Roskilde offentliggør plakaten for 2009

04/30/2009
Roskilde Festvalens plakat 2009

Roskilde Festvalens plakat 2009

Ja så er der efterhånden ved at være styr på Roskilde Festivalens program anno 2009. Siden offentliggørelsen af de første navne, har diskussionen (som sædvanlig) stået på, om Roskilde Festivalen lever op til sit eget gode ry. Det af og til kræsne publikum på Roskilde Festivalen, har jo som ofte en mening om det rammer lige præcis dem i år. Men (som sædvanlig) vil jeg argumentere for at dyrskuepladsens musikbookere har ramt ganske fint (og ganske bredt).

For ikke nok med at der er (meget) store amerikanske navne, så er der så sandelig også de sædvanlige (i visse kredse) ukendte orkestre hvor man kan få stillet sin nysgerrighed og få udvidet sin musikalske horisont. Det synes jeg Roskilde festivalen normalt har været vanvittig gode til, og har masser af gange formået at få orkestre året før de rent faktisk er slået igennem. Den bedrift lever de fortsat op til.

Ligemeget hvor ens genre-mæssige præference ligger, så er der noget for enhver smag. Ikke nok med at de er blevet forsvaret af en af de mest betydningsfulde musiksider pitchfork, så hiver roskilde også nogle af de største amerikanske navne indenfor. Jeg nævner i flæng: Kanye West, Lil’ Wayne, Nine Inch Nails, Slipknot…. og fra andre lande er niveauet ligeså højt.

Til det ville nogen nok svare, at Roskilde sælger ud, at de er mainstream, at de ikke vedligeholder deres alternative præferencer. Men umiddelbart er det et utrolig intelligent valg, for det er netop det der gør dem alternative i denne sammenhæng, at de tør drage mainstream hip-hop mastodonter side om side – og at selvom det af mange måske var at foretrække – ikke blot bliver en gentagelse af tidligere koncerter eller optrædender.

Altså bliver programmet utrolig spændende i år, og alle med bare den mindste smule musikalske nysgerrighed må føle, at der er ufattelig meget at se på netop dette års Roskilde. Så er det bare lige det der med at få råd til det 🙂


Himmelhøj Synth pop når det er bedst

04/27/2009


Jeg vil lige smide en anbefaling, som fik en smule opmærksomhed (og gode anmeldelser) i det forgangne år. Navnet på bandet/soloprojektet er M83 og de kiggede blandt andet forbi Voxhall sidste år til en ganske udemærket koncert, og jeg faldt lige over et af albummets mangetallige perler, nyd den lige til formiddagskaffen – We Own The Sky.


Den hvideste dreng i levende live

04/25/2009

Erlend Øye

Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst levede mig så meget ind i musikken til en koncert, at jeg helt glemte at lægge mærke til hvad der rent faktisk foregik på scenen og rundt omkring mig. Jeg levede bogstaveligt talt i min egen lille dansende bobbel da The Whitest Boy Alive, i går gav den gas så det baskede på Trains scene i Århus. Min krop er i dag banket gul og blå, hvilket vel kun må være et tegn på hvor god koncerten var. Jeg startede på 7. række eller noget i den dur da aftenens hovednavn trådte ind på scenen, og endte kort tid efter allerforrest, lige foran den aller hvideste af dem alle, nemlig Erlend Øye himself. Sikke en fest! Der blev givet slip på alt hvad der var at give slip på, ja selv min ene øreprop røg ad helveds til.

Stemningen var helt særlig. Og det er da én af de få ting jeg kan huske…for da jeg i dag gik en tur i det solbeskinnede Århus med min medskribent og fætter og gennemgik vores oplevelser fra koncerten i går, gik det op for mig hvor lidt jeg egentlig havde opfanget, hvilket var lidt skræmmende, men samtidig siger noget om hvor fjern jeg har været i musikken. Det er utroligt hvad musik kan gøre ved dig. Indrømmet at der var noget alkohol indblandet, men det var ikke det alene der gjorde udslaget. Rune har skrevet en meget sigende anmeldelse af koncerten her og Gaffa’s er heller ikke dårlig. Især Rune’s indledende sætning giver et meget godt billede af hvilket humør størstedelen af de godt 700 publikummer var i:

”You can’t compare this to anything man” lyder ordene fra en meget feststemt gæst der med de bedste intentioner giver mig, et særdeles ’vådt’ knus, jeg takker ham naturligvis og nikker (…)…

Det er rart når anmeldere kan minde én om hvad der egentlig skete, og i hvilken rækkefølge det skete, når ens eget minde og indtryk er yderst sløret og rodet, men i det mindste meget positivt. Ved nærmere eftertanke, tror jeg selv jeg var ofre for et eller to styks af de der ‘våde’ knus…det var nu meget hyggeligt. Kærlighed (og fest og glade dage) til folket som man siger…mere af det tak!


