nemt at tyde, men de navne der spillede til denne festival var: Conflict Diamonds (UK), Carlas, 1 2 3 4 og Tim Ten Yen (UK)):

Sidste år meldte jeg mig så på banen igen, som den eneste genganger fra 2007, og blev hurtigt udråbt til projektleder. Vi havde et dejligt stort budget, og kunne med erfaringer fra de andre år, derfor virkelig få udnyttet de midler vi havde, og hyre nogle fede og halvstore navne. Det endte med at blive én af de mest gennemførte og succesfulde Fælles Studiestartfester nogensinde. Programmet så således ud:

Jeg er igen i år på banen som eneste genganger, så jeg har kunne rådgive resten af udvalget om hvad der er godt at gøre og hvad der ikke er så godt. Jeg har dog pga. travlhed, måtte stå lidt i baggrunden og har enemand påtaget mig ansvaret for den musikalske del af programmet. For vi har i år haft med et betydeligt mindre budget at gøre, så det har ikke været så ligetil som sidste år, og pga. krav fra kommunen, har vi måtte lave om i hele konceptet for festivalen. Den musikalske del har endda været ved helt at ryge ud på et tidspunkt. Men vi er kommet frem til et ret tilfredsstillende program, så der er noget for alle parter. Det indeholder bl.a. gospel workshop og kulturcrawl inden festen i Klostret om aftenen hvor følgende bands vil træde op på scenen:

Wake Up Jacob!
Består af en flok lokale MGK helte, som blander jazz og rock med humoristiske indfald i en overraskende spøjs stil, hvor publikum kan få indflydelse på de stemninger som bandet spiller videre på. De kommer uden om hitskabelonen, men er samtidig ikke bange for det traditionelle og har deres helt egen lyd som er sej og swingende. Wake Up Jacob! fyrede den også at til Fælles Studiestart sidste år og overraskede meget positivt.

La Champville
Er fire fyre med forkærlighed for Rock’n’Roll. De har med deres forskellige musikalske baggrunde, formået at frembringe en lys som er melodisk, simpel og eksperimenterende. Der kan drages paralleller til blandt andre Arctic Monkeys. De fyrer med garanti et energisk liveshow af, som du ikke vil undvære.

Bodebrixen
Her er tale om naiv glad-i-låget popmusik med forkærlighed for det svenske. Aske Bode og Andreas Brixen står live i spisdsen for et 7 mand stort orkester, der leverer et show med bl.a. klokkespil, strygere, synthesizers, bongotrommer, tambourin, håndklap og ikke mindst balloner. Alt dette skaber tilsammen et farverigt show, der kan få selv den stiveste fod til at vippe og ethvert smil til at brede sig.

Det hele løber af stablen om præcis 3 måneder, nemlig fredag d. 18. september fra kl. 14-24 i og omkring Studenterhuset Klostret i Kolding. Det er gratis at deltage, men det kræver dog at du har et gyldigt studiekort til en videregående uddannelse på dig.
Der er afterparty på Pitstop fra midnat hvor DJ Stefan From Kolding vil vende plader, og sørge for at holde den festlige stemning vedlige. Også her er der gratis adgang (med armbånd fra Klostret) imellem midnat og kl. 01.