Den Store Stjerne – Big Star

04/24/2009

Hm ja… Jeg vil rigtig gerne fremhæve et band der ikke altid har fået den tiltænkte opmærksomhed, og fået anerkendt den indflydelse dette band har haft på 90/00’ernes indie bands. Bandets navn er Big Star og de startede allerede i 1971, men desværre uden den helt store succes, dette var især på grund af en række tekniske problemer.

Bandets debut ‘#1 Record’, blev nemlig offer for en kæmpe distributions brøler, hvor det nystartede pladeselskabet Ardent kiksede fatalt i udgivelsen af albummet, og det nåede faktisk aldrig ud til butikkerne. På trods af nogle fantastiske numre og vokalharmoniske elementer især med henvisning til bands som: The Kinks, The Byrds, The Beatles, The Who og mange flere.

Der var interne stridigheder i bandet, da bandets to mest fremtrædende figurer Alex Chilton og Chris Bell, der primært stod for sangskrivningen. Kontroversen gik især ud på hvorvidt bandet skulle satse på, at spille live eller bruge tiden i studiet. Og det var primært Alex Chilton der løb med al opmærksomheden, da han var kendt fra tidligere bands. Det kulminerer da Chris Bell i 1972 forlader bandet, og Alex Chilton selv står i spidsen for Big Star.

I 1974 udgiver de album nummer to, ‘Radio City’ hvor de numre bandet havde størst succes med. Især September Gurls, og I’m In Love With A Girl. Men Alex Chiltons aggressioner over for en pladeindustri der har svigtet igennem en årrække, gør at han er meget selvdestruktiv overfor sit eget materiale. På bandets tredje album ‘Third/Sister Lovers’, der først udkommer næsten 5 år efter indspilningerne, er det især tydeligt, at der bliver lavet bevidste forsøg på selvsabotage. ‘Third/Sister Lovers’ bliver dog ikke nødvendigvis ringere af den grund. Klassikere der især er kendt for cover versioner af især Jeff Buckley der har kopieret ‘Kangaroo’ og Placebo med et ‘Holocaust’ cover. Pladen er en sand diamant og generelt er Big Star en sand pose gulv, hvor man kan blive ved med at hive den smukkeste, mest genneførte Powerpop op ad hatten. Deres indflydelse til indie og popmusikken kommer op på kant med meget store kunstnere, og er i følge allmusic.com, kun overgået af Velvet Underground.

Her er lige nogle numre der kunne støves op:

(Jeg undskylder for de mange Youtube-klip i halvdårlig kvalitet)


Sigende albumcovers

04/21/2009

Eksamensperioden nærmer sig igen med hastige skridt. Det er dog forhåbenligt den sidste for mit vedkommende i denne omgang. I den forbindelse skal jeg skrive to opgaver på ca. 10-15 sider, og er efter et stykke tid kommet frem til, at de begge skal tage udgangspunkt i albumcoveret som objekt. Så derfor har jeg været min pladesamling igennem og er kommet frem til følgende mulige kandidater:

Akron/Family - Love Is Simple
Nick Drake - Pink Moon
Gorky's Zygotic Mynci - How I Long To Feel That Summer In My Heart
Ed Harcourt - The Beautiful Lie
Muse - Absolution
Cocorosie - Noahs Ark
Bob Dylan - Bringing It All Back Home
Pink Floyd - Dark Side Of The Moon
The Flaming Lips - Yoshimi Battles The Pink Robots
Led Zeppelin - Led Zeppelin III
The Beatles - Sgt. Pepper's Loney Hearts Club Band
Lou Reed - Transformer
Love - Forever Changes
David Bowie - Aladdin Sane
John Lennon - Walls and Bridges

Jeg kan umuligt skrive om dem allesammen, så det bliver meget svært at sortere i dem. Men kom endelig med nogle forslag selv, eller eventuelle kommentarer!


Tankevækkende læsning

04/15/2009

Jeg faldt over denne artikel tidligere i dag. Har ikke lige tid til at skrive nogen uddybende kommentar til den, men læs den og deltag endelig i debatten.


Rocky racoon

04/10/2009

Nu vi er ved de tossede britere, så kan jeg da lige vise jer den mest tossede lille promo-film jeg nogensinde har set. Den skulle forestille at promovere én af mine yndlings-singer/songwriters debutalbum ‘Here Be Monsters‘ fra 2001…see for yourself and enjoy: